Jeg hader at være punk-sur*

over at den litterære punk(t)dronning Majse Aymo-Boot, når hun for første gang udgiver en bog på Gyldendal, blive interviewet og anmeldt, til hele 5 hjerter, af selveste litteraturredaktør Stein Pedersen, i prægtige Politiken, som valgte ikke (eller ikke-valgte) at anmelde Aymo-Boots forrige, bittelielle bog, Spørgsmålene, som udkom på Basilisk og ikke kaldte sig en roman, men var en samling spørgsmål, eller over at litteraturredaktøren på typisk Politiken-facon absolut skal retfærdiggøre sin egen rene litteraturglæde med en lamt og lunt opbyggelig budskabspåklistring:

DET LIGNER en undersøgelse af pubertær drift i et skolemiljø, men er meget mere end det, fordi forfatterens leg med sproget er så virtuost verdensudforskende. Det hele kan også læses som en yderst skærpet og en smule gakket bevidstheds refleksioner om, hvad det facebookiserede se-mig-samfund og det djøficerede kassesamfund gør ved børn og unge. I dette univers er foråret ikke længere forsømt, og solen er ikke længere rød, mor, for lyset, man drømmer om at bade sig i, kommer fra en tv-projektør, og den er tændt året rundt. »Jeg ser gerne mig selv fra publikums synsvinkel«. For folkeskolelæreren, som måtte læse denne bog, er der ingen vej tilbage.Hvem ved, hvad der i virkeligheden foregår i hovedet på klassens tavse elev, som sidder der og dagdrømmer med blikket indstillet på uendeligt?.

Når det vel for fanden og uden videre bare er fedt, at en så kompromisløs god bog får fem hjerter og bliver rost af litteraturredaktøren på landets førende kulturvais og forfatteren kommer ordrigt til orde, suverænt og umiskendeligt kantet:

Det er systemet, der er centralt, det, at der foregår en tilsynekomst af individet og også en form for nedbrydning af individet i det der system. Og at der kan være en frihed i det også«.
Hvorfor får læreren det sidste ord i ' Over os hænger en vidunderlig sol'?
»Det er oplagt at tro, at det er læreren, men jeg tror bare, at det er en, der repræsenterer et voksent blik på det elevmæssige, og som i bogen kan sige ting som: »Børn. En semiotisk urgrænse der ægger til forestillingen om det uudsigelige«.
Romanen klinger ud på det konkrete: »Madpakker. Gymnastiktøj. Det er nok. Det er godt nok. Det er alt nok«. Er det godt nok?
»Der er kroppe, der er borde, der er stole. Man kan ikke nødvendigvis konkludere noget, jeg afstår fra at konkludere.Jeg kan godt lide tanken om, at man er en sværm, en sky eller en samling af punkter, der svirrer rundt på en plade, så det ikke er så lineært. Altså det modsatte af en dybdestruktur med et overjeg og noget, der ligger under«.
Hvilken sværm insekter er hun selv - myg?
»Sikkert! Han-myg. Det kunne lige passe!«.

* fra Søren Ulrik Thomsens 80'er-essay "Farvel til Det Blå Rum" (apropos de ægte punkere, der så ned på Michael Strunge, fordi han var "kendt og etablere)t:
Een af de ting, jeg har lært af firserne, er, at Undergrunden så langt fra at være af en højere etisk standard end Det Etablerede ikke bare er en spejlvending af det, men langt værre: Her hersker et nådesløst hierarki, som ikke kan fastholdes på noget som helst ansvar, fordi det altid påstår det ikke eksisterer, her florerer en naragtig snobbisme, som ingen Hellerupfrue kan konkurrere med - den begejstring man den ene uge skulle føle for en bestemt plade, var den næste årsag til underforstået, aldrig udtalt, udstødelse.