-->
Det
gælder for digtningen, at den kan blive til dér, hvor der opstår sprækker og
åbninger i sproget. Små ophør i den vanlige sprogbrugs logik tillader
undertiden digter og læser at slippe forbi alle de holdninger, meninger og
budskaber, som vi dagligt går rundt og serverer for hinanden, og som vi kender
alt for godt. Åbningen kan ligge i et billede, der lyser dybt og stærkt, som
når Garcia Lorca i En digter i New York,
udgivet 1940, fanger sin tids fattige New York’ere i en stærk metaforik: ”Folk
vandrer søvnløse rundt i gaderne som nyligt undslupne et skibbrud af blod”.
Den
ene af årets modtagere af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat er
Yahya Hassan, men hans digte har ikke deres styrke i den lyriske metafor. I
Hassans fabelagtige gennembrudsbog, Yahya
Hassan, er hans eget navn er værkets titel, og de store typer trækker os
helt uden metaforer ind i en poesi om en barndom fuld af gruopvækkende svigt og
misbrug fra forældre og myndigheder. Digtene handler om et lyrisk jeg, der
lever i vold, kriminalitet og narko og med trusler fra alle sider.
Lyt
blot til dette korte digt fra første del af samlingen med titlen
"KÆRLIGHED":
FAR
FIK ENDNU ET BARN MENS JEG VAR ANBRAGT
JEG
VED IKKE HVAD DET HEDDER
OG
HAR GLEMT OM DET ER EN DRENG ELLER EN PIGE
PÅ
EN HJEMREJSEWEEKEND BESØGTE JEG FAR
BØRNENE
BLEV GLADE OG VILLE LEGE NÅR JEG KOM
MEN
HANS KONE SAGDE AT JEG IKKE SKULLE RØRE HENDES BØRN
DET
ÆLDSTE BARN BLEV VED MED AT KRAVLE HEN TIL MIG
HUN
SLOG HAM I ANSIGTET MED FLAD HÅND
HAN
GRÆD OG SAGDE JEG ELSKER DIG MOR
HUN
SLOG HAM IGEN OG SAGDE JEG ELSKER IKKE DIG
Digtet
om denne rystende familieverden er blottet for sproglige billeder og
sammenligninger. Digtet er sprogligt nøgent eller måske snarere helt uden
omsvøb, men de store typer, versalerne, der er brugt, understreger, at alt
hvad, der står skrevet her, er vigtigt - det skal fremhæves, skrives med stort!
Samtidig spærrer de store typer næsten teksten inde i sig selv, og det ser ud
som om, jeg´ets forhold til omverdenen
er helt fyldt ud, som om der netop ikke er sprækker eller åbninger i udsigtsløsheden i jeg´ets verden.
Måske
kan det blive en vanskelighed, Hassan må lade sig udfordre af senere i sit
forfatterskab, at den poetiske metaforik er så fraværende, som den er i hans
digte. En anden stor dansk digter, for hvem metaforen aldrig blev en hovedsag,
var Dan Turèll, hvis sprog fandt helt
andre veje. Metaforens fravær var her et stærkt udgangspunkt. Foreløbig er det
også for Hassan en styrke, for hans digte får deres helt særlige kraft
gennem synsvinkler, sammensætninger af sprogbrug, forløb, bogstavrim og rytme.
Især er der et meget vigtigt greb, som Hassan mestrer, og det er brugen af det
personlige pronomen, "mig". Og nu bliver jeg nødt til at blive en
smule teknisk, for at få min pointe frem: "Mig" er bøjningsformen for
det personlige pronomen/stedord, "jeg", når det bruges som objekt for
et verbum – når vi f.eks, siger,
"jeg glæder mig", eller når stedordet er styret af et forholdsord,
når vi f.eks. siger, "Du skal gå med mig". Hassan sætter jeg og mig
sammen på en måde, som vi af og til kan støde på i indvandreres tilegnelse af
dansk sprog. Det hedder eksempelvis hos Hassan i et digt "Mig jeg skriver
at han skal hold hans fucking kæft”. Jeg' et har dermed fra starten udstyret
sig selv med et ekstra objekt, et genstandsled: "Mig jeg hustler en kommune for penge"-
hedder det i et andet af Hassans digte, hvor både ”mig” og ”en kommune” er slags
genstandsled. Det er min pointe, at Hassans brug af indvandrersprogets
konstruktion af mig-jeg viser sig at være et meget stærkt og vigtigt poetisk
greb. Men først må jeg minde om, at Hassan igen og igen har sagt i de mange
heftige debatter, der har været omkring hans bog: Bogen er poesi, ikke
holdninger og meninger, og poesien må læseren selv fortolke.
Hassan
får imidlertid i spillet mellem jeg og mig lavet en spække i sproget om muslimer og alle slags
fædre, mødre, søskende og fætre ved at bruge en konstruktion, han kender fra
indvandrersproget – mig/jeg - vel at mærke på en sådan måde, at vi får en mangesidet
belysning af jeg og mig: På en måde
betragter jeg´et sig selv som mig, men mig´et betragter også sit jeg. Samtidig
viser digtene, at jeg ´et af sin omverden bliver betragtet og klassificeret - ikke
som jeg - men som en mig-genstand, en anden, en fremmed, der ikke passer ind
i det danske samfund. Vi møder her en
indvandrer-identitet, som omverdenen hæfter på jeg´et, så han ligner den anden,
den fremmede. Men mig´et er også jeg´ets egen perker-protest mod sine egne forsøg
på at komme ind i et velfærdssystem, der virker hjælpeløst, og en
kulturbaggrund, der ikke stopper fædre og imamer, når de er brutale og
tyranniske, sådan som fædre og præster af alle konfessioner i øvrigt kan være
det. Dermed får Hassan brudt danske og muslimske tabu' er i forhold til
livserfaringer fra dét krydsfelt mellem kulturer og traditioner, som er hans
baggrund. Mig-jeg optikken bliver et prisme for tabubelagte forhold.
Velfærdsstaten får sin kritiske bekomst og fremtræder som en komplet fallereret
pædagog, der savner medmenneskelighed og forståelse. Men muslimske og
palæstinensiske miljøer er heller ikke genstand for nogen skånsel. Der er ingen
etnisk idyllisering her af hverken dansk eller arabisk, de to sprog, hvorom det
i samlingen hedder, at det ene ikke tolereres i det arabiske hjem, og det andet
ikke tolereres i den danske skole.
Jeg
vælger at fortolke Hassans stærke digte som et udtryk for, at poesien ikke
finder sig i fortielser eller tabu'er. Sprækker i hverdagssprogets konformitet
opstår hos den, der som digteren Hassan kan lytte, således at det, der ikke er
velhørt, kommer for en dag.
Samlingen
bevæger sig frem mod det store afsluttende ”Langdigt”, som jeg synes, er
samlingens allerbedste, en født klassiker, som man kan blive ved med at vende
tilbage til som det poetiske udtryk for en tid og et sted. Her bliver mig-jeg-konstruktionen brugt virtuost. Vi bevæger os rytmisk mellem jeg og mig - i et faretruende forløb, hvor jeg´et er ved
at blive opslugt at mig´et og omvendt. Det er muligheden og rædslen, der kan
bringe sprog og liv til ophør. Slutningen lyder således: (Og det skal her
lige forklares, at i islam betyder ”kafir” vantro og ”munafiq” religiøs hykler)
MIG
JEG ER DEN SKØRE SØN
MIG
JEG HAR SKIFTET JOGGINGBUKSER UD
MED
CIVILISERET TØJ OG TILPAS STRAM COWBOYBUKSER
MIG
JEG BEKRIGER JER MED ORD
OG
JER I VIL SVARE TILBAGE MED ILD
MIG
JEG ER KAFIR MIG JEG ER MUNAFIQ
MIG
JEG ER HUND
MIG
JEG ER BESKIDT MIN SJÆL ER FATTIG
OG
OVENPÅ UGERNINGEN JEG DØSER HEN I FORÅRSSOLEN.
Hassans
afsluttende ”Langdigt” minder om Allen Ginbergs Howl - Hylet fra Amerika - fra 1956, den epokegående samling af
beat-digte, som fornyede digtningen og stadig sender impulser ind i vores tid.
Mens Hassan arbejder med mig-jeg som en gentagelsesfigur, bruger Ginsberg en
lang kæde af ledsætninger som konstruktion af den unge generations desperation
og som beatgenerationens signatur: generationens bedste hjerner, ”som passerede
gennem universiteter med strålende kølige øjne hallucinerende Arkansas og Blake lys tragedie blandt lærde i krig,
som
blev bortvist fra akademier for at skrive skøre og obskøne oder på kraniets
vinduer, som
krøb rundt på rodede værelser i undertøj, brændende deres penge i
affaldsspande” – osv. - og læs endelig selv videre!
Hassans
digte tager deres afsæt i digterens indvandrerbaggrund, men de har også en
side, der ikke er afhængig heraf; nemlig en eksistentiel dimension, hvor
læseren kan begynde at spørge til sit eget jeg og mig. Har jeg et mig - kan jeg
høre det? Hvad fortæller "mig" mig om mit jeg? Hvad sker der, hvis
jeg siger - Mig jeg? Prøv selv, hvis I tør!
Hjertelig
tillykke til Yahya Hassan med hans uforglemmelige debut, og hjertelig tillykke
til de mange nye læsere, Yahya Hassan har givet lyrikken.
- succesen har taget på Yahya! Nej, det er Johannes Riis, der modtager prisen på hans vegne og afslører, at YH har noget ny og helt anderledes på vej!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar