Først dør Rifbjerg, nu er hans hus i Kandestederne revet ned. Jeg er sådan set imod begge dele.
- jeg udreder nærmere mit forhold til Rifbjergs legendariske sommerhus i denne fødselsdagshilsen på 80 års-dagen i WA Bøger ("vores" sommerhus er ikke længere også mit, men kun min søsters):
-->
KANONKONGELIGT I går fyldte Klaus Rifbjerg 80, og stadig kan
vi ikke vide os sikre for hans bamlende slagskygge nede i vores sammenkrøbne,
skamfulde typehuse
Klitkongen
Okay, jeg prøver at visualisere skrivebordet i vores sommerhus i Kandestederne og det ca. 25 år gamle digt, der hænger på opslagstavlen. Det er ikke specielt godt, men det er meget sandt, og måske er det faktisk slet ikke et digt, men bare en praktisk vejledning til sommerhusets brugere, og det lyder ca. sådan her:
”Det er bare at gå ud ad døren/ og til venstre ad grusvejen/ før eller siden står du/ ansigt til ansigt/ med havet og Klaus Rifbjerg.”
Rifbjergs smældende gule sommerhus, som han i sin tid købte af kollegaen Thorkild Bjørnvig, med samt blæksort skriveanneks, ligger nemlig på en høj klit for enden af vores sommerhusvej, der nu om stunder fadt idyllisk hedder Solbakken, men oprindeligt bar det ildevarslende navn Dødningebakken. For foden af Rifbjergs klit løber grusvejen brat ud i sandet og fortsætter som en med flis nedtrampet sti frem og op til de store skrænter, der rejser sig foran Vesterhavet og som takket være den nylige storm, fortæller tilmailede snapshots fra Ejerforeningen, lige nu er umulige at forcere.
Symbolikken ville have været endnu bedre, hvis vejen havde byttet navn med den parallelt løbende Galgebakken, men det er slet ikke usandsynligt, at det faktisk var på Rifbjergs klit, galgen stod placeret, og så er det jo højst passende, at det er her, dansk litteraturs mestermand nr. 1 tilbringer sine somre.
Symbolikken er imidlertid tyk nok, som den er: Digter- og kanonkongen tårnende solgult over alle os andre småborgerlige dødelige i vores diskret røde og grønne, pseudo-autentiske typehuse. Og se nu bare, hvordan jeg lader mig påvirke af hans oggenokkede overhøjhed til at disse vores eget sgu til hver en tid og i sig selv, frigjort fra oversommerhusets slagskygge, totalt glimrende og kønne og hygsomme sommerhus.
For sikke også Rifbjerg rasede, da de store, tomme arealer nedenfor hans klit i 1979 blev bebygget, og sikke han besværgede sit eget raseri, i to kronikker i Politiken, begge betitlet ”Udsigt fra en klittop” - selvfølgelig, han forblev på toppen (der nede i teksten pludselig bliver til ”bjerget”):
”Jeg var så grundigt vaccineret af min egen pessimisme og greuelpropagandaen, at da jeg kom herop, følte jeg mig ganske lettet. Det var ikke så slemt som præsten prædikede, og hvis jeg skal være ganske ærlig, må jeg sige, at det kræver overordentligt veludviklede akrobatiske evner, hvis jeg fra mit eget hus skal forarges over skændslen. Det er faktisk noget med at kravle ud af halvdøren og hænge i tagrenden og strække hals. Det faldt mig oven i købet ind, at udsigten fra deres huse til min surrealistiske knaldhytte på toppen af bjerget var mere generende for tilflytterne end min oplevelse af deres standardiserede uniformitet med camouflage-grønt på tagene og typehusarkitektur á la tyskerbarakker fra den krig, der var engang.”
Ja, det er så hårdt for os at se op til ham! Og se, hvor raskt han når fra at kalde kampagnen mod de nye huse for greuelpropaganda til selv at betegne dem som uniformerede tyskerbarakker. Alle andre er altid nazister. Men hold kæft, hvor er det bare også bare i al umiskendelighed rasende lækkert og lækkert rasende velskrevet. Derfor har det alle dage helst været af Rifbjerg, man ville nedrakkes. Jeg husker, hvor overstadig jeg blev, da han over halvanden læserbrevsspalte desavouerede samtlige de fire tekster, min anden WA-optræden i maj 1996 bestod af, og hvor skuffet jeg blev over, at han ikke præcisere og mere veloplagt var ondere. Det har han så i den grad forbedret på siden, heldigvis og desværre.
Jeg var 11, da vores sommerhus stod færdigt, og jeg kan ikke huske ikke at være mig pinligt bevidst, at den store digter boede oppe på klitten (det ER altså ikke et bjerg, Rif!), og kigge efter hans groft mejslede kejserprofil på stranden og i vejens biler - og en sjælden gang fange et glimt. Jeg er også bange for, at jeg en sommer, efter min gymnasiekammerat Jens havde tirret mig til at skrive poesi, prentede et digt i en klitgryde, som jeg håbede, mesteren ville komme forbi og beundre; forhåbentlig udviskede vinden det rimelig gesvindt. Mange år senere opdagede Rifbjerg, på kollektivpostkasserne eller gennem noget klummeværk, at vi var naboer, og flere gange har han opfordret mig til at kigge forbi, men jeg har været for genert og typehusskamfuld til at tage imod invitationen.
Og sådan tror jeg, der er alt for mange, der har det med manden og hans monstrøse forfatterskab: De nøjes med at lade det og ham tårne, god- eller ondartet, i stedet for at træde frem i øjenhøjde og hilse på. De seneste tyve år har mindst hver fjerde bog været fremragende hilse- og læseværdig, hvilket alt i alt er skræmmende mange - senest den ømme romanette Skiftespor fra sidste år og den splinternye digtsuite Stederne. Det forbliver usynd for danske skolebørn, at de ifølge ministeriel forordning tvangs-Klauses.
Tillykke, du allerstørste Rifklit!
Klitkongen
Okay, jeg prøver at visualisere skrivebordet i vores sommerhus i Kandestederne og det ca. 25 år gamle digt, der hænger på opslagstavlen. Det er ikke specielt godt, men det er meget sandt, og måske er det faktisk slet ikke et digt, men bare en praktisk vejledning til sommerhusets brugere, og det lyder ca. sådan her:
”Det er bare at gå ud ad døren/ og til venstre ad grusvejen/ før eller siden står du/ ansigt til ansigt/ med havet og Klaus Rifbjerg.”
Rifbjergs smældende gule sommerhus, som han i sin tid købte af kollegaen Thorkild Bjørnvig, med samt blæksort skriveanneks, ligger nemlig på en høj klit for enden af vores sommerhusvej, der nu om stunder fadt idyllisk hedder Solbakken, men oprindeligt bar det ildevarslende navn Dødningebakken. For foden af Rifbjergs klit løber grusvejen brat ud i sandet og fortsætter som en med flis nedtrampet sti frem og op til de store skrænter, der rejser sig foran Vesterhavet og som takket være den nylige storm, fortæller tilmailede snapshots fra Ejerforeningen, lige nu er umulige at forcere.
Symbolikken ville have været endnu bedre, hvis vejen havde byttet navn med den parallelt løbende Galgebakken, men det er slet ikke usandsynligt, at det faktisk var på Rifbjergs klit, galgen stod placeret, og så er det jo højst passende, at det er her, dansk litteraturs mestermand nr. 1 tilbringer sine somre.
Symbolikken er imidlertid tyk nok, som den er: Digter- og kanonkongen tårnende solgult over alle os andre småborgerlige dødelige i vores diskret røde og grønne, pseudo-autentiske typehuse. Og se nu bare, hvordan jeg lader mig påvirke af hans oggenokkede overhøjhed til at disse vores eget sgu til hver en tid og i sig selv, frigjort fra oversommerhusets slagskygge, totalt glimrende og kønne og hygsomme sommerhus.
For sikke også Rifbjerg rasede, da de store, tomme arealer nedenfor hans klit i 1979 blev bebygget, og sikke han besværgede sit eget raseri, i to kronikker i Politiken, begge betitlet ”Udsigt fra en klittop” - selvfølgelig, han forblev på toppen (der nede i teksten pludselig bliver til ”bjerget”):
”Jeg var så grundigt vaccineret af min egen pessimisme og greuelpropagandaen, at da jeg kom herop, følte jeg mig ganske lettet. Det var ikke så slemt som præsten prædikede, og hvis jeg skal være ganske ærlig, må jeg sige, at det kræver overordentligt veludviklede akrobatiske evner, hvis jeg fra mit eget hus skal forarges over skændslen. Det er faktisk noget med at kravle ud af halvdøren og hænge i tagrenden og strække hals. Det faldt mig oven i købet ind, at udsigten fra deres huse til min surrealistiske knaldhytte på toppen af bjerget var mere generende for tilflytterne end min oplevelse af deres standardiserede uniformitet med camouflage-grønt på tagene og typehusarkitektur á la tyskerbarakker fra den krig, der var engang.”
Ja, det er så hårdt for os at se op til ham! Og se, hvor raskt han når fra at kalde kampagnen mod de nye huse for greuelpropaganda til selv at betegne dem som uniformerede tyskerbarakker. Alle andre er altid nazister. Men hold kæft, hvor er det bare også bare i al umiskendelighed rasende lækkert og lækkert rasende velskrevet. Derfor har det alle dage helst været af Rifbjerg, man ville nedrakkes. Jeg husker, hvor overstadig jeg blev, da han over halvanden læserbrevsspalte desavouerede samtlige de fire tekster, min anden WA-optræden i maj 1996 bestod af, og hvor skuffet jeg blev over, at han ikke præcisere og mere veloplagt var ondere. Det har han så i den grad forbedret på siden, heldigvis og desværre.
Jeg var 11, da vores sommerhus stod færdigt, og jeg kan ikke huske ikke at være mig pinligt bevidst, at den store digter boede oppe på klitten (det ER altså ikke et bjerg, Rif!), og kigge efter hans groft mejslede kejserprofil på stranden og i vejens biler - og en sjælden gang fange et glimt. Jeg er også bange for, at jeg en sommer, efter min gymnasiekammerat Jens havde tirret mig til at skrive poesi, prentede et digt i en klitgryde, som jeg håbede, mesteren ville komme forbi og beundre; forhåbentlig udviskede vinden det rimelig gesvindt. Mange år senere opdagede Rifbjerg, på kollektivpostkasserne eller gennem noget klummeværk, at vi var naboer, og flere gange har han opfordret mig til at kigge forbi, men jeg har været for genert og typehusskamfuld til at tage imod invitationen.
Og sådan tror jeg, der er alt for mange, der har det med manden og hans monstrøse forfatterskab: De nøjes med at lade det og ham tårne, god- eller ondartet, i stedet for at træde frem i øjenhøjde og hilse på. De seneste tyve år har mindst hver fjerde bog været fremragende hilse- og læseværdig, hvilket alt i alt er skræmmende mange - senest den ømme romanette Skiftespor fra sidste år og den splinternye digtsuite Stederne. Det forbliver usynd for danske skolebørn, at de ifølge ministeriel forordning tvangs-Klauses.
Tillykke, du allerstørste Rifklit!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar