Men især hvad Amalie siger, alt hun siger, she says it

Altså multikunstner, men i den grad digter (og Bukdahls Bet-modtager) Amalie Smith i et debatindlæg i Information, vs. Generation Etik-vrøvlet, Olga Ravns gen. etik-koketteri (jeg/den er, jeg/den er ikke), Olivia Nordenhofs fiktions-had og alt-er-tale-udvanding og co.; jeg ville genre citere det hele, men nøjes med ca. den anden halvdel (ja, jeg springer generationsskepsissen (med samt ironisk anvendelse af min (ironiske) titel Generationsmaskinen) over, jeg forbliver forbenet generationalist, jeg er så bare også formalist, og ikke tematist, også i generationsaffærer, og så er det selvfølgelig mig, der skal være generationsdiktator, til hver en tid og for alle generationer, og da slet ikke Information og deres KUA- og AU-korrespondenter, og heller ikke generationen og dens medlemmer selv, jeg har bare ikke udstedt disse års generationsdekret endnu - jeg er her ironisk NB; og jeg ævler, det gør Amalie ikke:)

Den anden betænkelighed opstod ved ordet etik. Som jeg læser artiklen og den efterfølgende debat, dannes et modsætningspar mellem ironi og fiktion versus en mere ærlig og etisk skrift. De modsætninger er ikke brugbare i mine øjne. Ironi har ofte et stærkt mellemværende med kritik og dermed også med etik. Omvendt har engagement og ærlighed ofte et mellemværende med fiktionen.
Jeg spekulerer på, om længslen efter det etiske forbindes med det ikkefiktive, fordi den også er en længsel efter det, der er sammenfaldende med sig selv, altså det identiske. I så fald er jeg skeptisk.
Det er for mig at se et vilkår, at vi (blandt andet) er formet af sproget og dermed også af de sociale fiktioner, vi fortæller og får fortalt af hinanden. Jeg tror ikke, at jeget kan affiktionaliseres ind til en enkel og ærlig kerne. Af samme grund tror jeg heller ikke, at fiktioner i sig selv er fremmedgørende. De er ikke noget, der er uden for verden. De kommer af verden, de agerer i verden, de påvirker og påvirkes af verden.
At jeget baseres på fiktioner, fratager det ikke ansvar. Alle fiktioner er ikke lige gode eller lige ansvarsfulde, hverken dem, vi fortæller om os selv, eller dem, der findes i bøger. Ordet etik i generationsbetegnelsen kan jeg bedst forstå som at tage ansvar for sproget og skriften som værende en del af verden. Det synes jeg, de nævnte forfattere gør. Men det gælder i mine øjne al læseværdig litteratur til alle tider, at den ved, at den ikke står uden for verden.
Litteraturen er netop et sted, hvor sproget med alt, hvad det medfører af fordoblinger og forskydninger kan undersøges som værende en del af verden. Dette sker for mig at se gennem arbejdet med form; ved at forholde mig (kritisk) til socialt overleverede former som f.eks. bogen, brevet, kortprosateksten, på samme måde som jeg forholder mig (kritisk) til et socialt overleveret sprog.
Det er imellem form og det formløse, at ny form opstår, men man kan ikke tænke eller skrive nyt uden at anvende overleverede former. Derfor er det væsentligt, at litteraturen som særskilt område findes. Ikke som en rigid og uforanderlig definition, bundet til særskilte platforme eller sammenhænge, men som et åbent laboratorium, hvor man gennem arbejdet med litterær form i bredeste forstand tænker sprog og verden sammen.
Enhver, der skriver, må finde en måde forholde sig til dette: At skriften findes i verden. Deraf betænkeligheden ved at gøre det etiske til et generationsspørgsmål. Det kan gøres på vidt forskellige måder til forskellige tider og i samme samtid. Det handler ikke per automatik om at være korrekt, alvorlig eller opbyggelig. Det glatte, det lakoniske, det uredigerede, det konceptuelle, det legende, det analytiske og det distræte kan være lige legitime strategier, for bare at nævne nogle.
Man kan tage ansvar gennem ironi, selvironi og fiktion og gøre det modsatte med selvsamme midler. Ansvaret ligger for mig at se i en sensibilitet over for den tekstlige form, fordi det er den, der gør skrift til et socialt og erkendelsesmæssigt medium. I at være villig til at læse, hvad man har skrevet og på den baggrund tage de bedst mulige valg i skriften. Hele tiden i et forsøg på at forstå, at den er virkelig, og at den findes i verden.
Enhver, der skriver, må til stadighed udvikle sin måde at forvalte det ansvar på. I samtale med en samtid med mange aldre i sig. En given tid bliver ikke rigere af én type ansvarlighed, men af en mangfoldighed af strategier.

- 1 note fra LB: Genier findes! I flere størrelser! De kan og skal ikke tage hensyn og ansvar, forholde sig og forstå. Og der findes også totalt henysnløse og ansvarslæse kraftidioter, der tilfældigvis er geniale, og som vi hverken skal eller kan lade være at læse. Men bortset fra det! Og hvad angår os andre!



- Idolbillede af Amalie mellem generationsmontrer