Trompetfortolkning

Jeg troede sgu da ikke min trompet på min anmeldelse Af Jes Bertelsens/ Peter Høegs bog Det drejer sig om kærlighed

Pighvar på stiletter

ville nå frem til avisen! For hvem kan gennemskue den? Det kan jeg knap nok selv. Men den hentyder vistnok til Peter Høeg-titlen Den stille pige, hans første fuldt vækstcentrerede værk. Og i den nye bog optræder også en stille pige, en fuldt oplyst mindreårig, og det er som bekendt Vækstcentrets ikke særlig hemmelige plan, beskrevet i Bertelsens, Høeg og co's bog Empati, at gennem-spiritualisere de mindste, i skolen, hjemmet og helt ind i deres drømme:

Sidste år var Marianne og jeg (Jes B) i nordnorge for at undervise. Først og fremmest voksne, men de havde også samlet en lille gruppe børn. Vi lavede lidt fysisk træning og afspænding og talte med børnene. Jeg underviste lidt i dobbeltrettet bevidshed. Det fik de fat i en del af.
  Da vi var færdige, kom børnene hen for at sige farvel. Og dér kommer så lille Andrea. Syv år. Briller og blå øjne og rottehaler. Hun stiller sig op: - Favel, siger hun. Hvorefter hun bliver stående. Og så lukker hun op.
  Jeg var på vej til at klappe hende på hovedet til farvel. Men nu mærkede jeg, at det skulle jeg slet ikke gøre. Så jeg begyndte at praktisere. Det blev kraftigt i rummet. Der blev helt stille. Flere af de voksne begyndte at græde. Det hele var overstået på måske tre minutter. På de minutter lykkedes det den der lille pige at demonstrere noget af det som det her handler om.
  Hun var selvfølgelig fra en meget tryg familiebaggrund. Hun har måske syntes at jeg mindede om en rar bedstefar. Og så har hun fattet en eller anden form for tillid.
  Den åbenhed, det er den det handler om dzogchen. Den og så at man praktiserer. Det gjorde den lilel Andrea ikke. Hun ventede på miraklet. Og til sidst holdt hun op med at vente. Hun var bare åben. Fuldstændig uden forbehold.

Værre end et grædende sigøjnerbarn, ikke sandt? Og så er det jeg foretrækker pighvar på stiletter, på min væg og min lystavle.