Det er 10 år siden, Eli I. Lund og jeg redigerede og udgav JLM Johannes L. Madsen Samlede på forlaget Arena. Efter i min efterskrift at have citeret tekststumper om Madsen af Vagn Steen, Steffen Hejlskov Larsen, Poul Borum, Jørgen Sonne og Peter Laugesen og opremset en håndfuld øvrige "kritiske behandlinger af Johannes L. Madsens forfatterskab" skriver jeg:
Flere må og skal følge!
Det har de bare ikke gjort!
Ud over de gode og glade anmeldelser af bogen. Og ud over at den århusianske poesifestival Verbale pupiller har taget navn efter Madsens syreroman. Og det er sgu for skuffende. Men også bare for galt og lige ud skandaløst!
Christian Dorph og atter Eli og jeg konstruerede i 2005 Eske. Forsamlet poesi 1969-2004 med (en efterskrift ved Erik Skyum-Nielsen) og en masse nyklassiske digte af Eske K. Mathiesen, som jo heldigvis er spillevende og splitterproduktiv. Det er der heller ikke kommet noget artikelmæssigt (jeg skrev samme år et lille anti-essay til Ildfisken) - for slet ikke at tale om mongrafimæssigt - ud af.
Indtil nu!
Det nye nummer af Passage, 70, indeholder en SENSATIONELT NOK fintfølende og skarpsindig og tænksom og (forfatterskabs)belæst og akademisk teoriforet artikel ved Martin Gregersen og Tobias Skiveren betitlet:
Eske naturligvis! Om økopoesi og naturerotik i Eske K. Mathiesens økoerotiske lyrik -
et uddrag fra sidste afsnit:
Det skulle nu geren være klart, at de økopoetiske og naturerotiske perspektiver
udgør dominante positioner i Mathiesens lyriske forfatterskab. Hvor førstnævnte tager udgangspunkt i forholdet mellem mennesket og naturen, er sidstnævnte vel nærmere en ontologisk opfattelse af naturen og verden af lettere metafysisk og spekulativ karakter. Men dermed ingenlunde sagt, at de to tendenser er uforenelige. Når vi i det foregående har beskrevet dem hver for sig, er det i virkeligheden en blot analytisk opdeling, idet de to hænger nøje sammen i denne lyrik. Her er det naturerotiske nemlig altid økopolitisk, , og i en vis forstand er det økopolitiske også altid forankret i en naturerotisk verdensopfattelse. Denne sammenhæng kan anskueliggøres med et kig på følgende digt fra Tranedun:
Regnormen er på vej op over min
lerindsmurte sko, den vejrer ivrigt med
sin spidse snude. Nu gør den tilnærmelser
til snørebåndet. Et stævnemøde er under udvikling.
Lad os løfte blikket op mod de drivende skyer
og lade de elskende være i fred.
Digtet udspringer af en konkret, erfaringsbaseret hverdagsoplevelse, men i tredje vers tager det en drejning, markeret med et punktum. Her ændres blikket. Sproget er stadig det samme enkle, hverdagslige, men hvor snørebåndet normalt blot er et ikke levende materiale, får det her tilført liv. Regnormen er nemlig ikke bare på vej hen over skoen, men "gør tilnærmelser/ til snørebåndet", således at et "stævnemøde er under udvikling. Snørebåndet bliver nu en regnorm, og regnormen og snørebåndet er elskende. Det er bl.a. det Eske K. Mathiesens poesi kan: pludselig ændre vores blik, få os til at se på den ellers så velkendte omverden med nye briller og et anderledes blik, men på en så ukunstlet måde, at det netop virker som det mest indlysende. Det vanemæssige blik, hvor naturen er noget, man i bedste fald er ligeglad med, og i værste fald udnytter, viger her til fordel for et blik, hvor naturens egen indbyggede erotik folder sig ud. Spidsformuleret: Erotikkens optik tilbyder sig som korrektiv til instrumentaliseringen.
Nemlig! Men det er jo slet ikke nok: Flere eskologiske undersøgelser må og skal følge. Og johannesistiske!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar