"Vi har fået en pæn fisk hver, da det bliver min tur igen. Det kan være svært at fiske med publikum på, specielt når man som jeg har en tendens til at blive nervøs og fjumre, men nu er den første runde gået godt: Jeg har fået lagt et godt kast ud og kroget og landet en fisk. Robbie er begyndt at bløde mere op over for os, vi går godt i spænd sammen, og dagen er allerede en moderat succes. Jeg kaster fluen ind i zonen og iagttager spidsen af fluelinen, der i sådan en situation tjener samme formål som en medefiskers flåd: Den bevæger sig, hvis en fisk tager fluen.
Der sker ikke noget. Jeg gentager kastet et par gange, prøver at give fluen et længere drev at synke på, men den bliver stadig ignoreret. Robbie er krøbet frem til en position, hvor han har frit udsyn, samtidig med at han selv er skjult. Efter hans anvisninger kaster jeg længere ind mod klippevæggen.
Nu kommer det lille, næsten umærkelige ophold i fluelinens bevægelse, der indikerer, at en fisk har taget fluen i munden. Jeg hæver stangen og strammer linen op for at få den lille krog til at trænge ind, og fisken reagerer med en muskeleksplosion, der rykker stangspidsen ned mod vandoverfladen og får linen til at brænde sig ind i min håndflade.
Hvis man er for passiv under udtrætningen af en stor fisk, begynder den at få overtaget. Man må udvise aggression og beholde initiativet, lægge konstant pres på og skifte vinkel og position for at få den til at kæntre i strømmen og komme ud af kurs.
Jeg aner ikke, hvor længe jeg intenst koncentreret balancerer på stenene og vader i vandet, mens jeg skiftevis lægger stangen sidelæns og hæver den højt og håber på, at forfangsspidsen, som er det svageste led, vil holde. Men endelig kan jeg mærke på fisken, at den er ved at være parat til nettet, og jeg bruger et trick, som jeg har lært af Ronan, til at flytte fisken ud af den dybe ende af poolen og ned, hvor Robbie står parat med sit landingsnet. Man opfører sig nogenlunde, ligesom når man går tur med en hund, bevæger sig i et helt jævnt og langsomt tempo nedstrøms, mens man holder stangen helt stille og presset konstant. Hvis man gør det med nok autoritet og overbevisning, følger fisken ofte roligt med og genoptager først sin rusken og sine udløb, når man stopper op.
Efter at jeg har fået fisken ned til Robbie, kravler jeg op på en sten for at få lidt vinkel på og presser den hen mod mig, mens Robbie lader nettet glide ind under den og løfter den ud af vandet. Håndtagets indbyggede fjedervægt viser 10 et kvart pund.
En ørred holder ofte op med at baske, når man vender den med bugen i vejret, og sådan holder jeg den under vandet med et tag om haleroden, mens Robbie og Ronan gør kameraerne klar. Så løfter jeg den kort op og beundrer de kæmpe finner og dens rød- og sortplettede sider, mens den bliver fotograferet. Da jeg slipper den igen nede i vandet, svømmer den op mod den dybe ende og forsvinder ud af syne. Genudsætningen er det sidste af de tre store øjeblikke i dramaet. Det første – og bedste – er, når fisken tager fluen, og det andet er, når den løftes ud af vandet i nettet.
Robbie og Ronan fisker videre og får endnu en fisk hver på omkring 8-9 pund. Da det bliver min tur igen, føles fisken, der bider på, endnu stærkere end den forrige. Det samme drama bliver gennemspillet, og nu viser nettet lige under 11 pund. Jeg sætter mig ind på en klippe og kigger på krogen, der er rettet halvt ud. Ved en indskydelse havde jeg skiftet til det tykkeste forfang, jeg havde i lommerne, mens jeg ventede på, det blev min tur efter den første, mindre fisk. Armene sitrer af træthed. Efter at have fisket tre sæsoner uden trofæfisk får jeg to på én dag."
Forfatter forarbejder flue
Ingen kommentarer:
Send en kommentar