mandag den 9. maj 2016
Der var et hav af Møllehaver i går
ikke til selve foredraget, der var kun ham selv og hans søster og hendes søn, Henrik, der havde kørt mig hele vejen fra Hellerup i en Mercedes (en bil og et bilmærke, hvis kvaliteter Møllehave undervejs ikke blev træt af at fremhæve), men til Møllehaves (anden) søsters mand Frodes 80 års fødselsdag i et festlokale i Lohals et par timer før, som jeg pludselig befandt som gæst til med bordkort ("Lars Buchdal"); desværre måtte vi gå, før Møllehaves lillebror, Erling, fik delt sin sang rundt (de skiftes, brødrene til at skrive sange til mærkedage, og konkurrerer, fornemmede jeg, nådesløst); til fødselsdagen var udover Erling og den anden søster (den første søster, Gabriele, blev i det yndige Mølllehavehus, en tidligere præstegård, hvor der var bestyrelsesmøde) Møllehaves 3 børn, Katrine, Mikkel, Tomas, hvoraf jeg i hvert fald mødte Katrine (som jeg så et afsnit af tv-serien Holocaust med, den måtte jeg ikke se derhjemme, men min far opdagede ingenting, han sad inde i stuen og snakkede løs med Møllehave og co.) og Mikkel (ham med slangerne i kælderen), dengang jeg som tiårig besøgte ham i Virum med min far, og en hel del af DERES børn, og børn af de andre Møllehave-søskende og børn af DE børn, det er det, jeg siger, et hav af Møllehaver, og vi nåede lige at høre Tomas' gode tale, der med navn nævnelse af mig, der "af en eller anden grund" var til stede, fremhævede det begreb, opfundet af min far, som Møllehave altid også fremhæver: Eksistensfrådseri, det var i hvert fald en særdeles værensovervældende dag, 1000 tak for den, siger jeg, med endnu ikke fuldt overstået svimmelhed, hvordan rummer verden dog så mange Møllehaver?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar