søndag den 11. juni 2017

Mikkel & Kurt

Kunsten at slå sig selv spektakulært og målrettet for munden

Mikkel Thykier i INTERVIEW med Jes Stein Pedersen i POLITIKEN i dag (hvor han fylder en 5 sider alt i alt, så vidt jeg kan se, inkl. forside med kæmpe "anomymiseret" portrætfotografi (sin helt egen eklatante for munden-slåen, det er jo kun ham, det ikke ligner!))

"»Der skabes nogle gængse modeller for, hvordan forfattere skal håndteres. F. eks. at lave interview med folk, som vi også gør her i dag. Jeg er ikke sikker på, at interview fremmer forståelsen af, hvad der egentlig er væsentligt i, hvordan kunst og litteratur fungerer og påvirker os. Jeg sætter omtalens kultur op mod opdagelsens kultur. Det må handle om at gå på opdagelse i et værk, i et kulturelt landskab. Ikke se på, hvad der er det såkaldt ' nye', fordi det er det seneste, der er sket, men se på hvad der har en nyhedsværdi for dem, der læser værket som en opdagelse«. 
Hvad er problemet med interview? 
»Det er en meget taknemmelig genre, som kan give en meget umiddelbar oplevelse af at komme tæt på et andet menneske, men, det er en fuldstændig misvisende forestilling. Det er en postuleret intimgenre, der er ikke adgang til intimitet så let. Jeg kan nævne to gode udtalelser om interview. Frank Zappa, som siger, at det er helt almindeligt umuligt at være et almindeligt menneske i et interview, fordi der ikke er nogen mere unaturlig opførsel end at interviewe et andet menneske. Det er kun få skridt fra Inkvisitionen. Og den italienske forfatter Elena Ferrante, som siger, at den måde at beskæftige sig med litteratur på helt grundlæggende er en løgn. Grundlaget for pressens måde at omgås litteratur på i interviewet er en løgn, fordi interviewet altid kræver noget, der giver et godt indtryk: At man tager sig bedst mulig ud, at man tænker tanker, der er gode for et interview«. 
Gør du det nu? 
»Det har jeg ingen anelse om. Men personligt foretrækker jeg at læse tekster uden nogen tydelig konklusion. Det, der gør sig i et interview, er de meget skarpe udmeldinger og klare pointer. Det er i fuldstændig modstrid med det, jeg synes er væsentligt for litteratur og kunst, hvor det handler om åbne betydningsdannelser. Jeg nærer stor mistillid til journalistik og litteratur. som lader sig omsætte i statements og gode sætninger, enkle positioner. Jeg foretrækker litteratur, som ikke egner sig til citat«.

Kurt Cobains T-shirt på forsiden af Rolling Stone i 1992 (der står, sirligt: "CORPORATE MAGAZINES STILL SUCK")

Billedresultat for nirvana rolling stone cover

1 kommentar:

  1. Jeg synes ikke, det er så simpelt som Thykier gør det. Interessen for kunstneren bag værket har altid eksisteret. Ikke (kun) som sensationshungrende og ligegyldig sladder, men som en måde at få adgang til kunsten, værket, genren, whatever. Ja, den journalistiske vinkel er nogle gange forsimplet, uspændende og irrelevant, men det paradokse i Thykiers interview er at han præcist spinner mediet på den måde, han ønsker at tage afstand fra - inklusiv foto/ikkefoto. Hvis et værk som udgangspunkt skulle stå alene, kunne man jo udgive det uden forfatternavn på. Men det er hverken forfatteren, forlaget eller boghandlerne dybest set interesseret i. De fleste forfatterskaber eksisterer i høj grad i kraft af historier om/med forfatteren - og i bedste fald perspektiverer og beriger disse historier værkerne - fra Blixen til Hamsun. Især i disse tider er det svært/umuligt at adskille kunstner fra værk, fordi vi så nemt får direkte og indirekte adgang til kunstneren bag. I den sammenhæng er det altid interessant, når en kunstner som Thykier forsøger det modsatte - uden at det dog lykkes helt. Det er desuden at pege på en spændende og relevant debat om forholdet mellem forfatter, læser og medier.

    SvarSlet