"I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende«
sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af
familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens
og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller
mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt
»nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.
Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes
prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som
animerede partygængere: »Der får B en sonde stukket gennem spiserøret
ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der
millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden,
bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den
dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet
menneske slet ikke præcist.« Absolut krævende er prosabogen
»Bedårende«, når Ida Marie Hede
drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk
skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller
udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda
Galas' performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig
fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt
blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over
lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar