Opspring fra en bro mellem ingenting - TILLYKKE JUDGE LONE!

I dag fylder digteren, sangskriveren, sangeren Lone Hørslev, for øjeblikket min strenge og stressede meddommer i Den Store Poesidyst, meget uforståeligt 40 år -

LUCKYLUKEDANSERINDEUDSTOPPETLAGKAGESTORT TILLYKKE DÈR -

Her er min (pinligt patroniserende - i dag ville jeg som redaktør være blevet så hidsig på sådan en anmeldelse; på den anden side anmelder SLET INGEN Hvedekorn i dag) WA-anmeldelse af Hvedekorn 1, 2000, redigeret af Annemette Kure Andersen:

Vi har vistnok forsømt Hvedekorn igen, et par numre eller så, og det er altså ikke med vilje, men nu er vi atter med på vognen, lidt sent er nr. 1, 2000 på gaden, et ret spektakulært nummer, for hele første del fyldes af Charles Van Schaiks voldsomt udtryksfulde portrætfotografier fra det sene 1800-tals Wisconsin, med lakoniske, morbide undertekster, hvidt på sort, om mord og selvmord og pyromani, hentet fra den samtidige, lokale avis, Badger State Banner. På den baggrund kommer de små digteres små digte jo unægtelig til at se lidt blege ud, men det skal de nu ikke have det skidt over, for Hvedekorns digte og digtere er faktisk bedre end deres rygte, de fleste sætter ikke deres bleghed under en skæppe, men lader den lyse vitalt og energisk for hele huset.
Flere kan fremhæves, her vil vi nøjes med at nævne fundamentalistisk renfærdige (og tyveårige) Jonas Rolsted og finurligt renfærdige Lise-Lotte Kristensen, der gør comeback efter seks års tavshed, og så vil vi citere et par linier af den humoristisk renfærdige debutant Lone Hørslev Rasmussen: »Desværre hr, men jeg kan ikke bygge Dem ind i/ min Supertanker, forstår De,/ for der er allerhøjst plads til een. Først mine fødder! Så digtet/ og siden - hvordan er det? Måske jeg hellere skulle starte/ med et helt personligt udsagn? Måske kunne jeg sige: - Dette er min flaske!/ - Kom snart igen, men tag aldrig, aldrig proppen af. Ja, det vil jeg sige!«
Renfærdigt ville det være synd at kalde det aggressivt brogede Hørslevske oeuvre her 14 år senere, men humorsitisk passer stadigvæk på skriften som bedst og heftigst (og heftigst ER stadigvæk bedst (og sjovest, men ikke kun derfor)).

Her er et digt om stedet, hvor skriften spirede og vildt skyndte sig at springe videre fra, fra Lones andet bidrag til Hvedekorn, i nr. 3, 2000:

Rundt omkring Herning
står virkeligheden glimtvis
og forbinder ingenting:
      nyligt byggede broer
på heden over veje
der ikke er, forbinder
kun lyng
og ikke andet end lyng og sandet jord
graner
og
graner

Her er Lone et andet sted nu i 2014 - det ser ud som om, hun synger, for alvor: