Begyndelsen (de 2 første sider - meget luft her komprimeret) på Begravelse:
"fordi// jeg skal holde jul med mine/ Bjørn og John/Og// havde glemt/ at tage/ anden op af fryseren/ den/ 23.// og/ ringede jeg/ til Christoffer/ og spurgte om han/ var hjemme// på Rovsingsgade// var han og om han gad/ at tage anden op// og det ville han gerne/ hvis han ikke havde gjort det/ havde anden været frossen og umulig at/ tilberede/ juleaften// jeg var/ jeg glemte det/ fordi/ jeg spiser// jeg spiser ikke engang/ jeg spiser ikke/ kød/ så jeg/ skulle ikke spise den så jeg tænkte// det var derfor jeg ikke tænkte på/ selvom der selvfølgelig var mit ansvar// når den lå i min fryser/ og vi skulle holde jul hos mig// mor/ vores/ døde/ for to år siden// da jeg var 24/ og/ Jon/ var 19 på det tidspunkt//vi// har ikke samme far men/ både/ min/ Jonas far og/ og Bjørn og min/ far har ikke// været så/ tilstede/ i vores/ tilværelser/ i hvert fald ikke/ at/ det var oplagt at holde jul med nogen af dem/ sammen"
Begyndelsen på "Begravelsen":
"Hvad gør de? Jorden må være frossen, hård, nu i januar. Hvordan gør de? Måske lægger de en slags varmetæpper ud der, hvor hullet skal graves, i god tid, inden de begynder at grave. Måske har de varmekanoner, eller de bruger noget, der er mere kraftfuldt end en almindelig skovl eller spade, et eller andet elektrisk, for at komme ned i jorden. Det kan være. Eller de graver måske hullerne i efteråret, mens jorden er våd og blød. Nej nej, for de kan ikke vide, hvor de skal grave. Vinteren har ikke været streng i år. Alligevel fryser det om natten og i aftes begyndte det at sne. Men måske er de helt forkerte, mine forestillinger om hvor hård jorden bliver. Der skal måske mere frost til, end jeg forestiller mig?
Jeg husker virkelig ikke særlig meget fra kirken. Der var en der kom for sent. Der er altid nogen der kommer for sent. Og dørene, dørene der er så forbandet svære at åbne og lukke forsigtigt og stilfærdigt. De store, tunge døre ind til kirkerne, de støjer, selvom man er forsigtig. Men der var vel ingen der gik før det hele var slut? Helt forbi? Nej, for det kan man ikke. Det er værre end at komme for sent. Men man kan vel blive tvunget bort. Af følelser, mener jeg. Følelser, der overmander en, og ikke er til at holde tilbage. Ud, man må ud. Trække lidt frisk luft. Og det er ikke nødvendigvis fordi, man ikke ved det er forkert, men man kan ikke lade være. Måske var det bevægelsen, følelserne, omstændighederne, for jeg husker virkelig ikke særlig meget af det hele. Det er ikke let at koncentrere sig om det der foregår omkring en, når man er bevæget. Man har måske heller ikke lyst til at huske den slags ting. Det er ikke umuligt, at der er en manglende vilje til til at erindre sådan noget, ubehagelige ting. Jeg kan huske, jeg tænkte på begravelser, jeg har set på film og læst om i bøger og den slags.
Jeg tænkte på begravelserne i Godfather-filmene. Den første, den, hvor der pludselig er en, der bliver skudt, er det ikke sådan noget lignende der sker? Da de begraver hans far? Eller den senere, i et andet afsnit, Sonnys begravelse. Alle de håndtryk, der bliver udvekslet og alle de samtaler, der bliver hvisket. Og krydsklipningen. Bliver der ikke klippet til forskellige steder i byen, hvor hævnen bliver taget? Eller måske tænke jeg på dåben, da Carlas - hedder hun ikke Carla? søsteren? Carlo hedder manden i hvert fald. Men så kan søsteren da ikke hedde Carla. Det ville være dumt. Dåben klippes sammen med alle mordene. Jo, det er sådan, det er. Det er dåben, og det er attentatet på Marlon Brando de hævner. Eller Sonny? Det er også ligemeget. Jeg forsager djævlen og alle hans gerninger, og så videre.
Så er der selvfølgelig begravelsen i Ulysses. Stakkels Paddy Dignam.
Da min (elskede) mor døde, blev hun begravet på Fu et eller andet på Ordrup Kirkegård, de ukendtes grav. Jeg var lige blevet skilt, min søn var væk (skizofren). Min mor sagde til det sidste, "håber du kommer forbi og siger Hej, inden det bliver din tur!" Men så er der ingen tilbage. Jeg har ingen familie, end ikke et forlag (bortset fra LR lige har ringet at de vil digitalt udgive 16 prosabøger): Hulk! Det er bare livet, for ti år siden have jeg det hele. Nu har jeg denne blok at give mig til kende i. Hulk! Nej, men der er naturligvis også meget andet, og det er ikke bare hulk, men livet er så fucking besværligt og....
SvarSletKære Rolf, kender dig ikke personligt, men håber du snart finder et forlag.
SvarSletKh /d
Tak...Hulkeriet var ang. begravelser, som man hurtigt får nok af. Pointen: at man hurtigt kan få hevet tæppet bort under sig, miste familie, arbejde etc.,når man føler sig mest "sikker". Det er banalt, men derfor ikke mindre alvorligt. (Min mor fik slet ikke nogen begravelse, fordi hun ville spare mig for at stå alene der...) Og arbejdet giver sig selv, der er en halv meter papirstakke, færdige og ufærdige bøger. Det er ikke sådan, at jeg holder op, før jeg skal til min egen begravelse.
SvarSlet