Kan hjerter være ironiske?

Du fik øje på Ursula Andkjærs gode to the point-anmeldelse af Christina Hagens Boyfrind inde på hendes geniale blog:

vildt kort anmeldelse af BOYfRINd

cHRISTInA hAegn er ikke bare seXdronniNg hun er &så DRonnINg og motherfUckeR of geneRAtions e TiK.

18/3/2014

Lilian Munk Rösing anmeldte Boyfrind til 4 hjerter i Politiken og det er en mærkelig, ufrugtbart besværlig anmeldelse, fordi den hele vejen igennem er holdt i en ironisk tone, således at Rösings reelle holdning og smagdom bliver umulig at afkode; hun virker ikke synderlig begejstret, tvinger sig ligesom gennem ironien til at synes rimeligt om, men er ironien også ironisk? Dette er begyndelsen:

Nu er det så, jeg er ked af ikke at være pølsemand eller dagplejemor, for jeg har læst, at Christina Hagen hellere vil høre pølsemænd og dagplejemødre i medierne end den intellektuelle elite, som jeg nok repræsenterer. Men her bliver det altså den intellektuelle elite, der skal fortælle, hvad den mener om Hagens seneste bog ’boyfrind’. Det første, den intellektuelle elite siger, er »interessant!«. For det er det plusord, den intellektuelle elite har parat til konceptkunst. Og måske det bedste, den intellektuelle elite kan finde på at sige, når den sidder lettere rødmende og kigger på omslagets foto af mandevom med slap pik og titlen ’boyfrind’ i lyserød håndskrift med hjerte over i’et. Den intellektuelle elite ville ønske, at hun også kunne stave forkert og blæse på sproglig korrekthed, men den intellektuelle elite er en dygtig pige, en daddy’s girl.

Kan i se, hvad jeg mener? Hvor ironiseres der fra? Og hvem og hvad ironiseres der over, bogen og/eller forfatteren, eller anmelderen og/eller anmeldelsen?

Helt tåget bliver det til sidst:

Der er også billedserier af halvnøgne kvinder i triste hotelsenge, en af dem illustrerer teksten (the prostitute, Madrid), som starter: »Last night I missed Boyfrind so much that I went out and bought a prostitute like he would have done«. IE (Intellektuel Elite) tænker: Ikke nogen dårlig sætning, ikke nogen dårlig gestus, afhængigheden som en identifikation, der så alligevel giver os et andet blik på luderen. IE finder Boyfrind-universet trist og infantilt. Kvinden som lillepige, manden som drengerøv. At det indfanger nogle mønstre, som trods al frigørelse stadig gør sig gældende i relationen mellem kønnene, er hun dog ikke i tvivl om. IE vil gerne være med på noderne og giver fire lyserøde klistermærkehjerter til en coffe table book, som faktisk formår at skandalisere det pæne kaffebord.

At "være med på noderne" er jo en groft ironisk vending, som sådan og i konteksten, men det er ikke desto mindre den, der skal forestille at kvalificere smagdommen og hjerteafgivningen, eller jo her så, ekstra ironisk eller bare cute, klistermærkehjerteafgivningen, og hvor meget kan man så stole på den? Det er altså noget seriøst rod, synes jeg. Og selv hvis vi skal tror på det 'faktisk' i sidste sætning, så ved jeg ikke, hvor betydelig en præstation det er at skandalisere et pænt kaffebord; det virker som en patroniserende camouflage af anmelderens egentlige afsmag eller let pikerede ligegyldighed måske snarere.

Jeg gentager lige Ursulas anmeldelse:

cHRISTInA hAegn er ikke bare seXdronniNg hun er &så DRonnINg og motherfUckeR of geneRAtions e TiK.