Hvor minimalistisk kan smålighed være?

2 FB-opdateringer ved Asger Schnack (ikke uapropos inhabiltet):

Jeg har deltaget i mit sidste møde i Bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris. Det har været fire spændende år. Jeg har mødt en gruppe meget tiltalende mennesker, som jeg vil savne. Jeg har læst ufattelige mængder af bøger, hvoraf mange, som jeg ellers aldrig ville have læst. Og jeg har fået indblik i en smålighed og indskrænkethed i det danske litterære miljø, som langt overgik min forventning(!).

Fem ting om Josefine Klougart:
Hun har skrevet nogle af de bedste danske romaner i de sidste hundred år.
Hun er braget igennem i Norge og Sverige. Nu venter Frankrig.
Hun har smagt den danske smålighed, når den er værst.
Hun udviser selv en grænseløs generøsitet.
Hun siger altid noget interessant, når hun bliver interviewet.

At udnævne Josefine Klougarts romaner til "nogle af de bedste danske romaner i de sidste hundrede år" (hvilket mindst må betyde blandt de 50 bedste, mellem romaner af alle fra Scherfig og Tom Kristensen over Grønfeldt og Smærup til Helle og Hammann) er rigtignok det modsatte af smålighed, det er nærmest storhedsvanvid pr. stedfortræder (= vel lige præcis lærerens umådeholdne stolthed over præmieeleven). Men jeg vil kalde det magtfuldkommen fornærmethed at kalde det smålighed som værst, at det bliver debatteret og kritiseret, at man (Schnack + Lilian Munk Rösing) ud af de i alt 8 nomineringer, de har haft til rådighed, har nomineret roman nr. 1 og 3 af en ung forfatter, hvis genialitet altså ikke er et objektivt faktum - Nordisk Råds Litteraturpris er jo for fanden ikke Bebop-prisen! - og hvis småligheden i opdatering nr. 2 går på andet end Nordisk Råd-debat, blive ordet fuldstændig meningsløst: 80 til 90 % af anmeldelserne af Klougarts romaner har været 80 til 90 % positive og begejstrede; det er et i den grad FORKÆLET forfatterskab (også fordi så godt som alle potentielt kritiske, både jævnaldrende og ældre kolleger konsekvent lader være med at udtale sig (offentligt) om bøgerne, dvs. ikke bare Olga Ravn, men hvem som helst). Med andre ord:

Hun har smagt den danske kritikløshed, når den er mest velvillig.

Seneste interessante interview-udtalelser, i noget svensk magasin:

– Jag känner mig främmande i den danska litteraturen – den ende överlevaren efter en flygkrasch. Som om jag var den enda som befann mig på den här frekvensen.

– Litteraturen är inte en rebus som ska översättas till några rationella begrepp. Ett sådant synsätt har ödelagt folks möjligheter att känna något och bli rörd av litteraturen och jag har bestämt mig för att skriva som det är – hur människan upplever livet – det är ingen av oss som kan dra en linje över våra liv och göra den till en entydig berättelse.