Afhugget blækspruttearm

(fraklip fra Blæk om /anmeldelse af Tryghedsnarkomaner og Sex Rouge - skrevet lidt videre her):

-->

I det nye nummer af Kritik, med temaet ”1970’erne genbesøgt” skriver Anne-Marie Mai om Vita Andersen og lader et citat fra Hans-Jørgen Nielsens anmeldelse i Information træde i stedet for sin egen vurdering af Tryghedsnarkomaner:

  ”En mærkelig renset, nedkogt stil med en masse sideordnede hovedsætninger, renset for metaforik og lyrisk dirren i mælet, ren situatiosnbeskrivende sætninger uden at forsøg på at etablere mere omfattende sætningsmønstre. Det samme tørre, døde tonefald gennem hele bogen. En stor tonløshed tværs hen over det ofte sindsoprivende indhold. Som et brutalt, ufølsomt neonlys over det hele, hvori personer antager karakter af masker og mekaniske dukker.”

  Den bog vil jeg også gerne læse, men den lyder langt mere som Kirsten Thorups dekadent depressive I dag er det Daisy og Love from Trieste end den reelle let kluntede og ret ujævne Tryghedsnarkomaner (nu lyder jeg som Tue Nexø om Yahya Hassan, men der er energien og raseriet til afgørende, opfuckende forskel).

-->

En traditionel lyrisk kvalitet, Andersen excellerer i, og som Lambías vedkendt og helt bevidst undsiger sig, er konkretisering; to digttitler i Tryghedsnarkomaner: ”Sommerhattene” og ”Soltoppen”. Det er også her Vita og "Vita" mest og bedst ligner Yahya Hassan og Yahya Hassan, og selvfølgelig særlig i de ret parallelt dramatisk socialrealistiske barndomsbekendelser, og især det mest vrede og med navn nævnelse (det tyer Yahya faktisk sjældent til (måske takket være Gyldendals juridiske rådgivere?)) anklagende "Til dig Gudrun Brun", dette er ægte brutalitet:

om morgenen kom to betjente i uniform
og min adoptivmor græd
og jeg skreg og hylede
og holdt fast i dørhåndtaget
og betjentene måtte løfte mine fingre af
en efter en
og de kørte mig i politibil hele vejen hjem
jeg hylede hysterisk hele tiden
og da de bar mig ud af vognen
stod der en masse unge og gloede
jeg havde kun set min mor to gange
i de tre år
den ene gang på Sankt Hans
hvor vi spillede pindespil
mellem en masse åndssvage og syge
og gamle koner med dukker

- det er nogle helt andre dukker end dem, Hans-Jørgen taler om ...