Den deprime historie om lysten der blev job, nuet der blev plot

TIL HELT ÆRLIGT SKRÆK OG ADVARSEL!

(transskriberet efter Martin Kongstads interview med Kirsten Hammann i Bernaise er dyrenes konge, link til hele udsendelsen her):

Arbejdet er slet ikke så dejligt mere som det var i starten. Det var virkelig virkelig dejligt at skrive, da jeg var ung. Jeg kunne rigtig godt lide det. Det var det bedste i hele livet. Det var leg og det var frihed, og jeg ville smadre ting, og jeg ville lave noget nyt, og jeg ville bygge nye ting op. Jeg kunne sidde til langt langt ud på natten og arbejde med ord. Jeg startede jo også som digter, så det var meget jeg var nede i sproget, virkelig at træne og øve og uden at vide, at det var det, jeg gjorde, ligesom når du har en violinist eller musiker, der skal øve sig de dér 10.000 timer eller et vist antal år, det skal en forfatter jo også, men det var jo ikke noget, jeg tog som en træningstid, for det var jo en fryd uden lige - at kæmpe med sproget og se, hvad det kunne.
(PAUSE/SUK)
Desværre har jeg ikke mærket den glæde i mange år. Det er blevet mere
(Kongstad: professionelt?)
et arbejde, ja. (et slags snøft) Og det har selvfølgelig også noget at gøre med, at der er kommet nogle forventninger, både fra mig selv til mig selv, men også at andre har forventninger ... nej, det er bare noget med at være ung og skulle indtage et helt nyt land. Man aner ikke, hvad man kan, og der er heller ikke nogen, der ved, man findes.
Kongstad: Det, der så driver dig nu, det er jo ikke som om, du ikke har lyst til at lave det du laver mere, er det så delvist det du gør, og så delvist, at du skal tjene nogen penge?
Ja, det er et spørgsmål om også at tjene penge. Nu er det jo bare et arbejde, og nu er jeg blevet 49, så det er ligesom også en skæbne, eller det er ligesom det, det er blevet til. Jeg kan jo ikke lige pludselig lave noget andet. Jeg k a n ikke andet. For det første kan jeg simpelthen ikke andet, jeg har ikke nogen uddannelse. Nå men, så har jeg også den dér forpligtelse, synes jeg, overfor mig selv og overfor de evner, jeg nu engang har, og alt det, jeg har trænet op, og det talent, jeg jo så har, at selvfølgelig skal jeg gøre det. Jeg skal passe mit arbejde. Men det er desværre nok det, der fylder mest.
Selvfølgelig har jeg en form for ungdommelig drøm med at, åh, jeg kunne skabe det, eller, tænk, hvis jeg kunne skrive den og den bog. Men der er jeg desværre blevet så klog, at alle dine drømme, de klasker fuldstændig til jorden, når du kommer på papir. Det er jo noget af det vilde, man opdager, når man har skrevet flere og flere bøger, det er, at jeg tænker, næste gang, næste gang, der skriver jeg noget helt andet. Og så sidder jeg og skriver, for mit vedkommende, en Kirsten Hammann-bog igen, eller min veninde Helle Helle skriver en Helle Helle-bog igen. Selvom man tænker: Nu er jeg fri, nu gør jeg noget helt andet (...)
Men jeg er også begyndt at forestille mig noget mere normalt og skriver mere normalt i gåseøjne end jeg gjorde før. Det er jo ikke fordi, jeg først nu har lært at arbejde med plot, jeg var jo direkte modstander af det ved alle mine første bøger. Jeg syntes, det var totalt snyd. Jeg syntes, at det var totalt latterligt, at lave kloge bøger og film, hvor man gik kronologisk frem, og hvor de kunne reflektere midt i handlingen, mellem replikker kunne de tænke. Jeg var meget mere interesseret i, hvordan føles det at leve nu. Jeg ville væk fra hele historierammen, fordi jeg opfatter ikke, at når vi lever vores almindelige liv, at vi har en historieramme. Vi har jo ikke en fortæller. Vi lever jo ligesom i det skridt, vi tager nu. Og det var det, der interesserede mig at bruge litteratur til. Så det var mit mål dengang, at prøve at gøre det meget 1:1 på det lige nu levede liv. (...)
Kongstad: Men hvad var det, der gjorde, at du begyndte at bruge en mere traditionel måde at fortælle på?
Måske bare fordi jeg havde fået nok af det. Jeg havde fået lov i en tre-fire bøger at være vild. Nu var det vildt for mig at skabe nogle rammer, fordi dem havde jeg ikke haft. Så det var den næste nye udfordring for mig - og kæmpe med noget, man ikke er vant til. Og for mig ville det være spændende om jeg kunne nedlægge det dyr også.

(men hvem nedlagde hvem tydeligvis? - bemærk også at KH taler i nutid om hendes ungdomsprojekt og -poetik: jeg opfatter ikke ..., bemærk i det hele taget entusiasmen i fortidsomtalen og resignationen i nutidsomtalen, and weep, bloglæsere, men gør det konstruktivt)