Gyldent agende giraf er/var Guldager

Jeg har skrevet min anmeldelse af Katrine Marie Guldagers digtsamling, men jeg nægter foreløbig at have nogen idé om, hvad jeg har skrevet - og jeg lader også være med citere fra bogen, for så ville I, bloglæserne, jo kunne blande jer i den anmeldelse, som hverken I eller jeg, i min fra anmeldelsen adskilte boble, kender: jeg vil derfor nøjes med at afskrive Guldagers perfekt stammende leksikonsartikel om Giraf fra Brøndums Encyklopædi, 1994 (hendes debutår), med henvisning til både løvefortærede Marius og Yahya Hassan, der til svenske journalister konsekvent omtalte sig som giraffen:

Jeg så giraffen! Mellem os sagt, og helt ærligt, jeg så simpelthen giraffen, og WAUW! - det var ikke bare en giraf, det var den giraf, giraffen, som den stod og svajede midt i mængden og klædt i prikker, sådan som den stod og svajede, svajede og svingede på sine knoglede ben, mens den nippede til de gamle damers hår, nippede til det, og den så vældig fornøjet ud, den så vældig fornøjet ud  mens den stod svingede og svajede på sine skæve ben, ben den stavrede gennem mængden med, uden der egentlig var ret mange der opdagede den, giraffen, opdagede de prikkede ben, i hovedhøjde, og før den var gået, sådan er det tit med giraffer, når de stavrer rundt, flere meter over ens hovede, man opdager dem ikke før de er gået, og det kan både være på strøget, eller i Emdrup, man ser det simpelthen ikke, at halsen bare strækker sig opad og opad, op til de udtværede mascaraøjne, mascaraøjne, der ser helt blødt på en, helt blødt, hvis man pludselig standser op med panden viklet ind, helt viklet ind i et prikket ben, giraffens, genkendelsen er ikke til at komme udenom.

KMG