Redningsbåd til Lea

Jeg sad og skrev en artikel og poesi og digte og digtere og skrev om Lea, og så opdagede jeg, at hun slet ikke skulle være med, og så skar jeg hende ud, og nu kan hun passende få husly her:

-->

Den seneste post på Lea Løppenthins blog lealoeppenthin.wordpress.com er et citat:

  ”Halsen tør af tørst, ovenover en fremmed sol som en bakke hos fornemme mennesker når de bringer en gæst et glas vand.” skriver Herta Müller.”
  Det er et helt umuligt billede, for solen er jo ikke i nogen forstand bakke for væske, der kan slukke tørsten, men det betyder ikke, at det ikke kan føles, som om den er, og selve bakken, af sølv og båret af en tjener, forestiller jeg mig, højt over ens ydmyge hoved, er er jo et fantastisk, både skarpt og vildt billede på solen, og så er der jo ingen vej udenom at lade billedet gå lige ind.
  Et digt i Løppenthins debutsamling Nervernes adresse, 2014, slutter med linjen:
  ”jeg går rundt og bider i månederne”
  Det er et billede, hvor der gøres noget konkret ved noget abstrakt, og man kan derfor ikke helt præcist sige, hvad det er, der billedgøres som i andre konkret = konkret-billeder, men det betyder jo ikke, at billedet ikke føles helt præcist som en følelse eller mindre blødt: eksistensform.