Nogle bøger er åbenbart lakmusprøver på, om en anmelder har litterær sans i livet, som nu Peter Højrups roman Island, der fik 5 stjerner i Jyllands-Posten i en anmeldelse af Jon Helt Haarder, som tydeligvis godt kan læse, her anmeldelsens afslutning, og gid dog, Haarder, for avislæsernes skyld, havde krævet plads til et citat:
Spændingen giver løft og fremdrift til den kværnende indre monolog, en
slags tankefuga, der udgør teksten. Vi er så udpræget inde i en
jegfortællers hoved, et hoved, der er ved at revne af tanker og
følelser, og hvor bestemte formuleringer kommer rytmisk igen og igen.
Specielt har Højrup det med at isolere
sætningsdele som »tænkte jeg« eller »sagde hun« - sådan at man hele
tiden veksler mellem at blive nedsænket i en tankestrøm eller en (slags)
replik og distancere sig fra den. Jeg
havde gerne givet et citat som eksempel på Højrups opspændte, alvorlige
og festlige prosa, men det kræver mere plads, end jeg har her.Lad
mig nøjes med at rose teksten for både dens musikalske energi nede på
sætningsniveau og for dens intrikate overordnede komposition. Dette er hverken en smal eller en bred roman, det er slet og ret en virkelig god roman.
I Berlingske Tidende i dag får romanen til gengæld absurde 2 stjerner i en anmeldelse af litteraturredaktør Søren Kassebeer; og problemet er her, at man jo ikke kan argumnetere imod hans smagsdom; man kan bare med sin bedre smag fastlså, at Kassebeer åbenbart slet ikke kan smage, og heldigvis overlader han (retorisk, tror han selv, fordi han bilder sig ind at have ret) den endelige smagsdom til læseren med et citat, der skal forestille at udstille romanens skabagtighed, men for DENNE læser demonstrerer dens furiøse mesterskab:
Og det er altså ikke, fordi Peter Højrup ikke
kan skrive. Ordene flyder let fra hans romandebuterende forfatterpen,
der er en god rytme i sproget, en sikkerhed i omgangen med sætningerne,
der med nogle gange næsten Proust-agtig smidighed fejer hen over
siderne, sikkert formede, elegant snirklende.
Måske
har han endda næsten for let ved at skrive? Det ene indfald tager i
hvert fald det andet i hans billedrige prosa, der også byder på en
historie om forfatterens kære forfatterveninde, der har et hjerneskadet
barn og gør en ende på både det og sig selv. Lige inden dødsfaldene
taler jeg-fortælleren og veninden højstemt om litteratur, og man
forstår, at for veninden, Jennifer, »havde litteraturen været en vild
hest, der kunne bringe hende ukendte steder hen, når hun gav den lov. En
hysterisk hest uden øjne, en panserkrikke med ild ud af næseborene, et
skeletøg med tarmene hængende ud af maven, et væsen, der ikke kunne
beroliges, som trampede på hendes kranie og hverken kunne lulles i søvn
eller tøjles«. Se, sådan en omgang hallucinerende ordgejl er jo hverken
til at græde over eller grine ad, det er litterært overkill, og kan man
lide den slags, er der virkelig ingen grund til ikke at læse Peter
Højrups debutroman. Andre læsere bør nok holde sig væk. For en
sikkerheds skyld.
Der ER virkelig ingen grund til ikke at læse Peter Højrups debutroman.
Endnu en mand, der kan læse, og det endda i Berlingske, er veteranen Jørgen Johansen, der tit er hurtigst og skarpest ude med digtanmeldelser, således også med 5 stjerner-anmeldelse af billdkunstnreren claus ejners debutsamling (med ren poesi); jeg citerer den sgu in toto, den er sin fint og forbilledligt renfærdig i sin poesiglæde:
SvarSlet»Gu vil jeg ej være lotion mod tør hud« ! De skarpe, manifestklingende udbrud er en side af billedkunstneren Claus Ejners debutdigtsamling, »Hjertet der faldt i søvn«. Bogens anliggende er - som citatet understreger - bestemt hverken velværet eller det udglattende.
Mens poesi-interessen boomer, og digtsamlingerne baner sig vej til bestseller-listerne, er det herligt med en markant påmindelse om den alliance mellem lyrikken og billedkunsten, som på dansk grund har sin egen vildtvoksende historie med navne som Ejler Bille, Sven Dalsgaard, Per Kirkeby, Claus Carstensen og Martin Bigum - for nu bare at nævne en håndfuld af de nærliggende eksempler.
Det er lige præcis dén inspirerende historie, Claus Ejner forlænger, og så er i øvrigt det navn, som måske trænger sig allerstærkest på, slet ikke dansk, men tilhører den franske maler og digter Francis Picabia, som var en af den oprørske og farverige dada-bevægelses hovedfigurer i årene efter Første Verdenskrig, og hvis digte for nogle år siden udkom på dansk i flere små fine bind med omslag af Kirkeby.
Claus Ejner er med garanti parat til at skrive under på Picabias erklæring om, at »god smag burde være det modsatte af kedsomhed«. En solid portion uvilje mod alle former for autoritet, regelbundethed og kanoniseret god smag er fællesnævneren, der knytter de to digtende billedkunstnere sammen. Kedsomheden og forudsigeligheden manøvrerer Claus Ejner sikkert uden om.
I hans univers indgår det, han selv kalder »vejarbejderhumor«, dryppende hotelbrusere og legoklodser i overraskende konstellationer, og indfaldene og de opfindsomme identifikationer skaber overraskende forbindelser mellem hverdagenes inventarliste og kroppen med dens forskellige legemsdele og organer: »ok så jeg er en konvolut/ diagnosen er åbent kraniebrud/ men det er da bedre/ end at være en buket blomster/ og stå bagbunden i vand op til halsen«. »Hjertet der faldt i søvn« rummer både et udvalg af ting, som Claus Ejner har offentliggjort tidligere, for eksempel i tidsskriftet Hvedekorn, og en række helt nye digte, og i hvert tilfælde er det første gang, at hans tekster står alene uden ledsagende tegninger, collager og tryk. Til gengæld er billedkunstnerens metoder let at genkende i digtenes collageteknik og konsekvente brug af opsplittede lemmer og nye overrumplende sammenføjninger. De surreelle fantasier og de meget konkrete detaljer, der følger deres egen suveræne logik, etablerer en særpræget absurd-grotesk billedverden: »armene falder af/ jeg har smurt en skovsø/ pårugbrødet/ og armene skæres i tynde skiver«. Claus Ejner ser med åbne, nysgerrige og ofte også vantro øjne på en omverden, der både kan vække ubehag og fascineret forundring.
Collageteknikken, brokkerne af talemåder og fagterminologi og ikke mindst den voldsomme visuelle humor holder hele vejen igennem kedsomheden på afstand i hans poesi: »et søm i panden/ gør ingen til en/ knage// et hul i panden/ gør ingen til et/ fuglehus«. I »Hjertet der faldt i søvn« er den spredte fægtning og de blandede indfald nærmest en selvfølge. Forfatteren har billeder og sprog til lidt af hvert, og hvem er ikke parat til at lege med, når han dykker ned i kassen med legoklodser for at præsentere sin særlige udgave af livsvisdom: »uanset hvad man er/ er man en/ legoklods/ enten er man ovenpå/ eller nedenunder«? I Claus Ejners poesikasse er der mange gode fund at gøre.