Opdater korruptionen, Jan

Taler man grimt på social medier, er der altid nogen der taler grimmere i kommentarfeltet - og taler man grimt om mig, taler Jan Sonnergaard altid grimmere og anklager mig for at være korrupt og inhabi. Men det har for fanden været de samme anklagepunkter de sidste 5-10 år, kan han ikke finde på nogle nye (hvad angår såvel nyheds- som sandhedsværdien: Jeg har aldrig sidder i "bestyrelsen" eller noget, der ligner, for Ø.K, jeg har aldrig haft problemer med at foredragsjobs og udfører dem helst alene, fordi det giver flest penge, jeg holdt op med at rose Sonnergaard bøger, fordi de holdt op med at være rosværdige, Guldager bad mig om optræder sammen med hende, fordi hun ikke brød sig om at optræde alene, og gjorde det på et tidspunkt, hvor jeg efter flere års ren ros (inkl. en tale ved tildelingen af Krtikerprisen, som altså ikke er 'mit' legat) var begyndt at anmelde hende kritisk, efter ret få jobs opløste Guldager samarbejdet, fordi jeg var blevet FOR kritisk, jeg anmeldte sidst en bog af Blendstrup for 11 år siden, men selvfølgelig holder jeg ikke kæft med, at jeg er begejstret for hans forfatterskab, Litterær Hypnose, som dårligt kan kaldes et "bureau", har vi ikke optrådt med i over et år, men vi har glædeligt nok et show i Taastrup i maj)? Her er Sonnergaards FB-genoptryk fra i går (jeg har ikke kunnet finde de oprindelige kommentarer af Sonnergaard og Bent Vinn, desværre), liket af Asger Schnack, der så åbenbart synes, dette er en smagfuld og sympatisk måde at debattere på; Benn Q. Holm kan lide både Schnacks opdatering og Sonnergaards kommentar, det kan jeg godt forstå:

HABILITET. KORRUPTION. SVAR TIL BENT VINN. Mærkeligt nok er Bent Vinn ude at tage Lars Bukdahl i forsvar. Han mener ikke, jeg argumenterer for at Bukhørmeren optræder inhabilt og småkorrupt. Dette har jeg nu argumenteret for masser af gange - så mange at jeg dårligt nok gider det længere. Først og fremmest i Dagbladet Information, hvor Bent jo selv skriver. Ovenikøbet et par gange i Bents egen klumme, som jeg vikarierede for ham i, da han havde brækket armen og ikke kunne skrive (“Andenvikaren”). Lidt er refereret i en artikel i det interessante netmagasin Doxa. Se http://www.magasinetdoxa.dk/naar-en-anmelder-og-en-forfatte… *
Men nu på opfordring gentager jeg gerne mine argumenter her. Kort fortalt: I årevis skrev Bukdahl spalte op og spalte ned om, hvor pragtfuldt et foretagende, forlaget “Øverste kirurgiske” var, intet var for småt til at blive nævnt, intet var for dårligt til at blive rost til skyerne. Men Bukdahl sad samtidig i bestyrelsen for ØK., og dette er helt entydigt et habilitetsproblem, som en seriøs kritiker ville have taget alvorligt. Da jeg selv debuterede, roste Bukdahl mig iøvrigt på den mest ulideligt kælne måde (“Jan-drengen”, “Sunnyboy” etc.) - samtidig med at jeg fik den ene indbydelse efter den anden til at optræde eller skrive for ØK. (jeg sagde naturligvis pænt nej tak). Metoden har også altid glimrende Katrine Marie Guldager oplevet, så vidt jeg kan se. Bukdahl bliver aldrig hyret til optræden med sine egne ting, fordi de er så ringe. For at få del i de honorarer, man kan tjene, må han derfor alliere sig med nogen, som folk gerne vil høre. Derfor forsøgte han sig med et makkerskab med Guldager dengang Gyldendal Booking eksisterede. Her kunne man hyre Guldager og Bukdahl som sådan en slags litterær duo. I den periode var der ingen grænser for, hvor godt, hun blev omtalt i WA, anmeldelserne var simpelt hen hver gang fremragende og LB gav hende sågar et legat. På et tidspunkt blev hun imidlertid (helt forståeligt) træt af LB, stoppede samarbejdet og udtalte sig iøvrigt (til Jesper Stein i Jyllandsposten) kritisk om Bukdahls evindelige tilsvininger af Ib Michael, Grøndahl mfl. Herefter har Bukdahl konsekvent omtalt Guldager dårligt og rakket hendes bøger ned. Mens de to samarbejdede var hun landets bedste forfatter, efter at samarbejdet ophørte er hun pludselig den dårligste. Og så er der lige den der med Blendstrup. Bukdahl er barndomsven, nærmest, med Jens Blendstrup og har også økonomiske interesser i ham idet de optræder sammen for penge (og har et lille bureau sammen, “Litterær hypnose”). Alligevel har Bukdahl gentagne gange anmeldt ham stærkt rosende og hyper ham stadig igen og igen i WA. Dette nærmer sig korruption og Bukdahl har da også indrømmet dette selv. I Information forsvarede han sig med, at honorarerne imidlertid er meget små for alle disse optrædener og oplæsninger, han får angiveligt kun “peanuts” for det. Hermed sagde Bukdahl i virkeligheden noget morsomt (ufrivilligt, selvfølgelig). Noget, som kunne være sagt af en Mae West eller Dolly Parton eller for den sags skyld af en karakter i en af Vinns bøger: “ Det er muligt at jeg er småkorrupt og kan købes for penge ... til gengæld er jeg billig!”

* Denne artikel er grunden til, jeg overhovedet orker at svare på Sonnergaards anklager igen; det heftigt hypede kulturjournalistiske magasin tager, uden at spørge mig, Sonnergaards ord for gode varer, selvom de er bundrådne og forlængst har overskredet sidste salgsdato, mindre af den slags kulturjournalistik, please.