At smække med en svingdør

Jeg kan jo dårligt være mere forarget end som så over, at Politken valgte at anmelde Yahya Hassans debutsamling af samme navn i søndags hele fire dage, før den udkommer - hvilket må være rekord i for-tidlighed for en morgenavis, i hvert fald med en bog - når jeg selv bragte en mini-blog-anmeldelse lørdag, og når jeg er en god lille smule frydefuld over, at jeg kom først, på en virkelig barnlig facon. Men lidt hånsk kan jeg ikke lade være med at være overfor det hysteriske forsøg på totalt at monopolisere og OWNE en historie, en mand, en bog: Politiken kom, tilfældigvis (manden og bogen har hele tiden været en god historie), først med interviewet, som gik VIRALT og førte til det endnu mere synlige deadline-interview og overalt-omtale, så smed Politiken lassoen ud igen med den sensationelle gæsteoptræden på deres debattør- og kritikerskole og reportage herfra + selvgod faux-selvranagelse (vi er gode og gør godt!) ved litteraturredaktøren og så alt-fort-tidligt-anmeldelsen ved Lilian Munk Rösing, der lige har haft et par dage til at levere sin ikke uefne, men yderst Lilianske og Politikenske 5-hjerter-anmedelse, hvor hun på den ene side affektivt er ramt i sit moder- og lillepigehjerte og på den anden side fagligt attesterer digtenes formelle kvallifkationer, de er "ikke knækprosa", hvilket ret mange af dem vel lige præcis er, syleskarpt knækket prosa, men stadigvæk knækprosa - hulk og voilá, Yahya som den komplette Politiken-fetich.