2 ting i avisen, noget (formodentlig helt) rigtigt og noget (åbenlyst) forkert

Bo Tao Michaëlis anmelder i lørdagens Politiken Jens Kramshøj Flinkers Litteratur i 00' erne. En ny ideologikritik, som jeg har stående på min reol, men ikke har orket at læse, nu behøver jeg det ikke, og åh, jeg elsker Bo Taos årgangs-vid:

MEN BOGEN er her og der irriterende med sin lancering af en ny ideologikritik og et såkaldt nyt ideologibegreb. For at profilere en sådan sætter Jens Kramshøj Flinker en stråmand op, marxistisk ideologikritik, og så hudfletter han denne, sågar med stor hjælp fra andre marxister. Først og fremmest den slovenske spradebasse Zizek og den kølige franskmand Bourdieu. Men dermed (be) viser han jo netop, at et begreb som marxistisk ideologikritik ikke er en formel, men lige så mangfoldigt som kirkesamfund i USA.Forfatterens egen ideologikritik er i mine øjne meget af en opskrivning af mellemkrigstidens freudomarxisme, psykoanalyse og socialdialektik samt hegemoni-og anerkendelsesbegreber fra nyere kulturstudier. Eksemplarisk hastes der af sted uden litterære skel. Mellem Martin Kongstads glatte sædeskildringer, Vinn Nielsens postmoderne socialrealisme og Pia Juuls ironiske minimalisme. Alle opponerer mod en og samme overklasse. FOR MIG som litterat er sociologi i skønlitteratur mest som at spille kegler med en brosten. At det immervæk er mere kulturelt givende at finde ud af, hvorledes en tekst æstetisk fortæller og forfører, end hvad en tekst handler om som cases, feltstudier og læring i skolestuen. Men ' Litteratur i 00' erne er den rigtige bryllupsgave til det tværfaglige tvangsægteskab mellem samfundsfag og dansk i skolen. I mine øjne havde det været bedre, hvis de to var fortsat med at leve på polsk.

I WA Bøger i fredags anmelder Kristian Ditlev Jensen Camilla Stockmarrs roman Den anden bred vældigt positivt, og jeg har ikke læst bogen, så det kan gerne være helt rimeligt, men får umiddelbart mistillid til hans ros af bogens "gennemsigtige" sprog og af sproglig gennemsigtighed som sådan, der for mig bare bliver lig med anonymitet og funktionalitet; selv den diskreteste, mest letløbende og selvfølgelige stil er mærkbar som diskret/letløbende/sellvfølgelig stilig:

Nogle forfattere har et helt gennemsigtigt sprog, sådan føles det. Som en rude, man kigger lige ud i virkeligheden igennem.
Bjarne Reuter har det. Peter Høeg har det også. Og Klaus Rifbjerg for den sags skyld. En ægte sproglig transparence.Camilla Stockmarr er også sådan en forfatter - eller i hvert fald ved at blive det. Hendes prosa føles næsten fraværende, som om teksten falder væk som skæl fra læserens øjne. Tilbage er bare historien, personerne, følelserne, detaljerne.

Det er så mærkeligt åbenlyst FORKERT, at lige præcis Reuter og Rifbjerg, som bedst, og Høeg, som værst, som er det andre kalder bedst, skriver gennemsigtigt; de skriver voldsomt og umiskendeligt stilistisk støjende, alle 3, jamenaltså!