Så er jeg blevet anmeldt i Weekend Avisen, af en fyr der hedder Lars Bukdahl. Han er kendt for at have et vanskeligt sind. Han betragter Bl.a. Klaus Rifbjerg, Ib Michael, Carsten Jensen og Morten Sabroe som uduelige, så jeg er kommet i fint selskab Han skriver: Bogen er sjældent hjælpeløst forfattet, Jensen skriver som en brækket arm. Det forklarer han bl.a. med: "Historierne fortæller sig selv, åndeløst og hæsblæsende" "Gummigedsflugten> Læseren bliver lige så skuffet som flygtningene, da flokken kommer ind og brumme igen, fordi hele den sekvens er mere underholdende, både action-og karaktermæssigt, end nogen dansk spillefilm, inklusiv, blinkende lygter" Det var dog forfærdeligt: Åndeløs, hæsblæsende og mere underholdende end nogen dansk spillefilm. I de kredse hvor sådan nogen som ham finder sig til rette, er folkelig litteratur vulgært og tarveligt. Og da den nu er skrevet af en uskolet og udgivet af et forlag uden fine fornemmelser, er takten slået. Anmelderen har i dagene før anmeldelsen set den 13 år gamle film Blinkende lygter for første gang, og sætter sig så til rette med popcorn og cola i forventning om at finde en fortsættelse. Han ved at dette højst kan være let underholdning, da jeg ikke har tilstrækkelig skolegang til at kunne bidrage med noget væsentligt, og finder den i Gummigedsflugten. Alt andet i bogen irriterer, da det går dårligt med popcorn og cola. Han forholder sig ikke til at dette er en faktisk skildring af et liv levet i Under Danmark både før og efter et langt fængselsophold. Han forstår ikke at dette er virkelighed og mere en skildring af en lang række tragedier end et forsøg på at underholde en verdensfjern snob. Ironisk nok brokker han sig til sidst over at Gangster Lars ikke var særlig følsom og samvittighedsfuld, at han ikke udviste empati og medfølelse. Men han har ikke fantasi eller empati nok til at forstå, at det er en af pointerne i bogen. Der var hverken empati eller medfølelse i mit liv som kriminel. Gad vide hvordan Bukdahl klarer sig uden empati og medfølelse som forfatter. Tilsyneladende ikke godt, siden han idag begrænser sig til at svine bestseller forfattere mod betaling. Istedet for at nedfælde de fantastiske historier, der bærer sig selv, helt uden hjælp fra forfatteren. Alt imens Bukdahl står der og brøler, formår han desuden meget behændigt at styre uden om hele den højaktuelle bande problematik, der er beskrevet råt for usødet i bogen. Bukdahl skal ikke nyde noget. Han skulle jo nødigt støde Englene, som han af en eller anden fedtet grund kalder voldspsykoipaterne fra Hells Angels, og risikere at blive det næste hæsblæsende og underholdende indspark i Blinkende Lygter 2.
lørdag den 2. november 2013
Anmelderen er uden empati, udtaler morder og voldsforbryder
Til forskel fra en en vis livstids-statsstøttet forfatter truer en eks-rocker ikke med tærsk, når han - misforstående både dette og hint (jeg vrænger ikke af underholdning, det er på trods af brækket-arm-skrift bogen nu og da er hæsblæsende osv.) - føler sig misforstået, på FB skriver Lars Jensen, forfatter til En forfærdelig mand, som jeg anmeldte i WA Bøger i går
Så er jeg blevet anmeldt i Weekend Avisen, af en fyr der hedder Lars Bukdahl. Han er kendt for at have et vanskeligt sind. Han betragter Bl.a. Klaus Rifbjerg, Ib Michael, Carsten Jensen og Morten Sabroe som uduelige, så jeg er kommet i fint selskab Han skriver: Bogen er sjældent hjælpeløst forfattet, Jensen skriver som en brækket arm. Det forklarer han bl.a. med: "Historierne fortæller sig selv, åndeløst og hæsblæsende" "Gummigedsflugten> Læseren bliver lige så skuffet som flygtningene, da flokken kommer ind og brumme igen, fordi hele den sekvens er mere underholdende, både action-og karaktermæssigt, end nogen dansk spillefilm, inklusiv, blinkende lygter" Det var dog forfærdeligt: Åndeløs, hæsblæsende og mere underholdende end nogen dansk spillefilm. I de kredse hvor sådan nogen som ham finder sig til rette, er folkelig litteratur vulgært og tarveligt. Og da den nu er skrevet af en uskolet og udgivet af et forlag uden fine fornemmelser, er takten slået. Anmelderen har i dagene før anmeldelsen set den 13 år gamle film Blinkende lygter for første gang, og sætter sig så til rette med popcorn og cola i forventning om at finde en fortsættelse. Han ved at dette højst kan være let underholdning, da jeg ikke har tilstrækkelig skolegang til at kunne bidrage med noget væsentligt, og finder den i Gummigedsflugten. Alt andet i bogen irriterer, da det går dårligt med popcorn og cola. Han forholder sig ikke til at dette er en faktisk skildring af et liv levet i Under Danmark både før og efter et langt fængselsophold. Han forstår ikke at dette er virkelighed og mere en skildring af en lang række tragedier end et forsøg på at underholde en verdensfjern snob. Ironisk nok brokker han sig til sidst over at Gangster Lars ikke var særlig følsom og samvittighedsfuld, at han ikke udviste empati og medfølelse. Men han har ikke fantasi eller empati nok til at forstå, at det er en af pointerne i bogen. Der var hverken empati eller medfølelse i mit liv som kriminel. Gad vide hvordan Bukdahl klarer sig uden empati og medfølelse som forfatter. Tilsyneladende ikke godt, siden han idag begrænser sig til at svine bestseller forfattere mod betaling. Istedet for at nedfælde de fantastiske historier, der bærer sig selv, helt uden hjælp fra forfatteren. Alt imens Bukdahl står der og brøler, formår han desuden meget behændigt at styre uden om hele den højaktuelle bande problematik, der er beskrevet råt for usødet i bogen. Bukdahl skal ikke nyde noget. Han skulle jo nødigt støde Englene, som han af en eller anden fedtet grund kalder voldspsykoipaterne fra Hells Angels, og risikere at blive det næste hæsblæsende og underholdende indspark i Blinkende Lygter 2.
Så er jeg blevet anmeldt i Weekend Avisen, af en fyr der hedder Lars Bukdahl. Han er kendt for at have et vanskeligt sind. Han betragter Bl.a. Klaus Rifbjerg, Ib Michael, Carsten Jensen og Morten Sabroe som uduelige, så jeg er kommet i fint selskab Han skriver: Bogen er sjældent hjælpeløst forfattet, Jensen skriver som en brækket arm. Det forklarer han bl.a. med: "Historierne fortæller sig selv, åndeløst og hæsblæsende" "Gummigedsflugten> Læseren bliver lige så skuffet som flygtningene, da flokken kommer ind og brumme igen, fordi hele den sekvens er mere underholdende, både action-og karaktermæssigt, end nogen dansk spillefilm, inklusiv, blinkende lygter" Det var dog forfærdeligt: Åndeløs, hæsblæsende og mere underholdende end nogen dansk spillefilm. I de kredse hvor sådan nogen som ham finder sig til rette, er folkelig litteratur vulgært og tarveligt. Og da den nu er skrevet af en uskolet og udgivet af et forlag uden fine fornemmelser, er takten slået. Anmelderen har i dagene før anmeldelsen set den 13 år gamle film Blinkende lygter for første gang, og sætter sig så til rette med popcorn og cola i forventning om at finde en fortsættelse. Han ved at dette højst kan være let underholdning, da jeg ikke har tilstrækkelig skolegang til at kunne bidrage med noget væsentligt, og finder den i Gummigedsflugten. Alt andet i bogen irriterer, da det går dårligt med popcorn og cola. Han forholder sig ikke til at dette er en faktisk skildring af et liv levet i Under Danmark både før og efter et langt fængselsophold. Han forstår ikke at dette er virkelighed og mere en skildring af en lang række tragedier end et forsøg på at underholde en verdensfjern snob. Ironisk nok brokker han sig til sidst over at Gangster Lars ikke var særlig følsom og samvittighedsfuld, at han ikke udviste empati og medfølelse. Men han har ikke fantasi eller empati nok til at forstå, at det er en af pointerne i bogen. Der var hverken empati eller medfølelse i mit liv som kriminel. Gad vide hvordan Bukdahl klarer sig uden empati og medfølelse som forfatter. Tilsyneladende ikke godt, siden han idag begrænser sig til at svine bestseller forfattere mod betaling. Istedet for at nedfælde de fantastiske historier, der bærer sig selv, helt uden hjælp fra forfatteren. Alt imens Bukdahl står der og brøler, formår han desuden meget behændigt at styre uden om hele den højaktuelle bande problematik, der er beskrevet råt for usødet i bogen. Bukdahl skal ikke nyde noget. Han skulle jo nødigt støde Englene, som han af en eller anden fedtet grund kalder voldspsykoipaterne fra Hells Angels, og risikere at blive det næste hæsblæsende og underholdende indspark i Blinkende Lygter 2.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar