mandag den 31. marts 2014

Gyldent agende giraf er/var Guldager

Jeg har skrevet min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers digtsamling, men jeg nægter foreløbig at have nogen idé om, hvad jeg har skrevet - og jeg lader også være med citere fra bogen, for så ville I, bloglæserne, jo kunne blande jer i den anmeldelse, som hverken I eller jeg, i min fra anmeldelsen adskilte boble, kender: jeg vil derfor nøjes med at afskrive Guldagers perfekt stammende leksikonsartikel om Giraf fra Brøndums Encyklopædi, 1994 (hendes debutår), med henvisning til både løvefortærede Marius og Yahya Hassan, der til svenske journalister konsekvent omtalte sig som giraffen:

Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældig fornøjet ud, den så vældig fornøjet ud  mens den stod svingede og svajede på sine skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad, op til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom.

KMG

kl. 1 kommentar:

HVAD SKAL JEG MENE OM KATRINES DIGTSAMLING? mmmmm mmm mmmmm mm mmmmmm

JA, KATRINE MARE GULDAGER UDGIVER PÅ FREDAG EN NY DIGTSAMLING, EFTER 13 ÅR (I 2001 UDKOM STADIGVÆK FANTASTISKE (HAR NETOP GENLÆST), PIONER-POLITISKE ANKOMST, HUSUMGADE) OG MASSER AF STADIG MERE OPBYGGELIG PROSA, SKAL ANMELDE DEN NU, SKAL KARAKTERISER OG SMAGSDØMME DEN ARTIKULERET, MEN JEG ANER IKKE, HVAD JEG MENER OM DEN, ELLER HVAD FOR EN BOG DET OVERHOVEDET ER HVORDAN, ELLER DET GØR JEG VELSAGTENS, JEG ER JO MIDT I CHOKKET OG SORGEN, ELLER HVAD JEG ER MIDT I, OG DET VED JEG V I R K E L I G IKKE, PROFESSIONEL DIGTLÆSER, MEN JEG KAN IKKE FORHOLDE MIG TIL AT KLARGØRE, HVAD JEG ANER, OG SOM HELDIGVIS, SÅ VIDT JEG ANER, IKKE ER ENTYDIGT (MEN STYRT OG HUSUMGADE VAR OG ER JEG SÅ VOLDSOMT ENTYDIGT INDTAGET I), OG JEG HAR MEST LYST TIL BARE AT NYNNE MIG FORBI DEN, SOM OM JEG SLET IKKE LÆGGER MÆRKE TIL DEN, DET KAN JEG IKKE GØRE DÈR, MEN DET KAN JEG GØRE HER, JEG TROR VIRKELIG, JEG HAR BRUG FOR DET:

mmmmmmmmmmm mmmmmmm mmmmmm mmmmmmmmmmmm mmmmm mmmm mmmmmmm mmmmmmm mmmmmmmmm mmmm mmmmm mmmmmm mmmmm mmmmm mmm mmmmmm mmmmm mmmmm mmmmmm mmmmmm mmmm mmmmmm mmm mmmmmm mmmm mmmmmmmm mmm mmmmmmmm mmm mmmmmm mmmm mmmmm mmmmm mmmmm mmmmmm mmmmmm mmmmmmmmm mmmmm mmm mmmmm mmm mmmmm mmmm mmmm mmmmmmmm mmmmm mmmmm



mmmmmmmm mmmmmmm mmmm mmmmmmm mmmm mmmmmm mmmm mmmmmm mmmm mmmmmm mmmmmm mmmmmmmm mmmmmm mmmmm mmmmmmm mmmm mmmmm mmmmmmmm mmmmmm mmmmmm mmmm mmmm mmmmmm mmmm mmmmmmm mmmmm mmmmmm mmmm mmmmmmm mmmmm mmmmmm mmm mmmm mmmm mmmm mmmmmmm mmmmm mmmm mmmmmm mmmmm mmmmm mmmmm mmmmmm mmmmmmm mmmmm mmmmmm mmmmm
kl. Ingen kommentarer:

2 smukke attituderelativister

Jeg søgte på Hans-Jørgen Nielsen og så dukkede dette fine, fine billede op, som jeg ikke mindes at have set før (måske taget i forbindelse med optagelserne til Leths film Dansk litteratur, does anbybody know?), forestillende 2 andre helte - rollerne rasler og risler overstadigt:


kl. Ingen kommentarer:

Træd varsomt, amerikanske identitetskarnevalist

på Time.com:

Yesterday, the Comedy Central Twitter account for The Colbert Report posted a very dumb tweet from a very smart satire.
On Wednesday’s Report, Stephen Colbert’s idiot-pundit character gave a “defense” of Dan Snyder, the Washington Redskins owner who has bitterly clung to the team’s racist nickname. Citing Snyder’s hamhanded attempts at p.r. spin–trying to buy goodwill for the name with a “foundation” and some token donations to Native Americans – Colbert referenced his own show’s racist “mascot,” a Chinese caricature named Ching-Chong Ding-Dong, who the show introduced in 2005 in a meta-skit about the fictional Colbert trying to excuse his own racism. Mimicking Snyder, Colbert offered to make amends “by introducing the Ching-Chong Ding-Dong Foundation for Sensitivity to Orientals or Whatever.” (You can watch the whole thing online.)

Thursday, the Comedy Central account – run by the channel, not Colbert or the show’s staff – sent a tweet consisting essentially of just that line. As a punchline to an extended, constructed bit, it was a searing sendup of Snyder’s creating “the Washington Redskins Original Americans Foundation” (because, Colbert said, “Redskins is not offensive if you only use it once in your name”). As an individual tweet, it just looked like a non sequitur racist slur from a famous person to about a million followers.

There are a couple ways to react to this kind of situation:
(1) Man, that tweet was really… bad. Stephen Colbert always seemed decent. Is he really an insensitive, raging racist? Is there some kind of explanation for this? Could someone have made a well-intentioned mistake here?
(2) WHAT? THIS IS B.S.! SOMEONE NEEDS TO LOSE THEIR JOB!
These days, social media, Twitter, Facebook – the whole React-o-Sphere – are permanently set to #2.

So once again we went from zero to I Demand Someone’s Head in no time flat. In short order, the hashtag #CancelColbert was trending on Twitter. That’s right. Nine years of brilliant satire demolishing hypocrisy and injustice? Eh, fine. Five seconds of reading a tweet? CANCEL! 
kl. Ingen kommentarer:

Patetisk ironi

En ny anonym hjemmeside hedder Nudansk homofobi og er designet som en ordbog; seneste, meget linkede opslag er dette:

1. som har at gøre med den situation, hvor en heteroseksuel blev diskrimineret
= hate crime begået i 1976, hvor en heteroseksuel mand på baggrund af sit gruppetilhørsforhold ikke måtte købe en feministisk badge til Kvindefestival i Tangkrogen

Hvilket henviser til min anekdote, fortalt både på bloggen og i deadline, om dengang, jeg som dreng (ikke mand) ikke fik lov til at købe/få et badge på en kvindefestival, fordi jeg var af det forkerte køn, og hvilket jeg helt ærligt stod uforstående overfor og blev ked af. Og som jeg - HUMORISTISK, kære anti-homofober! jeg vil jo for syv søren ikke have nogen til for alvor at have ondt af lille Lars (selv om jeg, store Lars, en bittelille smule har det) - sammenlignede med at få at vide, at min læsning pga. hudfarve, køn, seksualitet er vrang og upassende. Min lille, SELVIRONISKE anekdote jævnføres så PATETISK IRONISK med links til historier om reeelle hate crimes begået mod homoseksuelle, selvom anekdoten ikke har noget som helst med (homo)seksualitet at gøre; som 8-årig var jeg mig ikke voldsomt bevidst som heteroseksuel. 
 
Kristina Nya Glaffey kommenterer sit link med en patetisk sarkastisk kommentar: Det er sgu ikke orden. Men umiddelbart går ironien og sarkasmen over både Mette Moestrups og Dennis Gade Kofods forstand (måske fordi de er hvide og heteroseksuelle):

Proportioner!? Men proportionsløsheden er da helt på Glaffeys og ordbogens side. Det er ikke mig, der sammenligner mit Kvindefestival-besøg med hate crimes. Men det er rigtigt, at jeg undrer mig over, hvorfor eksklusion (og diskrimination) eksklusivt skal være noget, man udsættes for pga. køn, hudfarve og (sent ankommet til diskussionen, med Glaffey & Langvads åbne brev nemlig) seksualitet; enkelte har nævnt social deklassering, ingen (ud over Caspar Eric, i et (uklynkende) digt) har nævnt handicaps og fysisk og psykisk sygdom, hvortil kommer alle mulige andre ekskluderende faktorer, der i forskellig, håndgribelig grad kan OPLEVES som eksluderende, og som sgu da ikke kan gradbøjes objektivt; det kan være et helvede at være rødhåret; grusom mobning kan have den mindste, vilkårlige anledning. Og så er det bare, jeg igen, PATETISK PATETISK, spørger, hvor ved I fra, anti-homofober, hvad jeg har oplevet og oplever af eksklusion? Og skal jeg virkelig udfylde en eksklusion-selvangivelse med angivelse af præcis grad af eksklusion gennem årene, før vi kan diskutere (de tvende privilegier formuleringsevne og diskussionsadgang er vi tydeligvis alle i besiddelse af?) Åh, sikke uironisk dårlig ironi tvinger mig til at være!
kl. 1 kommentar:

søndag den 30. marts 2014

Eks-Faktor-Skolen

X-Factor-vinderne sang, at de var "fated to pretend"

(og her er de linjer fra MGMT's sang, de lod være at synge:

But there's really nothing, nothing we can do
Love must be forgotten, life can always start up anew.
The models will have children, we'll get a divorce
We'll find some more models, everything must run its course.
We'll choke on our vomit and that will be the end
We were fated to pretend
To pretend
We're fated to pretend
To pretend
Yeah, yeah, yeah
Yeah, yeah, yeah
Yeah, yeah, yeah
Yeah, yeah, yeah)

- og Blachmann ytrede ordet "attituderelativisme" i prime time, yeah, yeah, yeah -

som Hans-Jørgen Nielsen opfandt i Ta' i 1967, og som jeg lige nævnte i forbifarten i min kommentar (eller leksikonartikel) om identitetskarnevalisme i Weekendavisen; identitetskarnevalismen har en drøm om at være en attituderelativisme, skrev jeg, men attituderelativismen (der blev lige så misforstået, og misforstået som ca. det samme, som bare kynisk, kommerciel agilitet nemlig, som  identitetskarnevalismen er blevet det) var en kompleks pragmatisk-polemisk-utopisk term for at forholde sig til verden og sin identitet (og sin smag bare) på en ANDEN måde end en hierarkisk finkulturel, eksistentielt essensssøgende (og, når ingen essens forefindes, modernistisk tragisk) facon; og den nye essens, der smart nok aldrig behøver at glimre ved sit fravær, den klonker hele tiden med sit skinbarlige nærvær, er så identitet baseret på "kropslige erfaringer", og i den optik er Mette Moestrup Ole Wivel og Kristian Nya Glaffey Klaus Rifbjerg, just saying!

 

HJN indpakket i sin neologisme bagerst - 
kl. 5 kommentarer:

Hvordan Lars & Lars mødtes

Frost & Skinnebach. De mødtes, fortalte Lars S i går på Østerbro, i Ekstra Bladet! Hvor de begge dybdegående blev interviewet som 2000-debutanter, der hedder Lars, af den legendariske bekendelses-fremhyponotiserende Henning Thøgersen. Før havde de ikke været opmærksomme på hinandens eksistens - og det betydningsladede faktum, at de er født den 6. og 7. oktober 1973 - men det blev de og smedede et ægte digtervenskab. Her er interviewene fra den søndag:

Lars & Lars I:

Jeg afskriver kærligheden

Ekstra Bladet | 20.02.2000 | | Sektion: Søndag Side 14 :

Debutanten Lars Skinnebach afskriver kærligheden, familien og vennerne for at se, om der stadig er lykke tilbage i livet

af Henning Thøgersen

- Jeg afskriver alle mulige værdier. Jeg afskriver familien som værdi, kærligheden, selvet og tanken om Gud i mine digte for at undersøge, hvordan man kan nå ind til et mindste paradis, den mindste lykke. Måske er der ikke særlig meget tilbage, men der kan være nogle lykkelige øjeblikke, hvor man føler sig utroligt fri fra alting og oplever en form for utyngethed.
- Det mindste paradis kan også betyde, at selv det mindste er nok. At man er tilfreds med det, man har, i stedet for at være utilfreds med det, man ikke har. 26-årig Lars Skinnebach- repræsentant for den ny år 2000-generation i dansk digtning - får sin debut til april på Gyldendal med digtsamlingen Det mindste paradis. Han er uddannet på den omstridte Forfatterskolen og sidder i venindens to-værelses lejlighed i Møllegade på Nørrebro i København med sit habengut i en kuffert, så han parat til at rejse, hvis rastløsheden griber ham. Officielt studerer han litteratur ved Odense Universitet, men det er kun digtningen, der betyder noget for ham. Han har 3200 kr. i SU at leve for om måneden.
- Mine digte prøver at favne så bredt som muligt. De har både den store lykke, men der er også meget sorg og melankoli i dem. Jeg vil gerne have, at de skal rumme så meget menneskeligt som muligt.
- Jeg bruger digtene i et forsøg på at finde ind til noget, som adskiller sig fra mit normale dagligliv. Jeg prøver at gennemleve, hvordan det er at afskrive kærligheden, familie og venner. I den proces er der fare for en stor og tyngende ensomhed..
- Der er ikke så meget at stå op til, og man har svært ved at holde sig selv ud. Når man kun lever med det formål at skrive nogle gode digte, giver det en meget fri hverdag, og får man ikke brugt den frihed til at skrive, kan det ende i det rene ingenting. På sådanne dage bliver jeg liggende i sengen. Omverdenen blive ligegyldig for mig.
- Den pige, jeg kender og bor sammen med, betyder utrolig meget for mig, men mere som veninde. Jeg kan tale med hende om en masse ting, og vi kan leve sammen på en ordentlig måde, men med kærlighed tænker jeg mere på den store berusende forelskelse, og den er der ikke mere. Og det ved hun godt. Vi lever i et venne-forhold.
- De fleste af mine digte er så umiddelbart lykkelige, lette og charmerende, at man ikke ved første øjekast ser, hvor megen død og sorg, der ligger lige under overfladen. Der er i de meget lykkelige kærlighedsdigte hele tiden en bevidsthed om, at det må ende på et tidspunkt. At lykken må ophøre.
- Jeg har haft en stærk længsel i mig. Jeg var syv år, da mine forældre flyttede til Grønland, og 15, da vi vendte tilbage til Danmark. Selvom jeg har haft hele min skolegang deroppe, kan jeg alligevel ikke tale grønlandsk, og det er jeg flov over i dag. I de første år havde jeg en meget stærk længsel efter landskabet, fjeldene og den måde at leve på. Jeg var vant til at køre hundeslæde, gå på jagt og fiske. Og pludselig befandt jeg mig i en lille provins på Sjælland, hvor mine jævnaldrende kørte på knallert og kun talte om damer og drak øl. Det syntes jeg var meget tomt i forhold til, hvordan jeg havde levet.
- Jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan man omgikkes folk i Danmark. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dem, for jeg anede ikke, hvad man talte om. Jeg var meget genert og tænkte over hvert ord, jeg skulle sige, for ikke at lave nogle fejl. Jeg havde ingen venner eller kammerater, jeg var meget ensom og bar på en stor længsel efter at få kontakt med andre. Men ensomheden var meget befordrende for min lyst til at lave kunst. Jeg skrev digte, spillede musik og malede, fordi jeg havde en opfattelse af, at det ville give en social accept at være kunstner og dermed bryde ensomheden. Samtidig gjorde jeg det også for at genvinde og fastholde skønheden i den grønlandske natur.
Lars Skinnebach har sine møbler opmagasineret hjemme hos forældrene i Tirstrup ved Århus.
- Det er flere år siden, jeg har haft et hjem, så jeg har vænnet mig til at have en kuffert stående i soveværelset. Jeg har været utrolig rastløs. Jeg er bange for at bo fast et sted uden at have mulighed for at kunnet rejse dagen efter. Jeg har sat så meget ind på at skrive, så hvis jeg ikke har kunnet skrive et sted, har jeg følt, at jeg f.eks. måtte tage til Jylland og afsondre mig hos mine forældre for at komme videre. Lars Skinnebach studerede først lingvistik i Århus, men sprang fra og valgte i stedet litteratur-studiet i Odense.
- Men det interesserer mig ikke overvældende meget, og jeg gennemfører ikke studiet. Det virker, som om man er mere optaget af teorierne omkring litteraturen end af selve litteraturen. Når jeg læser, lever jeg mig ind i værket. Det forandrer mit liv at møde en ny forfatter. Den videnskabelige måde at betragte digterværket på er alt for distancerende. Jeg vil gerne kunne leve som digter. Alt andet er midlertidige vildveje.
- Den (Forfatterskolen vel LB) gav mig en forståelse af en masse litteratur, som jeg ikke umiddelbart selv ville have opsøgt. Den førte mig i alle mulige retninger og gennem forskellige genrer. Jeg skrev avantgardistisk litteratur, lange patetiske og prætentiøse digte og korte minimalistiske tekster. Det var to år, hvor jeg blev slået omkuld hele tiden, og da jeg så gik ud derfra, virkede det som en stor befrielse at få lov til at skrive det, jeg selv ville. Alle digtene i min debutbog er skrevet efter Forfatterskolen over en periode på tre år.
Den debuterende lyriker har også sine litterære forbilleder. - Tomas Tranströmer har betydet meget for mig. Wallace Stevens har jeg altid med på mine rejser. Charles Baudelaire og Paul Celan har jeg også læst meget. Når jeg læser J.P. Jacobsen, bliver jeg virkelig lykkelig over at kunne det danske sprog, fordi hans digte er så fuldkomne. Jeg har læst næsten alt af Schade, ikke fordi hvert enkelt digt er særlig godt, men fordi han er så berusende at stifte bekendtskab med.
Lars Skinnebach oplevede sit livs værste krise, da hans ven blev sindssyg: - Jeg havde en ungdomsven, som jeg var meget tæt på. Vi vagabonderede til Amsterdam, under turen blev han syg, og vi skiltes, han fortsatte til Jamaica, og jeg rejste til Paris. Nogen tid efter hjemkomsten mødtes vi, og da fik han en psykose, som skræmte mig utrolig meget. Jeg måtte lade være med at se ham mere. Det var en stor krise for mig, både fordi jeg fik en dyb skepsis over for mig selv ved, at jeg opdagede, at døden ikke er det værste, der kan ske. Det gik op for mig, at det værste er, hvis man bliver sindssyg. Min ven forandrede sig, hørte stemmer og fik et helt andet verdensbillede. Jeg oplevede det som farligt og truende. Især da han foreslog mig, at han og jeg sammen skulle genforenes med hans døde mor. Jeg frygtede, han ville slå mig ihjel. På et tidspunkt var jeg bange for, at jeg selv skulle få en psykose. - Nu er det syv år siden, men jeg savner stadig min ven. Der går ikke en dag eller to, uden jeg tænker på ham, men nu er det med glæde.
Lars Skinnebach tilhører ikke de forfattere, der siger, det er livsnødvendigt for dem at skrive. - Jeg tror, det er et valg, man træffer. Jeg går den vej, fordi jeg tror, jeg har et talent for at skrive, og det synes jeg forpligter mig. - Og så er det et spørgsmål om kedsomhed. Jeg keder mig grusomt, og så virker digtene som en udvej. Når jeg keder mig, er det også tit, fordi verden nægter at meddele sig til mig. Når jeg skriver derimod, begynder verden at komme til syne i mine digte. Alt får betydning, træerne, huset, lejligheden, rummet. Og verden bliver mindre kedelig. - Kedsomhed er en meget rastløs tilstand. Jeg kan have en fornemmelse af, at det er temmelig ligegyldigt, hvad jeg går og foretager mig. Der er ikke noget, der rigtigt kan interessere mig. - Nej, heller ikke min veninde. Og det er begrænset, hvor længe jeg orker at se fjernsyn uden at få det dårligt. Så sætter jeg mig hen og skriver.
- Det er trist at se, hvor sølle mange forfattere er som mennesker i forhold til den øvrige befolkning. Mange forfattere er alkoholiserede, begår selvmord eller er neurotiske. Jeg tror, det er en dyb fare ved at skrive, at man ofrer sin medmenneskelighed til fordel for skriften. Jeg er bange for, det skal ske for mig. Jeg synes, der er et dybt skel mellem, hvornår jeg lever et liv, der er godt og sundt, og så et liv, hvor jeg plejer mit talent mest. Det at skrive kan blive så omkostningsfuldt, at jeg til sidste kollapser. Har jeg satset alt på digtet, og det ikke kan leve op til mine forhåbninger, så er der ingenting at leve for. Så må jeg langsomt stable mig selv på benene igen og have et liv, hvor jeg sætter pris på min kæreste, min familie og venner. Når det så bliver for kedeligt, må jeg begynde at skrive igen, og sådan kan livet gå som en lang række af åndedrag.

Lars & Lars II

Casanova er en gris

Ekstra Bladet | 20.02.2000 | | Sektion: Søndag Side 15 

Lars Frost på 26 debuterer med trekantdrama om mand, som er kæreste med to søstre på én gang og ikke vil opdages

af Henning Thøgersen

Han er en gris. Sådan karakteriserer Lars Frost hovedpersonen i sin bog. Og så af sted til Wien. Han debuterer som 26-årig på forlaget Lindhardt og Ringhof til maj med et trekantdrama om en mand, der er kæreste med to søstre på én gang - og hans krumspring for at undgå afsløring. - Min bog er bygget op over nogle utroligt banale kærlighedssorger og trekantdramaer. Mand møder kvinde. De forelsker sig vanvittigt i hinanden. Hovedpersonen Pelle er dræbende sentimental og til tider også meget rå og hensynsløs. Men han er svær at karakterisere, fordi han hele tiden forandrer sig. Han er en parafrase over Casanova. Jeg synes, han er en gris og et elendigt, ynkeligt menneske. Han bilder sig ind, at han kan gå igennem verden som tilskuer uden at tage del i den, men til slut tvinges han til at tage stilling til det dilemma, han har rodet sig ind i.
- Hvis folk, der læser bogen, begynder at kede sig, synes jeg det er fint. Jeg tror også, jeg ville kunne reagere sådan. Jeg ved ikke engang, om jeg selv ville læse den bog. Der er ikke meget action, men der er dog kommet mere handling, efterhånden som bogen har været gennem forlagenes konsulenter og er blevet strammet op undervejs. Da jeg begyndte at skrive, var bogens hovedtema, hvordan mennesker taler forbi hinanden, men jeg er bange for, det er druknet i de romantiske intriger. Handlingen tager magten fra de spørgsmål, der egentlig var vigtige for mig. - Jeg håber dog, det er tydeligt, at jeg ikke tror, jeg skriver stor erotisk litteratur eller sandheden om parforholdet. Ideerne til de erotiske scener har jeg fået fra tv og film. Jeg er alt for genert til at bruge mine egne erfaringer.
- Jeg skriver ikke, fordi jeg er ulykkelig, eller fordi jeg skal have noget bearbejdet. Jeg gider ikke bearbejde mine private følelser til litteratur. Litteraturen bliver ikke en sand gengivelse af verdens og livets smerte. Man skal holde litteratur og livet adskilt. Hvorfor skulle man f.eks. begynde at spille håndbold på en anden måde, fordi man har været udsat for noget traumatisk? I håndbold handler det om at score mål, og i litteratur gælder det om at skabe sprog.
 - Jeg vil påstå, at sådan noget som død, religion, familieliv og kærestesorger er noget af det mindst interessante ved folk, som skriver. - Når jeg skriver om det i min bog, er det, fordi det er nogle historier, vi alle sammen har til fælles. Kærligheden er kun kulisse for min sprog-leg. - Det interesserer mig ikke at skrive en historie med handling eller skabe personer. Jeg er mere optaget af bare at sætte ord sammen, og at der kommer en verden ud af det, som andre mennesker måske kan bevæges over. Den amerikanske forfatter Jack Kerouac har lært mig, at der skal være musik i prosaen.
- Jeg har ikke altid villet skrive, men det er faldet mig meget let. Det har måske været en slags dovenskab. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg vil fortsætte, eller om jeg skriver ordentligt. Men jeg synes, det er spændende. - Jeg læste litteraturvidenskab på universitetet i Odense, og efter to år var jeg træt af at være der. Jeg havde fået lov at studere videre i Stockholm, da en medstuderende fortalte mig om Forfatterskolen. - Inden jeg begyndte på universitetet, havde jeg været på højskole og arbejdsløs. Jeg har også været lærervikar i nogle år. Det var et fantastisk job. Så har jeg arbejdet som ekstra post.
- Efter Forfatterskolen har jeg koncentreret mig om at redigere bogen. Jeg har haft kontakt med forlaget, lige siden jeg gik ud fra skolen i '98 og har levet af et to-årigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond på 75.000 kr. om året foruden forskellige småjob. - Jeg har også rejst i Spanien og lavet tv-optagelser i New York. Jeg kunne godt tænke mig at lave mere tv. Det var skide spændende. Måske kunne man endda leve af det. Undervisning på højskoler tiltaler mig også. Den akademiske vej har jeg opgivet.
Lars bor for øjeblikket hjemme hos sin mor i barndomshjemmet på Østerbro i København. - Jeg sagde min lejlighed op, fordi jeg skulle ud at rejse. Jeg vendte hjem, da der kom brev fra forlaget om udgivelsen, og så havde jeg ikke noget sted at bo. Det er hårdt at bo hjemme hos sin mor, når man er 26. Du ved, hvordan forældre er. De tænker stadig på dig som barn. - Op til interviewet her har jeg haft mareridt. Det er nogle drømme, hvor nogen følger efter mig, eller jeg sidder i ubehagelige situationer, hvor jeg ikke kan slippe væk. Jeg prøver i drømme at forudsige ting, jeg kan komme ud for i fremtiden.
- Jeg har også stærke følelser og tvivler ofte på mig selv. Om jeg kan leve op til de værdier, jeg lader mit liv styre af: anstændighed og hensynsfuldhed. Lige nu har jeg så umanerlig god tid til at gå og tænke over sådan nogle ting, at det næsten bliver usundt. Så for øjeblikket lever jeg efter en filosofi, der siger: Lad det ske, der sker. Siger Lars Frost, som allerede er i gang med sin bog nummer to og et teaterstykke.
kl. 4 kommentarer:

Hvilke minimalistiske hermetikere?

Okay, jeg går ind for Hans Hauge, i hans vittige og vidende, maniske og altopløsende Rasmus Modsat-hed - og så har han også (hvilket ikke mange har!) anmeldt et par af mine digtbøger godt. Og jeg synes, det er inspireret (af Marianne Jelved!) at udnævne ham til medlem af Kunstfondens litterære udvalg, men hvad er det for noget specifikt vrøvl om den unge poesi i interviewet i Information:

»Jeg synes lyrikken er lidt ensformig. De minder meget om hinanden, alle de her unge minimalistiske digtere, der skriver korte og lidt hermetiske digte. Jeg savner, hvad der sker i England, hvor man har den nye formalisme og den nye poesi, hvor man er vendt tilbage til traditionelle verseformer.«
En mere folkelig lyrik og mere dansk dramatik er noget af det, der står på Hans Hauges litterære ønskeseddel for de næste par år.
»Vi har jo Søren Ulrik Thomsen. Men der er ikke så mange lidt lettere og folkelige lyrikere. Det kunne vi godt bruge noget mere af.«

Sjovt selvfølgelig og præcist, og typisk Hauge, at kalde Thomsen for en let, folkelig digter, men jeg ved virkelig ikke, hvad det er for nogle minimalistiske hermetikere han taler om - lad os nævne nogle af de yngre bogudgivende fra 2013-2014: Olivia Nordenhof, Signe Gjessing, Glenn Christian, Simon Tolsgaard, Daniel Dalgaard, Theis Ørntoft, Rasmus Halling Nielsen, Yahya Hassan, Ninette Larsen, og okay, Morten Chemnitz er vel minimalistisk, men han er sgu da ikke hermetisk, det er måske og til dels Halling og Gjessing, men de er til gengæld virkelig ikke minimalistiske - og så vidt jeg ved, er ny formalisme og gamle versformer gammel, dvs. 10-15 år gammel,, hat i England. Køb dig et abonnement på Hvedekorn, Hans, helt ærligt, det koster kun 395 kr. for 4 numre, og i det næste kan du fx læse dette maksimalistiske, pivåbne digt af debutanten Andreas Tordenfugl Thomsen:



jeg sidder her og hygger mig med mit mobile hotspot og livets dystre episoder.
mit hotspot er stoppet med at virke og der er kun dystre episoder.
dette var mit forsøg på at skabe en balance og livets hotspot dåner efter overflade, som var det en forstenet kvist.
mit hotspot er en forstenet kvist og måske er livet en blomme.
Økologisk og radioaktiv blomme, med en kende væske og en smule muld
-jord
(kun) brøker danner facit, vil flertallet mene.
facit = blommer er hot

kl. 3 kommentarer:

lørdag den 29. marts 2014

Forfatterskolerektorer mod halvmarathon

Pablo Llambías
3 hours ago near Copenhagen
VM i halvmarathon neden for mine vinduer. Ved ikke, hvad der er værst: Eventliggørelsen med opmærksomhedsgenererende discoteker med indforskrivelsen af os andre som tilskuere til "begivenheden" eller produktionen af storytelling for de implicerede: "Jeg træner til ...", "Jeg var med til ..."?
 
Pablo Llambías Det er eventliggørelsen af dette og alting, jeg er træt af. Det skete også for et cykelløb, jeg havde med i i flere år i træk, pludselig blev det solgt over for firmaer, som "noget" deres medarbejdere kunne være med i. Storytelling på kommunalt plan, virksomhedsplan, personligt plan går hånd i hånd i produktionen af sundhed, sammenhold, teamspirit og hvad det ellers hedder. Kunne vil ikke bare løbe eller cykle eller hvad vi ellers har lyst til uden denne klamme hånd? Og i det pinlige kluns selvfølgelig 

Niels Frank
3 hours ago

Hvorfor gør de det?
 
Photo: Hvorfor gør de det?
kl. 2 kommentarer:

fredag den 28. marts 2014

Næsvis - som i viis som en forloren næse, der giver den hele armen - pastichiøsitet

I dag udkommer Harald Voetmanns nye roman Alt under månen, der ikke er særlig lang, men umådelig god - og blandet meget andet (den er et præmieeksempel på) er den et præmieeksempel på at benytte pastiche til at optimere og opspeede og (vokabular)berige egen stilistiske egensindighed (og bare mesterskab); jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at citere næse-afsnittet fra et af Tycho Brahes (fiktive!) breve til sin ved fødslen døde tvillingebror (jeg planlagde i sin tid, at et helt afsnit i mit speciale, om Dickens og romanen, skulle vies næsen som det mest romanagtige organ, jf. ikke mindst Triistram Shandy, men det blev desværre aldrig til noget):

Jeg har i dag modtaget et brev fra en vis Gasparus Tagliocozzi i Bononia, der tilbyder mig sin hjælp spm medicus. Han ønsker sig intet højere end at jeg skulle give ham lov til at sy min arm fast lige midt i mit ansigt.
  Denne magister har udviklet en metode til at genskabe tabte næser, og eygtets giftige tunge må have tilhvisket ham, at jeg manglede min næse aldeles og ikke blot havde fået dette uskønne hak i den. Den gode medicus brænder ligefrem for at udsætte mig for sin behandling, og kalder mig vor tids berømmeligste mand uden næse. Han beskriver sin metode grundigt i skrivelsen og har endog vedlagt en illustration deraf. To tynde blyrør føres ind, hvor næsen var. Herefter skæres et snit i kødet på den ene overarm, en flig af kødet løsnes, armen rejses i stativ og den løsnede kødflig syes nu fast til ansigtet, mens den vel at mærke stadig sidder fast på armen i den anden side. Snart gror denne luns altså både på arm og fjæs. Srmen må forblive løftet i sit stativ indtil kødlunsen er groet ordentlig fast omkring næserørene og en næse af armkød nu er danner. Herefter kan armen skæres fri.
  Den ærede magister - denne ærede bononiske kødskrædder - nævner ikke i sit brev, hvor længe en sådan proces ville tage, og hvor længe man altså var nødt til have sin arm i stativ og sit ansigt podet fast dertil. Jeg véd ikke, om jeg skal fornøjes eller forarges over, at han tror, at jeg har tid til at ligge dovent hen med min overarm syet fast til hovedet og armen midt i mit synsfelt. Jeg spurgte i mit svar dertil, om han ikke også kunne sy to små fløjter ind, så der ville små triller, hver gang jeg drog vejret. Da kunne man på lang afstand sige: Hér kommer Tyge med armnæsen.
  Det siges, at Pythagoras' ene lår var lavet af guld, og han fremviste det ved legene i Olympia. Blandt meningmand er Pythagoras vel mere kendt for sit gyldne lår end for sine matematiske opdagelser.
   Skulle jeg da ønske mig en snude af billigt armkød?
kl. Ingen kommentarer:

Vagn og Lone og mig er kaffebarsroser

Dette sker i aften:

MAR
28
Vagn Remme, Lone Hørslev og Lars Bukdahl
Going
Invite
Event for Litteratur på røde roses kaffebar · Hosted by Anne Esther Boukris
at 7:30pm
Røde Rose præsenterer litteraturskaberne på Kaffebaren d.28. marts 2014 kl 19.30

Vi præsenterer en ordrig aften med nogle af de mest nyskabende interessante ordberigede forfattere i DK.

Entré 50 kr. Bestil asap. Der bliver, som I ved, hurtigt udsolgt.

Arrangementet bliver tilgængeligt på billetto.dk fra idag!

Håber vi ses
kh Anne + Tue
POSTS

Lone Hørslev
1 hr · Mern
I aften!

kl. Ingen kommentarer:

Tyrkfejl

Korrekturlæser/BANDEDAME søges til Kristeligt Dagblad

Virksomhed
Kristeligt Dagblad
Oprettet
26. marts 2014
Udløber
1. april 2014
Arbejdssted
København K, Hovedstaden
Jobkategori
Kontor og administration, Marketing og kommunikation, Øvrige
Branche
Media
Jobtype
Ansat uden personaleansvar
Tid
Fuldtid
Søg nu

Yderligere information

Vores krav til dig er, at du ikke bare er dygtig, men suveræn til dansk retskrivning, at du er velorienteret om samfund og historie, kan arbejde under tidspres og er fleksibel, så avisen kan få ferie og ydertidspunkter dækket ind også korrekturmæssigt OG KAN IDENTIFICERE UGUDELIGE BANDEORD (SÅSOM S.. FOR F...., FOR F....., og K.........,) NÅR DU MØDER DEM  OG KREATIVT OG UMÆRKELIGT UDSKIFTE DEM MED FROMME SYNONYMER (SÅSOM FOR POKKER, FOR SØREN, SKISME OG FOR FILEN).
Vi søger fortrinvis en moden person, og erfaring med korrekturlæsning er en forudsætning. Ansættelse kan først ske efter en bestået korrekturtest.
Vi tilbyder et spændende og udfordrende arbejdsmiljø centralt i København, hvor du vil komme til at arbejde tæt sammen med journalisterne i bladets redaktionssekretariat.
Arbejdstiden er 14-21 timer om ugen, fordelt fra klokken 10 til klokken 19.30 på ugens fem første dage. Timelønnen er 137 kroner.
Yderligere oplysninger hos redaktionschef Jeppe Duvå eller ledende redaktionssekretær Mie Petersen.
Tiltrædelse: snarest muligt.
kl. Ingen kommentarer:

Om bevidsthedsdosering

  1. Mette Moestrup shared a link.
    20 hours ago · Edited

    Kan en hvid mand eller en hvid kvinde læse Jeannette Ehlers værker? Åh, ja, det kan han, hun, når han, hun har sat sig ud over sig selv og sat sig ind i konteksten.I det her tilfælde handler det så også om en DANSK kontekst: "Mest markant er det dog, at Ehlers indtager rummet med sin dobbelte etnicitet som halvt dansker og halvt efterkommer af vestindiske slaver." skriver Politikens anmelder.
Altså dels synes jeg det er en meget trist (formuleret) idé om kritik, at kritikeren skal sætte sig ud over sig selv og (i stedet) sætte sig ind i (ikke værket men) konteksten; at man ligesom skal ofre sin subjektivitet for wikipedia (bortset fra at wikipedia givetvis har en hvid mandlig, heteroseksuel BIAS - så lad os sige: af kunstneren godkendte kontekst-formidlende links). Og dels bliver jeg seriøst forvirret over, hvad det er, jeg skal forestille at stille op med mit hvide (mandlige, heteroseksuelle) blik; tidligere i diskussionerne var det vigtigt, at jeg var mig dette blik eksplicit (det var ikke nok at være det implicit, for det kan jo enhver komme og sige, at han er; det skulle tydeligvis besværges) bevidst, men nu kan det åbenbart blive for meget med expliciteringen af bevidstheden - man skal ikke "projicere sig selv som hvide på en måde, som overtager spacet"; det er her, jeg synes, min løsning med en disclaimer (IHUKOMMENDE AT JEG ER EN HVID, HETEROSEKSUEL MAND SMAGSDØMMER JEG FØLGENDE:) før teksten er så smart (men det er måske faktisk (også) den, Mette hentyder til)? Jeg forstår ikke, hvordan man ville kunne anmelde den pågældende udstilling UDEN at få den til at handle om hudfarve og køn (eller anmelde Hvor er Holger Danske? uden det handler om hudfarve, eller anmelde Padder og krybdyr uden det handler om køn), det kunne da være et spændende forsøg, men pointen er åbenbart, at man med en mild, høflig (og skamfuld) hvidheds/mandighed/heteroseksualitets-bevidsthed skal (som i SKAL) forholde sig til temaer om hudfarve og køn, via de af værket udpegede kontekster, og så kan man bagefter eller ved siden af få lov til og blive i stand til at forholde sig til ikke-race/køn-tematiserende fx rent menneskelige og formelle aspekter af værket. Og hvad betyder det at "beklikke kunstnerens berettigelse til at vidne med kroppen", og hvem er det, der beklikker eller har beklikket? Selvfølgelig er det ikke kvalificerende i sig selv, for en kunstner, for et værk, for en kunstners synspunkt i en debat eller kritik (men hov, det sidste er vel Athena-debattens pointe i en nøddeskal: det kvalificerer Farrokzhads kritik, at hun er brun; det diskvalificerer min kritik af Farrokzhad (og af at det IKKE kvalificerer hendes kritik, at hun er brun), at jeg er hvid), at der vidnes med kroppen, men selvfølgelig kan der aldrig være noget galt eller forkert i det; jeg vidner hele tiden med kroppen, når jeg anmelder: en smagsdom (ikke mindst over en roman af Harald Voetmann- PUHA!) er altid også et kropsligt vidneudsagn. Til sidst må man spørge: Kan en hvid mand eller en hvid kvinde, med fuld kontekst-indsættelse, læse Jeannette Ehlers' værker kritisk og negativt smagsdømmende?
kl. 1 kommentar: