Hvis jeg skal genrebestemme Henrik Haves værk i dets stadigt voksende helhed, vil jeg kalde det en bog. En lukket bog, der på en eller anden måde alligevel bliver ved med at vokse. Hver gang man læser i den, er der ny sider, på tilsyneladende tilfældige steder. Det er et paradoks, men værket er bygget på paradokser. Ikke åbenlyse, af den slags man griner højt af, det er ikke Storm P. vi har med at gøre, men en lang fortælling, der sådan set ikke rører sig ud af stedet, netop fordi den vedvarende søger at definere samme sted på ændrede præmisser uden at ville afgrænse og indhegne det.
Henrik Have er ren blandform, helt rendyrket, og derfor befinder han sig konstant et sted, som vanskeligt kan nås med de kritiske midler, der hører til i hver sin af de normalt afgrænsede kunstneriske discipliner, plus et par ukunsteriske, hvor den mand arbejder.
Man kan sådan set ikke skrive en bog om Henrik Have, for der er ikke noget at sigte på, eller der er for meget og for forskelligt. Man kan plaffe ham ned, det kan man faktisk, og det ville helt af sig selv blive en del af værket. Det vil være muligt, ved hjælp af kraftlinier trukket gennem det, på kryds og tværs af kronologi og genrer, at placere en sådan nedskydning som en konsekvens af noget, værket ikke ville kunne lve uden, og der ville ikke være tale om en slutning. Eller rettere, nedplafningen ville kun være een blandt mange andre slutninger, for dem er Henrik Have fuld af. Man kunne bestemme hans værk som en række af slutninger, og en proces, der hele tiden afslutter sig selv ved at begynde igen.
Og uanset hvad man skriver, vil det være en del af værket, fordi det pirncipielt er så åbent i sin lukkethed, at det omfatter alt. (...)
Der er et kraftigt element af tvangstanker, eller hvad psykiatrien ville klistre den etiket på, i alle Henrik Haves digte, tekster, objekter og malerier. Obsession. De forsøger ikke at maskere det, de myldrer af gentagelser, rekvisitter, kopper og andre møbler, som om nogen har villet flytte ind eller netop ikke, som om nogen altid er under flytning, eller som en person, der ikke kan være andre end ham selv, og den, der ser og læser, hvis den, der ser og læser, ser og læser med soig selv på spil, rykker frem til bogen, objektet, billedet, tager rekvisitterne, kortene, terningerne i hånden og møblerer sin egen flytning. Ud eller ind.
Havs univers, værkets rum, er dæmonisk, besat. Det kan godt være i ro, det er ikke det. Det kan være harmonisk. Det kan være smukt. Men det er det, fordi det skal være det. Det er en tvang, for hvis det ikke er det, findes det ikke. den væsentlige og betydende ro, harmoni og skønhed er den tvungne, den på en eller anden måde tilkæmpede.
Jeget er det, der markeres, i endeløs repetition af tom signaler, som magi og neurose. Som fravær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar