Ung anmelderhyring 4 (fritslebet)

Det fyger fremad! På Jyllands-Posten har de hyret endnu en ung mand, vist også fra i hvert fald delvist universitetet, Nicklas Freisleben Lund, der i fredags var fint og præcist 5 stjerner-glad (med samt samme lette pænheds-skepsis som hos medglade mig og Tue Nexø) for Pernille Abd-El Dayems Inden for revet

Abd-El Dayems valg af materiale og organiseringen af dette ikke just banebrydende. Faktisk undrer det mig, at en så ambitiøs debut så selvfølgeligt forfalder til så konventionelle motiver og strukturer. I samme dur kan man indvende, at fornemmelsen af følsomhedsskabeloner bliver for stærk, når der f. eks. dvæles ved en sovende »vens trætte og kolde krop« i »mild natteluft«, eller når jeget afslutningsvist ved revet - irriterende konkluderende - mediterer over sit eget og oceanets tomrum. Heldigvis bliver irritationen dog aldrig dominerende, og det skyldes først og fremmest, at Abd-El Dayems præcise skrift formår at skabe en insisterende vedkommenhed i det velkendte - f. eks. barndomserindringerne. Her i beskrivelsen af jegets mor en friaften hos bedsteforældrene: »Jeg lader mig falde som min mor. Et slasket fald ned i en lav lænestol efter latter. Hun har fri, så alt kan hænge. Min kæbe, tungen.Armene. Hun sidder ikke, men hænger i stolen. Piget og ligeglad med os, de andre, i stuen. Sidder et kort øjeblik, så rejser hun sig igen.« Det er Abd-El Dayem, når hun er bedst: Med få greb skabes et lille, sitrende drama. Den simple gestus - morens fladen ud i lænestolen - bliver i jegets erindring et langt mere drastisk fald ud af moderrollen, hvor den person, der ellers »ordner vores liv«, pludselig opleves som ligeglad.

- han skal også være velkommen - i den stadig snævrere Marx Brs-kahyt!