Søren og Mette læser historier lige dårligt

 

Det er jo bare herligt med al den opmærksomhed omkring Cecilies kronik - nu har Mette Høeg herself viet den en hel, selvstændig FB-opdatering, lige så vrangfattende som Villemoes' Blæksprutte:

"Jeg har ikke skyllet et helt glas Xanax ned med en flaske tequila! Jeg lever. Kunne jeg ikke tåle kritik og voldsomme modreaktioner, havde jeg ikke blandet mig i den offentlige debat. I øvrigt læste jeg med interesse Cecilie Linds dagbogsuddrag og bevisførelse af min analyse i Politiken. Det gør mig ondt for hende, at hun befinder sig i en smertefuld eksistentiel og forvirret position. Og det glæder mig på hendes vegne, at hun finder lindring i at skrive. Cecilie Linds underliggende argument – eller appel er det vel nærmere – er vist, at fordi hun skriver fra et personligt smertefuldt udgangspunkt, må man ikke kritisere hendes litteratur, og at fordi den er vedkommende for hende, må man ikke drage dens generelle relevans i tvivl. Denne appel finder jeg rimelig ud fra to perspektiver: venindens eller terapeutens. Men som litteraturkritiker kan man ikke undlade at forholde sig kritisk til litteraturen eller ytringer i en offentlig debat af den simple årsag, at afsenderne er unge, usikre piger, og af rent hensyn til deres personlige, eksistentielle udvikling. Jeg vil foreslå Cecilie Lind - og forfattere, der har det som hun - f.eks. at indskrive sig i et kunstterapikursus (jf. link nedenfor: ”at formulere ønsker eller oplevelser gennem digt eller fortælling er et stærkt redskab at tage i brug. Vores fantasi og jeg’et bliver styrket. Man kan opleve at ord forløser og virker bekræftende”), så hun kan fortsætte med gennem skriveriet at komme bedre overens med sin smerte og frustration som velfærdsfostret ung pige og datter af en folkeskolelærer og hjemmeplejer og med traumerne fra håndboldhallen.
Forfattergerningen mener jeg imidlertid ideelt set bør have højere, kunstneriske formål end forfatterens blotte selvterapi."

Ingen steder i den kronik står der, at hun ikke må kritiseres, fordi fra personligt smertefuld udgangspunkt eller at man ikke må drage den generelle relevans (hvad det så end er er ) i tvivl, fordi den er vedkommende for hende, tværtimod stå der, med forpulede versaler:

"SE DERES TEKSTER, SE MINE TEKSTER. Tal om dem, kritiser dem hjertens gerne sønder og sammen."

Det er et brøl og et skrig om at blive læst uden ynkeligt/ynkende filter - om ikke at blive reduceret til klicheen "unge usikre piger" og fremfor alt ikke få sin skrift reduceret til at være "afsendt" fra "unge usikre piger" (se i øvrigt min kronik-læning i blogposten nedenfor). At få lov til at være LITTERÆRT ambitiøs (akkurat hinsides den selvterapi som skriveriet kan have sit udspring i - og for søren stadig gerne (det kan læseren jo være fuldstændig ligeglade med om den gør) må fungere som, hvis den bare OGSÅ er kunst) :

"Jeg ved ikke, hvorfor det er et problem, at jeg er ambitiøs med mine tekster, jeg ved ikke, hvorfor jeg skal skoses for at have trang til at få udgivet bøger, have behov for at blive læst og set som forfatter."

Og forresten har de biografiske/personlige/private afsnit da intet med  "dagbogsuddrag" at skaffe, dertil er de alt for tæt fræsende og stiliseret skrapt skrevet, så dan er der sgu ingen der skriver dagbog, heller ikke Cecilie, hvis hun skrev dagbog, hvilket hun ikke gør, hun skriver skrift, og hvilken!