Skuffelseslicens

Jeg er så håbløst forelsket i Henrik S. Holcks purunge debut Vi må være som alt, 1978, at jeg for ti år siden skrev et bagside-blurp til genudgivelsen på Holcks eget forlag Edition Holck:

"Henrik S. Holcks debut Vi må være som alt ligner stadig væk intet andet i samtidens poesi; så stærkt og klart og purt, "så løvfint", burde det ikke være mulig at skrive; her kulminerer firserdigtningen i nådesløs uskyld to år før årtiet begynder, her udkonkurreres meddebutanterne Strunge og Jac med legende, fint ciseeleret lethed, her er et hovedværk i dansk litteratur skrevet af en 16-årig mester, "så nøgenfuldt/ så alt for smukt"

Og SAMTIDIG råbte op om genudgivelsen i en kæmpe anmeldelse i WA bøger, der begyndte sådan her: 
 
-->

"Der er bøger, der er gode og glimrende og fremragende, og der er bøger, der bare er mirakler. Henrik S. Holcks debutbog, digtsamlingen Vi må være som alt, som blev skrevet, da han var bare 16 år gammel og udkom helt tilbage i 1978, er og bliver et mirakel i nyere dansk litteratur: så utrolig, nej umulig sikker og klar i sin åh så åndeløst pure ungdommelighed. Høre bare digtet ”Hvorfor”, der står på lige præcis side 16, det bliver man aldrig for gammel og blakket i gårde til at stå aldeles forsvarsløs overfor:

  ”hvorfor er vi allesammen/ så stille/ vi er da ikke døde/ endnu/ selvom der meget snart/ kun er vores synlighed tilbage/ hvorfor er vi allesammen/ så frygtelig stille/ der er da endnu ilt og ild/ og endnu muligheder/ det er bare at åbne sig/ og ikke være tavse skygger/ af noget førværende liv/ det er op til os/ om vi virkelig vil leve/ og der er da jord ilt og ild/ endnu/ vi er så dødeligt stille/ hvorfor rejser vi os ikke op/ og går videre.”"

Det betyder, at det kun var mig, der havde ret til at være (halvt) skuffet over Holcks samling Drømmesøn fra 2007, og kun mig, der har ret til at være (trekvart) skuffet over Holcks nye samling Testamente & Blomsterdigte, som jeg var det i WA Bøger i onsdags. Det betyder, at Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, selvom jeg i og for sig ikke er uenig i noget af det, hun siger, ikke har ret til at være 100 % negativ og give den nye bog sølle 2 hjerter - med blandt andet disse hårde ord:

"Er Holck, der debuterede som sølle 16-årig i 1978 med ' Vi må være som alt', og sammen med Michael Strunge og F. P. Jac blev fejret som generationens gyldne trio, tilbage? Kan hans fjerde digtsamling på næsten 40 år langt om længe stå mål med debuten? Halvandet digt eller deromkring inde i digtsamlingen er det for mit vedkommende slut. Så står Holcks naturromantiske henførelse i fuldt floskelflor: »Menneske, lyt til Vindens stadige/hvisken,/hør dens suk på suk,/hvordan kan dit hjerte være tavst,/når al din længsel lyder/som underlige melodier/omkring dig -//Menneske, - lad dig fødes/med de andre børn,/nattens børn vil blive/lysets vidner«. Det synes jeg, man skal gøre sig meget umage for at tro på. I ' Testamente & Blomsterdigte' skriver Holck så arkaiserende og med så opulent og direkte naturreligiøs en meningsfylde, at det føles rent anakronistisk, forslidt og vissent."

- når hun tydeligvis ikke har noget sentimentalt beundrende forhold til debutbogen (det ser slet ikke ud som om, hun har læst den!!!??? ellers havde der ingen vej været udenom at være betaget og give udtryk for denne betagelse?????!!!!!); kun som fan af den unge, pure (og den en smule mindre unge, satiriske-humoristiske) Henrik har nogen ret til at være kritisk overfor den ældre, klirrende Holck, kun skuffelsen fra hjertet er legitim.