Bogobjekt bogabjekt bogpapjuks bogpipyoghurt

Jeg er vel bibliofil, men som elskende sære, besværlige, monstrøse, skrøbelige bøger og ja, ja, også førsteudgaver, NØGNE førsteudgaver, luksusificeret indbundne førsteudgaver (eller andre udgaver) med guldsnit og sager siger mig ingenting, og heller ikke rigtigt lækkerheden i fra starten af lækkerficerede bøger (alle de Brøndum-bøger på bøttepapir kunne jeg sgu aldrig holde ud), det er for mig slet ikke derfra auraen emmer.

Jeg forstå derfor ikke pointen eller tiltrækningen ved luksusudgaven af Josefine Klougarts Om mørket, som Kristian Ditlev (lidt for (sigende nok!)) velskrivende "anmelder" i WA Bøger, og ville heller ikke have gjort det, hvis jeg syntes bogen var god (det fremgår ikke, hvad Ditlev synes, eller om han overhovedet har en mening):

Særudgaven af Om mørke vejer 582 gram, altså godt et halvt kilo, og den ligger påfaldende godt i hånden - blandt andet, fordi den er relativt dybt falset i ryggen, så man har noget at holde i, den har kant kunne man sige, men også, fordi vægten i sig selv tilfører læseoplevelsen en form for metaforisk tyngde. Bogen føles vigtig. Til sammenligning vejer Thomas Manns klassiker om Felix Krull, som Tranebogs-paperback fra Gyldendal anno 1968, kun 259 gram. Og den er endda 50 sider længere.Den åbner også helt anderledes end en ordinærudgave, fordi den i det hele taget næsten ikke - eller nærmere: helst ikke - åbner. Man må så at sige volde den, hvis man vil læse den ordentligt. Men det kan den til gengæld så også tåle. I årevis. For den er nysyet i ryggen, og så er den tillige udstyret med kapitælbånd.Stofstykkerne under ryggens øverste og nederste kant er smukke, også mørke, så den høje kvalitet bliver let skjult, diskret, delikat.

 Jeg ved slet ikke, hvad kapitælbånd er! Og jeg er også inderligt ligeglad!

En bogligt spektakulær og elskelig bog for mig er Christina Hagens Boyfrind, som Tue Andersen Nexø anmeldte svalt og fascineret præcist, men for tidlig, trælst nok (fordi jeg ikke selv var begyndt at tænke kritisk artikuleret om den endnu - og nu skal jeg vikle mig ud af Tues rammende ord) i Information i fredag, et klip:

Det her er ment som en ros: der er noget både lækkert og tarveligt over Christina Hagens nye, kaffebordsstore bog boyfrind. Og jo, stavefejlen er med vilje, der er også et lille hjerte over i’et på forsiden, som derudover viser en buttet mave og en utroligt slap pik. Sådan er Hagens fjerde bog nemlig, konceptvæk og smuds på samme tid, skarp og sølle, forstyrret pubertetsdrøm og bevidst ødelæggelse. Den minder så også mere om en kunstbog end om et stykke dansk skønlitteratur. boyfrind består halvt af håndskreven tekst på engelsk i skiftende farver og halvt af sært beskårne snapshot-fotografier. Man bladrer sig gennem halvnøgne mennesker – ofte kun en torso eller et knæ – og fotos fra billige turistfælder, ofte uskarpe, tit flade i farverne. Nogle billeder er sære og foruroligende, en pose med tis hængt bag et sæde i en charterbus, en serie med en spansk luder, en anonym, thailandsk mand i et billigt værelse med stift lem og solbriller. Andre gange er de nærmest ikke-billeder, de viser et fravær af motiv. Tilsammen giver de en fin, flimrende fornemmelse. En underlig kvalm kropslighed presser sig på igen og igen, svedig som gamle lagner. Som altid er der noget melankolsk over mange fotos samlet et sted.

- en bog skal ikke være en trophy wife, den skal være en blakket boyfrind.