Det
skyller mod kysten
som samvittigheden
drukner
Der er en sorg
at synge fri
fra den her
verden
Og som klipperne
er hinanden
folder vi os ud
Som i sin stil og tone minder om et smukt digt, Sebastian Nathan havde på hvermandag.dk (hvis crowdfunding-kampagne I skal huske at støtte!) for et par uger siden, og som Tue Andersen Nexø FB-citerede nogle linjer fra med tre udråbstegn foran, en kommentar spurgte, om det var "ny patos i dansk poesi" og Tue svarede. "Jeg tror det. Men meget ny: Forfatteren til den her strofe er født i 1996. (For s..., så føler man sig gammel.)":
nu løftes tågen
brydes men sænkes sikkert
senere
ind, og så pustet ud
solen vandrer og vandrer fjernt
det er en lang grå tid
og så at se igen
hele byen er papir
frisøren kan holde i de små dage lidt
han fører saks og kam
ser til mens håret falder
fra hovedbunden som småblade i efteråret
han skyller og tørrer sine hænder
spejlet i en butiks rude
havet har lagt sig
at se på dette hav
er at være dette hav
som at vugge sig selv i begge arme
det er glæden over Haliç
her spiller himlen for hans blik
du ligger endnu som en mund mod verden
åbne øjne
et par tage et par tårne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar