Mere om Gregers Nielsen: Da jeg i 1981 udgav bogen ”Portræt. 40 danske digtere efter 1968”, var den – ligesom dens forgænger, Jørgen Gustava Brandts ”Præsentation. 40 danske digtere efter krigen” (1963) – med fotografier af Gregers Nielsen. Med undtagelse af ét, nemlig det af Johannes L. Madsen. Gregers Nielsen havde aldrig fotograferet Johannes L. Madsen, og det var ikke muligt for os at opstøve en adresse. Derfor måtte vi tage til takke med et billede fra Politikens Pressefoto. Det pinte Gregers Nielsen, så da vi i 1987 arbejdede på ”80 moderne danske digtere. Præsentation & Portræt” (Gregers Nielsen, Jørgen Gustava Brandt og jeg; bogen udkom i 1988), satte han sig for at finde Johannes L. Madsen. Han tog til Odense og spurgte sig frem, og det lykkedes ham at finde frem til et afsidesliggende hus. Han bankede på, ventede, og ud kom Johannes L. Madsen. Han fik lov til at komme ind – og tog en række sjældne billeder af digteren. (Foto: Gregers Nielsen, 1987)
- og kommentartråden kører fint og fredeligt anekdotisk nedenunder:
- Jack Thimm >Asger: Kan genkende din beskrivelse af den sky Johannes Lund Madsen. Jeg kan fortælle, at jeg ofte mødte ham i begyndelsen af 1970'erne, hvor han hyppigt aflagde besøg i BOGLADEN-ODENSE, hvor jeg var medarbejder og diskenspringer om lørdagen. Jeg sørgede for, at vi solgte hans nye HVAD SER DIAMANTER. Når Johannes dukkede op i kælderbutikken om lørdagen, måtte jeg for det meste beklage, at vi heller ikke i denne uge havde solgt ét eneste eksemplar. Det tog han med et smil - og sagde: "Den er jo også svær ..."
Lars Bukdahl IOHANNES ! den visionæreste of all! Og 1000 tak for de billeder til stadighed, Asger og Gregers!- men så er Arne Herløv Petersen der pludselig med et scoop:
- et fantastisk billede at få i hænde, tak for den julegave, Arne - han stirrer lige på os med den roligste og vildeste glød i sine digterøjne - her er et digt fra Min fuldautomatiske pen, 1975:
skriver med brændglasskriver i mørkemed pencillommelygteen tynd lysstråleglimtende ord som forsvinderskiver som Gudmed sprækker af lysmed regnbuer og gloriermorgensol og måneskinsom stjernehimlenmed fixstjernernes billedtegnet digtskriver som dugdråberspiddes på tornes spidsersom blomsterhoveder knappespå hullersom perleguldnålei gennemstukne øreflippermed ord år og vækst
Ikke meget mærkeligt, men lidt mærkeligt: Jeg havde sidder med pragtværket Johannes L. Madsen Samlede (redigeret af mig og sønnen Eli Lund, totalt uopdriveligt), bladret rundt og fundet digtet ovenfor, og så kunne jeg ikke lade være at læse et andet digt, "en rose er én", op for dig her i stuen, og en time efter citerer Asger det i en FB-opdatering, LIDT mærkeligt:
SvarSletJohannes L. Madsen udgav på forlaget Swing digtsamlingen ”Min fuldautomatiske pen”. Han optrådte her under navnet Johannes eL Madsen. Bogen – eller rettere: hæftet – udkom i 1975. Et af digtene hedder ”En rose er én / Poetisk manifest”, naturligvis med en hilsen til Gertrude Stein: ”en rose er en gadelygte er en / kunstskøjtedanserinde er en blokfløjte / er en tommelfinger er en konstruktionstegning / som er formlen for et kredsløb er en / genstand er en tankerække er en hårtørrehjælm / er en kokosnød er et stearinlys / er et kuglelyn er en rose / er den hvide glød i blomsten / den der drypper fra den når den dør”.
Og måske Arne kunne fortælle om de nærmere omstændigheder bag fotografiet!?
SvarSletJa, og datoen? Hvorfor skriver du LB at han døde i 88?
SvarSletHans?
SvarSleten ukendt syredigter, der nu er HELT væk
SletHans Erik Larsen smed i 1988 fjernsyn, spejlreflex, brødrister og al anden elektronik ud fra femte sal. Hans far var kriminalkommissær og meget lidt begejstret for, at Hans i 60'erne gik rundt med bæreposer fulde af ESP.
SletTak for Arena-bogen, den står som en portal på hylden. Slet som.
SvarSletjbrygger
Dødsår 2000 - alt for tidligt, og før jeg fik talt med ham om de samlede og, som planlagt, filmet ham med Sten Møller R, og så bragte nekrologerne ham tilbage i spotlightet (og ind i kanon, portræt (ved mig) i Danske digtere), retfærdigt, men også bittert nok - er rettet!
SvarSletEn dag i september 1991 stod jeg og hængte vasketøj op, da Johannes kom vandrende ind med en taske i hånden. Vi så hinanden ret tit i 70'erne og begyndelsen af 80'erne, men derefter hørte jeg ikke så meget til ham. Nu fortalte han, at han desværre var kommet til at brænde sit hus ned, så han vidste ikke, hvor han skulle sove. Det var der da råd for; vi vandrede op til købmanden efter en flok guldøl og de næste fire-fem dage sad vi og snakkede og roste hinanden. Så blev jeg nødt til at sende ham videre; vi fandt frem til det næste sted, han kunne være, mens de fandt ud af, om hans hus kunne blive beboeligt igen.
SvarSlet