Berlingske Tidende har lokket Harald Voetmann til at skrive en Historisk Roman-poetik, tak for det (men sikker uden at betale ham for det; jeg kender deres enquete-racket); den forekommer uundværligt og slående rigtig, poetikken, og uden videre gældende for andre kvalificerede historiske romanforfattere, Dorrit Willumsen, Maria Helleberg og co.:
I »Vågen« fra 2010 skildrede Harald Voetmann den
romerske naturhistoriker Plinius den Ældre i romanform. Han er aktuel
med romanen »Alt under månen«, der sætter Tycho Brahes liv i en fiktiv
ramme.
»Når jeg skriver om Tycho Brahe
eller Plinius, bliver de fiktion fra første øjeblik, og jeg gør mig
intet håb om at kunne finde ind til en historisk kerne, et ægte
menneske. Romankarakterer er altid fiktion, men man kan så bruge den
konstruktion til at forsøge at sige noget om mennesket og verden. Jeg
vil give illusionen af at genskabe et forsvundet rum, og jeg forsøger at
være tro mod de historiske personers tanker og værdier, men jeg er slet
ikke ude på at formidle historisk viden om Tycho Brahe eller nogen
anden. De historiske rum er redskaber til at tale om verden, som jeg ser
den, her og nu, men fra en skæv vinkel, med et fremmed blik på
mennesket. De to romaner er bygget op som
litteratur fra den tid, de handler om. »Vågen« har struktur som en antik
tragedie, og »Alt under månen« har struktur som en gammel folkebog, en
almanak fra renæssancetidens Danmark. Da
jeg stødte på Tycho Brahes meteorologiske dagbog, hvor hans assistenter
dagligt i over 15 år nedskrev vejr-og himmelfænomener, vidste jeg med
det samme, at min bog skulle bygges over det værk. Der er en stor poesi i
det, og det giver stærke billeder af livet på øen Hven i 1500-tallet,
men det er jo aldrig blevet læst som litteratur. Jeg ville gerne skrive
en bog, der tog poesien i dagbogens notater alvorligt og forsøgte at
åbne et større rum omkring de notater.Jeg
hugger frit fra historiske kilder, men det historisk faktuelle er ikke
endegyldigt bestemmende for værkets udformning. Hvis jeg følte behov for
at lade Tycho Brahe drikke en cola, ville jeg med det samme udstyre ham
med en. Tycho Brahes virkelige liv er
vildt interessant, og der findes mange gode bøger om ham. Men hans
livshistorie er på en måde også for god til, at jeg ville gide skrive
den ned. Der er ikke ret meget plads til at manøvrere dér. Jeg mener
heller ikke, at det er skønlitteraturens opgave at gøre folk klogere på
specifikke historiske emner, det er derfor, de fleste historiske romaner
er noget lort. De forsøger at formidle et stof til en moderne læser i
stedet for at lade læseren synke ned i det fremmede og sære element, som
det i eftertiden er blevet til, men som i al sin fremmedartethed stadig
tilhører os og har været med til at udforme vores syn på verden. Jeg
har tænkt tanken, at man skal passe på med at tale ondt om de døde. Men
jeg ville aldrig påstå, at min bog var mere end fiktion. Jeg forsøger
at være åben over for det verdenssyn, som karaktererne repræsenterer, og
at lede efter en poesi i det, snarere end at pege fingre ad
misforståelserne. Blandt andet for at påpege, at vores eget verdenssyn
meget vel vil kunne forekomme lige så fejlagtigt om 400 år, hvis nogen
lever til den tid. Jeg kan kun se, at det
ville være et problem, hvis jeg præsenterede bogen som en fremstilling
af en historisk sandhed, og det ville jeg aldrig gøre.Det historiske optræder i mine bøger på samme forvrængede måde som oplevelser fra dagen optræder i en drøm om natten.Uanset
hvor mange kilder, man læser, og uanset hvor mange gamle runesten, man
glor på, er det alligevel kun i drøm og forestilling, at man kan føle,
at man nærmer sig en forsvunden verden.
(og her kan man, apropos Emilio Alvarez, downloade den pseudonyme perle Trivia III: Spurius Polluctus Virgis GRATIS!)
- og her sørme også Trivia II: Høvisk kærlighed, lige så gratis!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar