tirsdag den 15. marts 2016

HH-arkivet er i luften - ikke efter hånden, men NU!

I anlednings Henrik Haves 70 års fødselsdag har hans forlagt-partner på After hand (nu leder af eget ærke-alternative forlag, Antipyrine) Mathias Kokholm lanceret AFTER HAND ARCHIVE med egen hjemmeside og 2 udgivelser på dagen, den ene temmelig sensationel. Sådan præsenteres arkivet af sig selv:

After Hand Archive

"Forlaget Edition After Hand blev stiftet i 1973 af digter og billedkunstner Henrik Have (1946-2014). Forlaget var en del af Henrik Haves kunstneriske praksis, men blev i flere perioder drevet kollektivt med andre forfattere og kunstnere. Udover udgivelse af digte, bogobjekter og radikal teori, arbejdede Henrik Have med at gøre forlaget til en alternativ institution, et arbejdsfællesskab, et frit universitet, hvor forlaget blev suppleret med eget trykkeri og arkiv/bibliotek, som forlagets forfattere og kunstnere kunne benytte. Hverken trykkeriet eller arkivet blev fuldt ud realiseret, men der blev indkøbt og indsamlet store mængder maskiner og materiale.

After Hand Arkivet rummer korrespondancer mellem Henrik Have og hans kollegaer, samt dokumenter fra kollektive værkprocessor. Herudover rummer arkivet et enormt bibliotek, bestående primært af eksperimenterende poesi, kunstnerbøger og tidsskrifter. Arkivet er en særegen samling af materialer og titler, der balancerer på den usynlige grænse mellem kunst, litteratur og teori, og indeholder en del unikke dokumenter indenfor fluxus, mailart, art-language, skriftmaterialisme, anarkisme, antipsykiatri, mm.

After Hand Archive vil løbende gøre dette materiale tilgængeligt på hjemmesiden, genudgive og genforhandle nogle af forlagets mest manifeste titler, samt tilrettelægge udstillinger med arkivets materiale. Hjemmesiden og udgivelserne vil fungere som materiale til kunstnerisk forskning og et forsøg på etablere et rum for en alternativ kunst- og litteraturhistorie, hvor arkivets dokumenter bliver partiturer til at se på fremtiden gennem historien.

After Hand Archive administreres af forlaget Antipyrine og redaktør Mathias Kokholm, der drev Edition After Hand sammen med Henrik Have i perioden 2009-2014.

Hjemmesiden After Hand Archive og de første udgivelser lanceres d. 14. marts 2016, hvor Henrik Have ville være fyldt 70 år.Kommende udgivelser:
After Hand Archive #3:
Henrik Have: SHADOW EVENT – for mieko shiomi (objekt)
*After Hand Archive #4:
Henrik Have & Dan Turell: Introducing your mental State – 120 movies (DVD)
After Hand Archive #5:
Dan Turell: A ready-hand-novel for self-projection (partitur)

Kommende udstillinger:
Henrik Haves bogobjekter [arbejdstitel] (Galleri Tom Christoffersen, København, august 2016)
L’hombre invisible– imod officialismen (Piscine, Aarhus, 27/11–19/12, 2015)"

*


(se også kommentar)

1 kommentar:

  1. After Hand Archive #3: Henrik Have: SHADOW EVENT – for mieko shiomi

    I perioden 1965-1975 udsendte den japanske fluxuskunstner og komponist Mieko Shiomi en serie partiturer Spatial Poem No. 1-9. Hver enkelt partitur begyndte med en invitation, sendt til en lang række venner og kollegaer, til at reagere på en simpel instruktion, der ofte havde karakter af en form for intim eller poetisk gestus, som enhver kunne udføre. Efterfølgende anvendte hun de tilbagemeldinger hun fik i egne værker.

    Henrik Have modtog flere af disse partiturer. Udover at udføre instruktionen og rapportere tilbage til Mieko Shiomi, blev partituret genstand for hans eget værk SHADO EVENT – for mieko shiomi. Et stearinlys med påskriften "SHADOW" indlagt i en lilla velourpose og et brunt paprør. Ifølge Henrik Have sendte han tilmed lyset til pligtaflevering på Det Kongelige Bibliotek. Dette må aflæses som et forsøg på at ændre litteratursyn og læsemåde, set i lyset af Henrik Haves praksis der i 70’erne kredsede konsekvent om bogen som objekt. SHADOW er eksemplarisk idet værket i alle sine konceptuelle dele gør hvad det siger, det kaster den skygge teksten foreskriver og udfordrer registraturen, som får tingene til at falde på plads, men ændrer samtidig rummet, fortsat litteraturens rum, men et rum der kan indbefatte andre steder.

    På paprøret til SHADOW er der stemplet "EDITION after hand" med rødt. Værket er fra før forlaget officielt er oprettet, hvilket sker i 1973, og indskriver sig dermed i en serie af værker, partiturer og performances, fra før forlaget eksisterer, der benytter sig af betegnelsen "After hand".

    * d. 14. marts udsender After Hand Archive på forlaget Antipyrine en rekonstruktion af objektet SHADO EVENT – for mieko shiomi, samme udstyr som det oprindelige, men suppleret med arkivmateriale (dele af nedenstående materiale).

    SvarSlet