Apropos at fortælle forfatterne hvad de bør skrive

så er min WA-kollega Klaus Rothstein slem til det for tiden, og det forbliver altså en pinligt upassende og patroniserende sproghandling, og den bliver ikke bedre, men værre, når det besværges, at den selvfølgelig skal være litteratur af høj kvalitet, den litteratur af en bestemt slags, man synes, der bør skrives mere af: Vi skal ikke bestille bøger, med bestemte emner eller bestemte skrivemåder, hos forfatterne, vi skal nysgerrigt og, hvis de er gode, taknemligt tage imod de bøger, vi får - og vi får helt ærligt altid ufortjent meget af det gode! - der jo, når de er bedst, viser sig at være helt fantastisk forskellige fra, hvad vi kunne forestille os; en Harald Voetmann er lige så umulig at forudsige som en Yahya Hassan, selvom ingen havde ønsket sig latinkyndige, groteske, pseudo-dokumentariske historisk roman-miniaturer og en hel masse havde ønsket sig vred ghettopoesi (selvom det fandtes i forvejen i form af rap)), men de er akkurat lige væsentlige og, gys for et ord, vedkommende forfattere.

KR i kommentar i WA om miljødigtning:

Der er altså en sporadisk klimabevidsthed i den danske litteratur. Fint nok. Men slet ikke nok nok, når man tager ekstremvejrets magt og fylde i betragtning. Det er som om, at forfatterne generelt set stadig lider af samme afventende apati, som alle vi andre. Men vejret venter ikke. (...) Kunne man forestille sig at Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Dansk Oversætterforbund, Dansk Journalistforbund o.a. gik sammen om en Litteraturens Klimaaktion i Danmark? Kunne man forestille sig at danske forlæggere og boghandlere fulgte trop? Kunne man forestille sig en litterær klimabevægelse? Klimalyrik og klimaromaner er jo ikke noget, vi skal have for enhver pris. Vi vil kun have litteratur med kvalitet. Men klimaet rummer en fortælling, der kommer til at kræve mere af os alle i fremtiden.

KR i digitalt Vagant-interview:

Men jeg er enig med Johannes Riis, hvis pointen er, at forfatterne gerne må bidrage til den offentlige samtale via deres litteratur. Men det skal ske med høj kunstnerisk kvalitet. Princippet er fuldstændig ligegyldigt, hvis der kommer dårlig kunst ud af det. Dog ser jeg gerne, at flere havde et internationalt udsyn og perspektiv i deres litteratur. Jeg leder efter noget, der skildrer Danmarks plads i verden, i stedet for Danmarks plads i Danmark. Jeg leder efter noget, der er rejsende og søgende og problematiserende. (...)
Danske forfattere skal ud af tryghedszonen. Der er en verden derude, der ændrer sig dramatisk. Der er selvfølgelig forfattere, der har samlet de globale påvirkninger op, men jeg længes efter et større internationalt engagement i dansk litteratur. Og det er ikke gjort ved, at Lone Aburas skriver en sjov roman, der hedder Politisk roman, hvor der er en asylansøger-problematik. Det er bare et lille semikolon i bøgernes strøm. Det er heller ikke gjort ved, at andre forfattere momentant skriver noget, der kan tolkes politisk. Jeg kunne godt tænke mig et litterært projekt, som var skelsættende.

For hvad? Dine velfriserede hjernebølger, Klaus? Al den fine (og sjove!) bitterhed og vrede og sorg, der er i Politisk roman, kan snildt konkurrere med alle de vældige konceptuelle globetrotter-anstalter hos Rohsteins helt (Beck-)Nielsen; som om litteraturens styrke og ambition kan måles i tematikker og berejsthed, så ville Carsten Jensen jo være DK's største forfatter, og det vil KR trods alt ikke hævde; det kunne, læst som imperativ, være min opfordring til forfatterne: Trods alt og ikke mindst hvad vi kritikere kommanderer.