Bernhard på stranden

 
Før livsfaren i haglvejr (se nedenfor) var vi sydende på stranden og plaskende i Middelhavet, som glade, stegte sæler eller noget, hvilket absolut ikke er hverdagskost for nogen os, og på stranden, før vandet, læste vi højtideligt, som nedtælling, hver vores Thomas Bernhard-bog færdig, du Kælderen, jeg Årsagen, for at overlade hadet til hele den kollektive syden og plasken til ham, Bernhard, for ingen hader perfektere, så perfekt hverken kan eller vil vi hade, vi ville gerne, i mindst tre kvarter, ligge på stranden, og vi ville nedsænke os i havet og bevæge os i det som glade, stegte, idiotiske sæler, og det gjorde vi, hurra, hurra, hip, hip, hip, men inden læste vi Bernhard & Bernhard, så sandelig, og jeg læste til næsten sidst i Årsagen, og det rimede hårdt på Caspar Erics Nike, som jeg læste, lige inden vi tog af sted, og som jeg skal anmelde straks, jeg kommer hjem, krøblingen som kriblingen:

"Samfundet som fællesskab falder ikke til ro før der blandt de mange eller få er blevet udpeget et offer som derefter altid vil være den der ved enhver lejlighed gennembores af alles pegefingre. Fællesskabet som samfund finder altid den svageste og udsætter ham skruppelløst for sin latter og for sin stadig nye og stadig frygteligere bespottelses- og nedgørelseskultur; og med hensyn til opfindelsen af stadig nye og stadig mere sårende bespottelses- og nedgørelsesformer, er dette fællesskab mere opfindsomt end til noget andet. Vi behøver jo blot at kigge ind i de familier hvor vi altid finder et offer for spot og hån, der hvor der findes tre mennesker, er der altid en der bliver hånet og spottet, og det store fællesskab som samfund kan slet ikke eksistere uden et eller flere sådanne ofre. Samfundet som fællesskab lader sig altid underholde af skavankerne hos en eller flere personer personer fra dets midte; det kan man betragte hele livet, og ofrene udnyttes indtil de går fuldstændig til grunde. Og hvad angår den forkrøblede arkitektsøn og geografilæreren Pittioni har jeg kunnet se hvor langt nederdrægtigheden, spotten, fornedrelsen og ødelæggelsen og tilintetgørelsen af sådanne samfunds- eller fællesskabsofre kan gå, altid til det yderste og meget ofte endnu længere, idet et sådant offer uden videre bliver dræbt. Og medlidenheden med dette offer er altid blot såkaldt medlidenhed og i virkeligheden ikke andet end den enkeltes dårlige samvittighed over de andres handlemåder og grusomhed som den medlidende i virkeligheden deltager i med samme intensitet som den grusomt handlende. det er utilstedeligt at forskønne dette faktum."

OG PLASK! OG PLASKEN!