Jeg ville gerne have fremhævet de to grumme hestescener i bogen, som genuint og intenst grumme, og som antydende en bog, der kunne have været, en intenst grum, alternativ hestebog, en horror-hestebog.
Jeg ville også gerne have jævnført med Jens Christian Grøndahsl tidlige, også stærkt noveau roman-inspirerede og -epigoniske forfatterskab, og Om mørke med Grøndahsl tredje roman, den lige så semi-monstrøse og blik-ophængte og flimrende Rejsens bevægelser, 1988, som imidlertid er helt anderledes monoton-monolitisk, selvsmagende sirlig; Klougart er for forfjamsket og ustadigt et rodehoved til at hendes skønskrift for alvor stivner, heldigvis.
Og så anmeldte Erik Skyum-Nielsen romanen i dag i Information på en typisk skizofren Jekyll & Hyde-facon: først får vi den djævelsk onde anmeldelse, og så kommer den engleligt henrevne anmeldelse (der sammenligner, positivt, med selveste Vorfrue, Inger Christensen), højst skeløjet, lad mig nøjes med at citere anmeldelse nr, 1 her (der er spøjst parallel med begyndelsen på min anmeldelse; vi udstyrer begge bogen med en trodsig taleboble):
Kammerater! Vi er samlet her i dag for at protestere, gøre hårdnakket indsigelse og i fællesskab kræve vor frihed, vor ret! Vi protesterer hermed imod Josefine Klougarts nye bog!! Mod dens åbne, intetsigende titel. Mod dens stive, alt for tykke, monumentale bind. Mod dens kornede, uklare fotoillustrationer.Men først og fremmest protesterer imod det overgreb, hun har begået ved at bunke os sammen, 143 totalt uskyldige tekster, der så godt som ingenting har til fælles bortset fra selve den vanskæbne, vi føler det er at skulle stå i netop denne bog. Hver for sig er vi spinkle og svage. Men sammen er vi stærke. En for alle, alle for en!« Sådan kunne indledningstalen lyde på et revolutionært stormøde for de overmåde forskelligartede tekster - fortællende prosa, prosalyrik, dramatik og miniessays - som Josefine Klougart nu har bragt sammen i ét bind.
Og her er min oprindelige trompet, der kort og klart siger alt det, jeg har et sådan besvær med at få udtrykt nede i anmeldelsen (en trompet er også et stykke forpligtet kritik, Olga og Caspar):
CLOUDY GARDER
- en af resultaterne på billed-søgningen 'cloudy garder' , det her (fundet ved bare at søge 'garder') er mere to the point:
Hvorfor må fine litterater kun kede sig problematisk over trivial-litteratur, krimier & co., men ikke over fin litteratur; kan kedsommelighed ikke være et problem i fin litteratur, eller i det mindste en differentierbar kvalitet ! ?
SvarSletBerlingskes Per Krogh Hansen, der gav Klougarts forrige bog seks stjerner, har tydeligvis kedet sig med Om mørke, men det vil han i sin 5 stjerner-anmeldelse forfærdeligt nødigt klage over - hver gang han er faldet hen, kommer en naturtmetafor og trutter ham frisk nemlig:
330 sider af denne slags kan tage pusten fra selv den mest højpandede læser. Men den spirende læsertræthed sendes gang på gang retur af Klougarts rytme og stærke, stærke billeder, hvad enten de kommer til udtryk i naturmetaforer eller længere beskrivende sekvenser, som for eksempel afsnittet om småpiger, heste og voldsom død. »Om mørke« er svært gennemtrængelig og umiddelbar på én gang. Måske er det en bog, der hellere skal sanses end forstås, og man bør som læser indimellem blot lade sig glide ind i billedstrømmen og udvekslingerne mellem modsætninger. Det glimter nemlig i mørket, både af stor skønhed og farer.
Det er sjovt med en universitetslektor, der opfordrer til nøjes med at sanse og lade være med at tænke; det synes jeg, hans studerende skal holde ham fast på næste gang der forelæses om nye litteratur: vi vil ikke tænke, vi vil bare sanse.