Dette skal ikke være kampagnekritik, og jeg vil slet ikke terrorisere på det tætte venskab mellem Kirsten Hammann og Helle, hvilket jeg heller ikke tror, jeg kan, men Hammans bemærkning i Bernaise-interviewet:
Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog
igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen.
Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet -
kan jeg lade gå ukommenteret, især ikke når min anmeldelse af Alene hjemme, Hammanns nye roman, turnerede meget om gentagelse som en dårlig ting, men der er forskel på gentagelser:
Helle bevarer og forfiner en distinkt yderliggående, på samme tid cool og poetisk, helt personlig stil, samtidig med at hun kompositionelt, i (de)monteringen af tekstspor og kronologi og plot, underfundigt eksperimenterer.
Hammann, hvis Bruger De ord i kaffen? besværger gentagelse som dæmoni (Vinkelvirspøgelset), gentager i den nye roman for anden/tredje gang sig selv i en afdynamiseret og afironiseret, professionel og pletvist vittig/fyndig, men aldeles uforhekset udgave af en oprindeligt ironisk/parodisk mimet normalstil, og nu helt uden kompositionel kreativitet (1 synsvinkel (med alm små-flashbackeri), 1 kronologi).
For der er forskel på gentagelser.
Ja, der er forskel på gentagelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar