Den her fortjener også genoptryk

Emhætten

Weekendavisen | 06.05.2004

af Jens Blendstrup

HAVDE besøg af mine 80er venner. Vi snakkede ikke. Men var til stede. På vores klare politiske og økonomisk uafhængige måde. 2 ølbajere til hver og så et kys på kinden.
Dan var der i sin polo-skjorte. Og Henrik i sine cowboys. Jeg sagde ikke noget til dem. De sagde ikke noget til mig. Vi har kendt hinanden længe. Der gik et minut, så knappede jeg min Hawaii-skjorte, talte til 10 og lod knapperne sprænge på stedet. Ha ha ha over hele keglebanen.
Hvad, går du op i fortiden, Sonnar? spurgte Dan så. Jeg ligger i en busk, svarede jeg og inhalerede min ølbajer og formede slurken som et spyd.
Oh yeah? Er det de rige svin igen? Næ, svarede jeg. Og holdt min kæft. Fordi vi var til stede på vores klare og økonomisk uafhængige måde. Kom nu Sonnar, hvad er det, svarede Henrik og slangede sine 80er cowboybuks ud på mit sofabord, så jeg kunne se hans forbandede forstadskæft, som jeg i grunden hadede, men accepterede, fordi han var min eneste ven udover Dan.
What the fuck er det, Sonnar? Det er omgivelserne, lo jeg og knappede en sjæleven op med vommen nummer 2. The soroundings, gentog jeg på en fuldkommen økonomisk uafhængig måde. Henrik piftede. Sejt nok, Sonnar.
Og vinklen? At jeg vil skide på de satans nepotistiske sataner af nogen rækværker omkring Usserød sø. De står der sgu kun for at skjule noget. Ja? Yes, svarede jeg uden at svare.
V gik ud på altanen og nød en stes-so-pils med gesims ud over det beskidte land, hvor jeg var konge. Og er der kød på sagen, Sonnar?
Hedder jeg Sonnar og er jeg overvægtigt godt skrivende, ligner jeg en blodtryksgnom med gashåndtag og skal det være en trilogi af kaliber eller ej? U bet, sagde Dan, som jeg havde kendt, siden vi sad på Floss og rakkede hele lortet ned dengang i ’85, hvor verden var fornuftig perspektiveret.
Men kan det holde til en trilogi igen? Ja, sagde jeg og hviskede fuldkommen pengeløst hudfarvet, den skal hedde Emhætte. Emhætte, Sonnar? U bet. Emhætte ved Usserød Sø 1, 2, 3. Come on, hvor er det daffy-laffy-leifi, Sonnar.
Sådan er der sgu ikke nogen, der taler, Henrik, sagde jeg. Nej, Sonnar, men det lyder sgu da meget godt, gør det ikke. Jo, indrømmede jeg. Men det er kun, fordi I er mine venner. Og sandheden er jo, at jeg har set den her Emhætte, der lå i vandkanten og kneppede en and for penge.
En and, Sonnar? Ja, en ganske almindelig lille småborgerlig and, der kneppede den for penge. Altså Emhætten, Sonnar?
Yes, svarede jeg og knappede en såkaldt sandhedsbajer op i bidder, og lod den samle sig i maven, og ved I hvad, det var ikke en hvilken som helst emhætte. Det var en anmelder-emhætte, som havde hængt hos verdens mest korrupte anmelder, og ved I hvad, sagde jeg med tungen godt nede i sandhedens mavesårssvælg på sandhedens mand i flødesovs, ved I hvad? Man kunne se på den, at den havde været en gave til Lars Bukdahl fra en forfatter, som han havde fundet på for 6000 kroner.
Hvorfor lige 6000? Fordi det lyder realistisk, svarede jeg og smadrede bajerflasken ned i bordet på en totalt politisk respektløs vis.
U scare me Sonnar, sagde Henrik og listede hen til min fod og kyssede den hårdt. U are so Frank! Che Ge Sonnar, sagde Gutterne og gik.
Gu er jeg glad for deres tilkendegivelse. Men det er ikke målet at frelse verdens folk for mig. Det er ikke målet. Målet er at ligge i en busk. At ligge i en busk og være sindssvag arrig og sprutte. Sprutte.