Sort Sonne (+ en lysnen)

- det udvalg af Jørgen Sonne, jeg læste op i går i Næstved Kunstforening, tog præg af morgenens terror i Bruxelles - Sonne var både en frydens og en gruens digter:

Skyggerne

Skyggerne glider over solgrå jord -
fem forår igen, i varme parker -
blodet er tørret hen i all marker
hvor ubemærkede de døde bor.

Men evig hvileløst er det der var -
som sår der springer op i gamle ar,
som lukte munde lukkede om skrig,
der ikke glemmer os og dagens krig -

og mange grave uden mindekors
med lig der ligger rullede i bundt
er mindesmærker over menneskers
endeløse mulighed for ondt.

(fra År. Sammenvalgte digte 1950-65)

Nota. Efter en verdenskrig over hele jordkloden, med civilie masseudryddelser ved fladebrande og gaskamre, gik vi ind i den politiske sindssyges årtier, kaldet Den kolde Krig, med den næroptagelser af de atombrændte eller en arm som var smeltet sammen med en flaske. Glemt -.
  Derefter tog epoken med uoptalte massakrer fat, - er de nået op over de hundredeoghalvtreds i dag? - og de enorme forbrydelsers æra åbner sig nu, op fra ahvet over ørkenerne og til himlen, med disse omsiggribende, kalkulerede, profitgivende katastrofer for kloden. Se.
  Så er det rædselstid, Radioavis.

(fra Stik i et sent århundredes sæder, 1994)

Kaptajn!
ildkuglerne, kaskadens åbne kræfter truer os, slangereden, kædernes pisk, går tiumferende frem i landene der er smittede med den uafladelige rasen

Kaptajn!
alle de mishandlede dyrs anklager, i bid ovenover sengen, gaver i vinduesrosetter af blod, regnen af sten-tænder og klatterne af excrementer i burene, begraver os i uendelige kåber ligesom sneen.

Kaptajn!
lysskærene af kul som blir til sæl, lyn, insekt for øjnene af dig, eskadronerne af hallucinerede, uhyrerne på hjul, skrigene fra de mekaniske søvngængere, de væskeformige maver på sølvplader, de kødædende blomsters grusomheder, vil invadere den enkle og landlige dag og din søvns biograf.

Kaptajn!
pas på de blå øjne.

(digt(linjer) af Tristan Tzara (dateret "1920 (1930)), oversat af JS i De franske surrealister, 1994)

PUNKT: SYN
                          for E.D. døende

Nederst i havet ligger den,
en ganske sprød og hvid sten,
et korn ...
         Om du bøjer dig,
ned i dine ilinger
og strømgangene
og ser helt dér ned, er den her
i mørke - -
         Du, foruroliger den dig, nu?
For sé, den begynder en dybere
lysen ud, snart
- førend den slukner - -

- men så sluttede jeg med dette klassiske, smukke og rene kærlighedsdigt, og da jeg kom hjem læste jeg det op én gang til, for dig:

Det er dig

Det er dig, siger øjnene.
Det er birke, det er neg,
siger armene.
Det er regnfald, skær i havet,
siger to læber.
det er vinger og aske,
siger fingrenes skælven.

Det er dig, siger alting.
det er alt, siger stumhed.


Det er tang og kantarel,
harpiks og blæst,
siger næsebors flige.
Det er kridt og engbund,
siger bugens hud.
Det er flyvende hjorte,
siger knæenes klo.

Det er sne, det er brænding,
siger en glemsel ...


Det er den saftende frugt i rasen,
siger det svulmende kærnegemme.

Det er folkeslags port,
siger en dødsøvns lyn.

Det er torden i kosmos,
siger fostrets hjerte.

(sidste digt i År)