Årets jammerligste anmeldelse

er sandsynligvis Bjørn Bredals tre hjerters-anmeldelse af Birgitte Possings genreportræt Ind i biografien, som jeg lige nu sidder og lystlæser, i Politiken i går; uforståeligt af en litteraturredaktør har accepteret denne tekst skrevet af en eks-litteraturredaktør. Fra første (okay anden) linje geråder Bredal ud i et uforklaret, voldsomt aggressivt og vrængende mæle:

Birgitte Possings prisbelønnede biografier om store personligheder som Natalie Zahle og Bodil Koch er fornem forskning i feltet mellem det videnskabelige og det almene. Men Gud nåde og trøste den, som vover at sige noget kritisk om selve den genre, hun har viet sit liv til, biografien. Så falder der brænde ned. Også selv om den kvalificerede forsker efter alle de år med biografer i bund og grund selv er mere kritisk over for genren end de fleste andre. Det er bare kun hende, der må sige det. Med ’Ind i biografien’ har hun villet skrive en lærebog i biografisme, en slags ars poetica eller poetik, skønt hun slet ikke forholder sig til poetik-genren, hvilket er et af bogens ikke så få mysterier.

Ovenfor brugte jeg genrebetegnelsen 'genreportræt', selv bruger Possing ingen steder betegnelsen 'poetik', som da også ville være helt skævt (der er hverken tale om en normativ genre-regelsamling (Bredal fremturer med at kalde Possing for et biografipoliti, vistnok på baggrund af, at hun ikke i bogen, men i Politiken, har udtalt, at Louise Zeuthens Krukke, en bog, hun var glad for, mere var en brevsamling end en biografi - men hvorfor er det politiagtigt?) eller en essaystisk relfleksion over egen kunstnerisk praksis), og hvorfor i alverden skulle hun så forholde sig til poetikgenren?

Og sådan fortsætter Bredal associationsstrømmende at kage kaotisk løs på bogen, der både er for personlig (Possing tager udgangspunkt i sit disputatsforsvar) og for akademisk:

Masser af nyttig information og stimulerende måder at se mønstre på. Men også masser af manér: at kalde hovedperson og forfatter for henholdsvis ’protagonist’ og ’biograf’ bidrager ikke med anden erkendelse, end at Birgitte Possing er akademiker.

Jeg er totalt glad for begge ord og elsker, at ord nr. 2 muliggør en sætning som:

Det kan næppe siges tydeligere, at biografens køn ikke var ligegyldigt.

En særlig fluekneppende løs-kagen gælder bogens Montaigne-citater (Montaigne er på dansk biograferet af - Bjørn Bredal), som Bredal selv ikke citerer et eneste af; Montaigne taler bl.a. om, at et menneskes handlinger kan være "så besynderligt selvmodsigende, at man ikke skulle tror det muligt, at de kom fra samme værksted":

Birgitte Possing skriver i sit forord, at bogen her koncentrerer sig »om biografierne, mens den udelader selvbiografier, erindringer og livshistoriske romaner«. Straks efter indleder hun bogens første kapitel med et citat af Montaigne, som indgår i essayistens diskussion af sit eget … selvportræt. Slør i genren.
Montaigne-citatet stammer fra Else Henneberg Pedersens danske oversættelse, men i bibliografien henvises til en engelsk udgave. Formentlig fordi citatet er en form for akademisk vandrehistorie blandt folk, der interesserer sig for biografier, men ikke for Montaigne. Birgitte Possing vender gang på gang tilbage til dette citat og de tilsvarende fra hans essay ’Om inkonsekvensen i vore handlinger’.
Det er en konvention, som hun selv sætter fingeren på i en diskussion af den amerikanske Carl Rollysons »affortryllende« brug af den biografiske genre som en højere form for kannibalisme: »Med det standpunkt var det ikke sært, at Rollyson tog afstand fra Michel de Montaigne, som humanistiske biografer ellers gerne henviser til«.
Måske skulle de »humanistiske biografer«, Birgitte Possing for eksempel, i stedet for at citere hinanden hellere interessere sig lidt for, hvad Montaigne egentlig vil have fat i, og det er – i en helt anden historisk situation end vores – (u)muligheden af at skrive et selvportræt, et essay. Genrebevidsthed, tak.

Hvad dog af denne klamamse er relevant for noget som helst i bogen, der anmeldes? Possing er jo ikke interesseret i, hvad Montaigne egentlig vil have fat i, og hun foregøgler heller ikke, at han er biograf eller taler om biografier, hun anvender essay-citaterne som generelle vurderinger af enhed og mangel på samme i et liv (som en biograf i forhold til biografier jo sagtens være enig eller uenig i; Bo Hakon Jørgensen er i sin anmeldelse af Possings bog i Kristeligt Dagblad uenig, han tror på livs-enhed), og det har hun for fanden da i sin gode ret til.

Nej, måske er det faktisk årtiets jammerligste anmeldelse, sådan cirka.