utrolige hjerter fra Mikkel Bruun Zangenberg til Morten Sabroes Libido (og libido, som anmeldelsen snarere synes at anmelde) - og jeg mener bare NAVNENE i bogen SKRIGER på en radikal hjertereduktion, for SLET, SLET, SLET ikke at tale om handlingen, som Zangenberg på en sød, men også lidt foruroligende facon lever sig helt barnligt ind i :
’Libido’ er en fiffig og underfundig (nok det SIDSTE romanen er) roman, der er båret af ganske stor kærlighed til både mænd og kvinder, alle vi vakkelvorne mennesker, der stæser rundt i kønnets labyrinter, men som måske også skal mande og kvinde os lidt op. Fortælleren Philip tilbeder f.eks. sin viv, Nora (og ja, der er helt klart en hilsen til Ibsens ’Et dukkehjem’ her (ja HELT klart, men uklart, hvordan denne sætning hænger sammen, fra viv til humor), og humoren hos Sabroe er barok (rimer på TAROK), men levner plads til omsorg for individerne. Dog med den væsentlige undtagelse af dem, der skejer ud i fundamentalistisk og fanatisk kønskamp; de får med krabasken. Det gælder den utåleligt selvfede mandschauvinist Rune, der selvfølgelig viser sig at være en elendig elsker, og som fik banket oplaget på Mand i Tiden op ved at lave en komplet åndssvag, sexistisk forside. Det gælder helt symmetrisk hans modstander, gruppen Nymphomaniacs, ledet af den kolde og ubehagelige fotomodel Alecia Key, der starter en hævnkrig mod Rune og co., og så er banen og komikken ellers kridtet op, helt frem mod klimaks på en lille ø, der selvfølgelig (SELVFØLGELIG) er formet som to toppede bryster.
Kan han han ikke høre, Mikkel, når han sidder og nedtaster sit referat, hvor fornosset fjollet det hele lyder? Men forhåbentlig er Politikenlæserne ikke helt lige så tonedøve; for længst må de jo være trænet i at tilsætte hjerteanstrengelsen et par kilo salt eller tre.
Sabroe blev interviewet i Kulturen på News den anden dag og jeg var blevet bedt om at bidrage med et spørgsmål, som måske, jeg ved det ikke, blev stillet:
SvarSletHvilken Muppet-karakter ligner du mest
De gnavne gamle mænd på balkonen
Fozzy The Bear med de lamme vitser
Divaen Miss Piggy
Animal manisk amok bag trommerne
eller faktisk GONZO, der forgæves skyder sig selv ud af en kanon igen og igen?
Jeg har anmeldt Libido i dag.
SvarSletDet har Linea Maja Ernst også, i Information:
Romanen er skrevet i en libidinøs raptus, på kort tid og med en erotisk og frustreret energi. Måske i for heftig hast, så de gode idéer er blevet blandet ukritisk med mindre gode, og der forekommer irriterende mange slåfejl. Historien er langt ude og grundlæggende utroværdig, hvilket er fint i satiregenren, men det er som om den alligevel prøver at give mening og samle sig til en rigtig og rørende kærlighedshistorie, som også er en gang gemytlig lummersexisme. Det synes jeg ikke lykkes, det føles højst som discount-Jørgen Leth.
Og Katrine Sommer Boysen i Jyllands-Posten, der giver hele 2 stjerner:
Man fristes til at tro, at "Libido" er skrevet af Leonora Christina Skov under pseudonymet Morten Sabroe. Der er en sær lighed mellem Leonora Christina Skovs seneste roman, "Førsteelskeren", og Sabroes selverklærede dybt alvorlige erotiske roman, "Libido". Begge er skrevet i et nærmest manisk flow og har hovedkarakterer og plots, der er grebet ud af surrealismens tåger, mens der kastes kritik mod alle og enhver. Intet rammer dog. Men hvor Skovs gakkede roman trods alt havde en vis B-filmisk pulp-kvalitet i al sin exces, er der hos Sabroe ikke meget andet at hente end ønsket om at give hans historie et ordentligt skud Viagra.