Ung anmelderhyring 3 - TOO CLOSE TO HOME!

Weekendavisen Bøger har hentet Linea Maja Ernst (én af de to anmeldere jeg highlightede i min kommentar om de for få unge kritikere) hos Information og hyret hende som ny anmelder, og det er jo virkelig fremragende, men nu aldeles nervepirrende og angstprovokerende, fordi jeg nu skal konkurrere om bøger med hende, og i den konkurrence findes ingen nåde (selvom man leder efter den, nåden). I fredags debutanmeldte hun (en uge for tidligt, men det bør ikke være hendes skyld) min eks-redaktør Thomas Thurahs romandebut Leifs far var borgmester og gjorde det kun alt for glimrende: nænsomt, nysgerrigt indlyttende, her et klip:

ISÆR er det effektivt uhyggeligt - jeg kom til at tænke på Michael Hanekes film Det hvide bånd, hvor ondskaben blomstrer skjult midt i en lille by - at byens børn som ubestemt mængde udgør en hemmelig bevidsthed midt i den offentlige bevidsthed; de ved, hvad der foregår, mens de voksne ikke kan regne ud, hvem der står bag en forbrydelse eller skandalen om en falsk nekrolog: »Hvis de virkelig ville vide, hvem der havde skrevet den, kunne de have spurgt os børn, for vi havde vidst det hele tiden. Men det var der ingen, der gjorde.« Det varierer, hvor godt fortællerens drengestemme fungerer. Visse steder bliver det lovlig søgt og tydeligt med den benovede, naive barnestemme: »Først var han sådan en, bare alle kunne lide og nok også var lidt stolte af, fordi han nogle gange var i fjernsynet,« mens andre passager nænsomt beskriver, hvordan drengebevidstheden prøvende filtrerer verden, bemærk her brugen af lige og ligesom: »Og så var der lyset fra diskokuglen, der hang i loftet, og som glimtede i vinduet og nogle gange lige sendte nogle ligesom blitz ud på gelænderet og træerne udenfor.« Nogle gange lyder stemmen som en renhjertet Tvebak Løvehjerte, der bare gerne vil, at alle skal være gode mod hinanden og netop ikke lytte efter den sladrende fællesbevidsthed: »Det er først, når folk er sammen, at man kan lære hinanden rigtigt at kende, og ikke gennem det, man bare hører, eller som nogen fortæller videre, måske også fordi de har noget i klemme.« Dét er måske en af bogens beskedne, men fine pointer - ikke at den i øvrigt har travlt med at moralisere. Andre gange er vor fortæller en forrået, dum unge, der taler om at »kneppe kællinger« og »et sæt patter så store som balloner«. Og det er måske et ganske realistisk spænd for en 13-årigs etiske register.

VÆR VELKOMMEN!