Min (af mig selv) længe ventede definition af identitetskarnevalsimen i Weekendavisen i dag (KØB FOR EN GANGS SKYLD EN AVIS, BLOGLÆSERE, DEN KOSTER KUN ... lad mig lige undersøge ... okay 47 kr., det er godt nok meget!) står nedenunder en kommentar af min kære kollega Johanne Mygind, der begynder sådan her:
DA jeg i januar sad til Weekendavisens litteraturprismiddag for Yahya Hassan, blev jeg forundret. De mange mandlige talere, som hyldede den unge mand, havde set noget i Yahya Hassans poesi, som jeg ikke havde lagt mærke til. »Yahya er om ikke en mestertyv, så en rimelig kapabel røver; ret mange af bogens forbrydelser bliver han tilsyneladende ikke dømt for,« sagde Lars Bukdahl med anerkendelse i stemmen, da han holdt årets pristale. Til denne prismiddag var Yahya Hassan en fribytter, en pirat og selv hans uvilje mod at betale skat var noget, som man kunne gøre til en vittighed. Jeg delte ikke fascinationen af Yahya Hassans lovløshed. Jeg havde i stedet hæftet mig ved hans udsathed. Jeg havde forestillet mig slaget fra en trælamel mod min egen hud og lyden af de grædende søskende. Jeg havde bidt mærke i Yahya Hassans bøn til sin søster om ikke at lade sig bortgifte. »SØSTER FOR I DENNE LAND MUSLIMERNE ER FATTIGE.« At Yahya Hassan var en mestertyv, havde jeg til gengæld ikke registreret. At vi læser med vores erfaringer, troede jeg for længst var blevet en del af vores fælles litteraturforståelse. Jeg troede også, at det var almindelig anerkendt, at vores erfaringer er formet af vores køn, hudfarve, seksualitet og sociale baggrund. Derfor undrede det mig heller ikke, at jeg som småbørnsmor hæftede mig ved det mishandlede barn, hvorimod den mandlige litteraturanmelder, som selv havde afsværget sig sin indre sørøver, fascineret så gangsteren Yahya Hassan.
Det må være gennem Johannes småbørnsmors-optik, at hun hører, at jeg havde anerkendelse i stemmen, da jeg talte om Hassans forbryderkarriere (hurtigt får hun vurderingen til at være, att YH er mestertyv, selv om jeg siger, han højst er en kapabel røver); jeg kunne ikke selv høre det, ligesom jeg heller ikke kan få øje på min gangster-fascination i talen (jf. i øvrigt mine rockerboganmeldelser, de er sgu ikke); hvis jeg er noget, er jeg for fanden digter-fascineret. Og jeg synes måske også, at det i forhold til de vel ca. 75 tekster (i avisen, på blog, på Facebook, på twitter), jeg har har skrevet om YH og hans bog, er et noget tyndt grundlag at bedømme min YH-påskønnelse på. Her et klip fra min anmeldelse i WA:
--> De første 100 sider er en punket punktroman på vers og med VERSALER om Yahyas barndom og ungdom, der former sig som skiftevis anklager, mod faren og diverse institutioner for svigt og overgreb, og tilståelser, af alskens kriminalitet og almindelig ustyrlig opførsel. Det er sin stakåndede travlhed og nedbarberede konkretion både meget bevægende og meget spændende læsning,
Alle og enhver, mænd og kvinder, har offentligt grædt snot over de grumme digte om YH's barndom- og med godt ret, det er ikke det; min tale forsøgte helt bevidst at tale ind på bogen et sted fra, der hverken var sentimentalt eller patetisk eller idoldyrkende eller Integrations-debatterende eller ghetto/brunhed/islam-tematisk; derfor talte jeg om Rimbaud og om Oliver Twist, som altså ikke er noget heroiserende gangster-rap-nummer, kan jeg oplyse (og velsagtens en af de bøger, der blevet grædt alleremest og allermest effektivt (børnehjemsbørn fik det derfor bedre) over). Jeg synes, Yahya Hassan har været alt for meget småbørnsmor- og professionel debattør-læst og alt for lidt litterært og poetisk og såmænd også kriminalistisk og - hvad kan det hedde - piratologisk læst: Omslaget som et sørøverflag og titel-navnet som et kranium og krydsede knogler, nøgent og aggressivt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar