Per Aage kom ikke igennem på radioen, det gør han her

FB-besked fra Per Aage Brandt, den originale GAS-bekæmper:

Hej Lars, Anders sendte mig din GASartikel, som morede mig meget. Samme Anders ringede så ikke tilbage med henblik på jeres diskussion. 
Jeg har lige sendt ham denne lille kommentar: 
Hej Anders, Jeg svarede pr. mail først, omkring kl. 17.30. Anyway, jeg håber, det gik godt med GASdiskussionen. Min pointe ville jo have været, at den omdiskuterede grammatiske konstruktion udtrykker en høj grad af patos, især når den indeholder semantisk materiale fra forskellige domæner, ligesom metaforer i almindelighed. Det er ikke min opgave at fortælle nogen, hvor meget patos et digt må indeholde; dette er et spørgsmål om stil og kulturhistorie osv. Men hvordan man teknisk gør for at regulere tætheden af patos, er derimod et interessant semiotisk spørgsmål. Også fordelingen: GAS optræder særlig ofte i slutlinier, som hos F. Farrokhzad. Her er et eksempel fra samme digter (fra mit private GASmuseum; det er dog ikke slutlinier): Jeg slikker med hele mit tørstende væsen/ Dine øjeblikkes brændende blod… En GAS med brændende blod i er en kraftig bloody mary, må man sige. Mette Moestrup ville nok igen sige, at det ikke rager hende og ikke bør rage nogen, hvordan poesi fungerer. Men det rager enhver poet at vide (mere om), hvordan man gør for at styre, evt. hæve, en teksts "temperatur". Et tilsvarende problem er, hvordan ironi fungerer – for at sænke samme "temperatur". Man kan f.eks. øge GAS-frekvensen så meget, at den opnåede buldren bliver ironisk eller ufrivilligt komisk. Grammatikkens skandaløse hvidhed…