17-årig lyriker vender ryggen til samfundet

(overskrift i Ekstra Bladet 13. oktober 1978 - her er interviewet nedenunder:)

Naturen er vor sidste tilflugt, mener den 17-årige Henrik S. Holck, der snart debuterer som digter

af Ingeborg Brügger

Er der en reaktion på vej mod venstrefløjens kommissærer og lomme-Leniner, dens krav og tabuer, dens harpen på det kollektive og dens systematiserende kunstfjendskhed? Spørgsmålet rejses af forfatterinden Inge Eriksen i et debatindlæg i information om Thorkild Hansens Hamsun-bog. Inge Eriksen mener, at mediernes begejstrede interesse for geniet Hamsun er tegn på denne reaktion. der er god grobund for konservatisme.
  Hvis hun har ret, kan et af tegnene på denne reaktion aflæses i den bølge af lyrikdebutanter, som
præger dette efterår. Borgen har ikke mindre en tre purunge folk på spring (Holck, Jac, Strunge LB) - alle upolitiske, formdyrkende og skønhedssøgende. Samfundet vendes ryggen til fordel for drømmen og den indre verden.
  Yngst af de tre er Henrik S. Holck. Såmænd kun 17 år, men allerede med flere års alvorligt arbejde med musik, malerkunst og digtning bag sig. Han er netop blevet optaget på Kunstakademiets malerskole, her sidst i oktober udkommer digtsamlingen 'Vi må være som alt' pg han er allerede så småt i gang med sin første prosabog.

NEJ TIL POLITIK

En ung spinkel dreng med, der engang kaldtes spirende overskæg. Opvokset som sidstefødte, eftertænksomme barn i en borgerlig familie. Fra de sirlige stuer er der udsigt mod Frederiksberg Have, i Henriks værelse dominerer et stor flygel sammen med malerier og rgafik af egen produktion. Mest portrætter, ofte af beundrede ældre venner. Man genkender Schade i olie, Poul Borum i sort-hvidt.
  Henrik erkender blankt, at han ikke har forstand på politik:
  - Det interesserer mig heller ikke. Måske er det dum at sige det, men det er på en måde for enkelt. Vi er nok en ny generation på vej nu, som er mindre politisk og socialt betonede end vore forgængere.
  Jeg oplever den tid vi lever i - med alle dens kunstprodukter, med biler, med plastic - som noget meget skræmmende. Derfor nævnes de ting slet ikke i min bog. Jeg søger tilbage til naturen, hen mod en ny virkelighed, og forsøger at indkredse det sidste vi har tilbage af oprindelighed. Jeg er meget bange for at skal spolere den natur, som er vor sidste tilflugt, og jeg tager totalt afstand fra byen, selvom jeg tilsyneladende fungerer i den.

ANGST OG AFMAGT

  Jeg føler angst og afmagt overfor samfundet, overfor det morgendagen vil bringe. Og jeg synes mennesker trænger til at sige stop, få fred. det er udviklingen, der rejser med. det er den, der styrer os.
  Henrik S. Holck fungerer i byen. Men hans lille digtsamling er præget af næsten zen-buddhistisk naturoplevelse, en sammenslutning af sindets og naturens elementer:

gennem himlen lydløst fuglene
mens ilten driver ind fra havet
og mine knogler råber mod mig
under huden gennem blodet

skriver han. Han betegner selv sine digte som en drøm om verden som den kunne være og samtidig en rejse fra den sorteste resignation til den fuldstændige væren og oplevelse af menneske og natur i samklang.

EN DRØM OM NOGET BEDRE

  Han tror, at inderst inde bag samfundets og ideologiernes skal er mennesket det samme som for tusinder af år siden. Og det menneske, han tror på, er eneren, individualisten. Henrik S. Holck skræmmes af masserne, frastødes af det kollektive og dyrker den ene, som tør gå mod de mange.
  - Om jeg er reaktionær og flygter fra realiteterne? jeg synes ikke, der er tale om virkelighedsflugt, men om en drøm om noget bedre. Og der skal ikke være plads for digte, der handler om andet end dine egne problemer?
   Ved at vende ryggen til det samfund som skræmmer mig, kan jeg måske indirekte opfordre andre til det samme. Jeg ved det ikke - det er bare mig- Men hvis jeg ikke kunne udtrykke mig, kunne jeg ikke holde ud at leve.

NB
Henrik S. Holck læser op af sine digte på lørdag kl. 15 i Huset i Magstræde sammen med Lola Baidel, Jørgen Gustava Brandt, Johannes Wulff m.fl.



(Berlingske Tidende tidligere på efteråret)

BORGEN SÆTTER NY REKORD

af Hans Holmberg

Borgens Forlag præsenterede i går i i Galerie Asbæk sit program for den kommende sæson. Hvad nyudgivelserne angår kommer det op på ca. 170 og hertil kommer ca. 85 titler i optryk. Det bliver en ny rekord-sæson for forlaget.
  Blandt sæsonens danske debutanter starter vi med forlagets Benjamin, den 17-årige Henrik S. Holck med digtsamlingen 'Vi må være som alt'. - Næh, jeg er såmænd ikke arveligt beslægtet. Der er så vidt jeg kan se tilbage ikke andre i familien, der har dyrket lyrikken. Jeg sluttede skolen i sommer og begynder på Kunstakademiet i næste måned. Hvordan mine digte er? Meget lyriske, måske lidt gammeldags, men dog i formen fulde af klangfarver. Mine forbilleder har været Tom Kristensen, Gustaf Munch-Petersen, Inger Christensen og Henrik Nordbrandt, men også Schade. Det er naturdigte, men goså kærlighedserklæringer til livet.
  Efterårets anden lyrikdebutant er den 22-årige F.P. Jac, der for to år siden startede på undergrundsforlag i Århus med et lille hæfte på 'Jorinde & Joringel'. Han er Københavner og har været med i fire numre af Hvedekorn.
  - Mine nye bog 'Munden brænder på huden' opfatter jeg som min egentlige debut, siger F.P. Jac. - den er i en nuanceret ny stil som en decideret protest mod 70'erpoesien, det vil sige at den slet ikke er social. Bogen er anti alt hvad der har været før i hvert fald siden Sarvigs debut.
  Den tredje lyriker-debutant er den 19-årige Michael Strunge fra Hvidovre med 'Livets hastighed', hvori der anslås en ny tone og form i dansk lyrik. - Jeg begyndte at skrive i efteråret 1976, men de fleste af digtene, 35 i alt, er blevet til i efteråret 1977 og danner et billede af et univers. Jeg mener at være meget inspireret af englænderen David Bowie. Men jeg er nok gået videre og har fundet min egen tone, også inspireret af Baudelaire. Tid og rum er opløst i dem. Der er dog også flere kærlighedsdigte.
  Af Husets faste digtere møder Jørgen Gustava Brandt, Piet Hein, Soya, Benny Andersen og Dan Turèll.