4 stjerner/hjerter-patroniseringen

Hverken Erik Svendsen i Jyllands-Posten (jeg nærmer mig meeeeeeeeeeeeeget langsomt hans skandaløst stupide, 3-stjernede Helle Helle-anmeldelse og og først gennem massakreringen af den kan jeg MÅSKE konfrontere mig med Tue Nexøs Nexøs sørgeligt bagatelliserende Inf-anmeldelse) eller Thomas Bredsdorff i Politiken bryder sig om Pia Tafdrups digtsamling Smagen af stål: Bredsdorff:

På evig jagt' er et digt fra samme skuffe. To mennesker følges ad og dog ikke, for den enes blik er altid på vej et andet sted hen. Kulminationen viser en af Tafdrups svagheder: de store abstraktioner. »vi ankommer til et savn,/ulæseligt som universets sorte huller,/brændende af samme storm,/der får os til at spærre øjnene op«. Lad gå med at ' ankomme til et savn', men hvorfor skal det være ulæseligt, og brænder storme? TAFDRUP kan som regel få noget godt ud af et syn i naturen. For eksempel svanerne på ' søen midt i byen'. Bruset, når de letter fra vandoverfladen, går lige ind i sjælen på poeten og får det til at suse for læsernes ører.
Det ligger lidt tungere med en del af de tosomme situationer. »Bliver vi levende under kærtegn,/stråler vi, eller sletter vi hinanden ud, når kroppene bliver ét/med mørket udenfor«. Jo da, det er smukt nok, men sproget lyder, som om poeten har været der før, for mange gange.

Svendsen:

"Smagen af stål" har ikke mange programmatiske digte, men en del småiagttagelser, der blæses op i stort format, og det kan virke vældig pompøst.

- og alligevel giver den henholdsvis 4 hjerter og 4 stjerner, selvom de anmelder til højst 3, og det er jo ikke at udvise respekt for et kanoniseret forfatterskab, men respekløst at patronisere det, høre bare deres afslutninger; først Svendsen, der pludselig bliver Højholtsk metaforkritiker, fordi han desperat ikke ved, hvordan fanden han skal lande anmeldelsen:

Pia Tafdrup er en overvintret romantiker i nye gevandter - dels at hun tænker som en ærkedigter, der ser analogier: som det er med de flyvende svaner, er det med sjælen, der forlader mennesket.
Det gode ved analogiseringen er, at den skaber ny betydning ved at knytte to områder sammen. Det diskutable ved analogien er, at den ser enshed, hvor der også er fundamentale forskelle.

Så Bredsdorff (det førstnævnte digt er det, jeg sukker aktiver over i min WA-anmeldelse):

Nogle af bogens bedste digte er korte. ' Lyset lugter dyrisk', hævder en titel lidt dunkelt, men teksten under titlen er lysende klar. Et træ væltet af stormen, rødder, der sprøjter mod himlen, fugle, der synger videre fra andre træer end det væltede. Og helt kort, ' Modersmål', et lynglimt af, hvordan forståelse kan opstå mellem mennesker skilt af hver sit sprog, forenet af trøstende arme.
Med så mange gode digte gør det ikke noget, at der er en del, der er glemt så hurtigt, som de er læst.

- men "Modersmål" er heller ikke et uforglemmeligt digt, jeg mener "trøste af arme" (hvis det så bare var Arne), og de arme, selvstændiggjorte (og upræcist placerede - om skuldrene, om livet?)) arme havde jeg også allerede glemt: alt i alt er der tale om en halv aforisme, der er 2 gange for lang, så det kan i hvert fald rimelig objektivt minuses fra de gode digte:

Jeg slår en høj latter op/ på mit modersmål,// bliver forstået i et andet land,/ mine venner ler tilbage/ på deres sprog.// Jeg græder/ på mit modersmål,// bliver forstået i et andet land,/ trøstet af arme,/ der lægger sig om mig"