Den tilfældige, anekdotiske og overfladiske opremsning af de mange
forfærdelige hændelser gør, at de står som kuriositeter på rad og række.
Enten er det en subtil provokation, eller også er det en banalisering af
historien, som virker ret smagløs. Hvis man vælger at eksponere så mange ofre og tragiske begivenheder fra nær og
fjern, skal der være tilsvarende gode perspektiver og pointer. Et enkelt
sted – i afsnittet om pædofilisagen i Tønder – træder forfatteren frem med
en refleksion over sin metode. Han er tilbøjelig til at undskylde »den detaljerede udpensling af sagen, men
den tjener et særligt formål«. Formålet viser sig at være en kortfattet, men
uklar redegørelse for, at straffen for en forbrydelse som den i Tønder også
handler om at straffe vores egen fascination. I mine øjne er skøjteturen gennem menneskelige tragedier ikke retfærdiggjort
af bogens underligt pointeløse forløb. Forfatteren kunne sikkert have brugt materialet som inspiration til en krimi.
Men når man har med virkelige fortællinger at gøre, kræver det en mere
respektfuld omgang med ens kilder.
Tilfældig, anekdotisk, overfladisk, pointeløs, kuriositeter, skøjtetur, mangel på gode perspektiver og pointer, mangel på respekt = smagløs banalisering = ond hjerteløshed. Jeg synes endnu meget bedre om bogen, efter at have læst Bruuns anmeldelse - pludselig ligner den en virkelig radikal postpostmodernistisk fiktions/autofiktions/reality-sampling, så tak for den forargelse Politiken-moralist nr. 117!
Jeg har intet læst af bogen, men som Bruun beskriver den, lyder den som en boglang (og bovlam) udgave af den her meningsløse kronik af samme forfatter (og med samme emne). Ud fra den kronik har jeg ingen grund til at tro, at bogen skulle have fortjente mere end et enkelt hjerte:
SvarSlethttp://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2070288/haevnen-er-en-ret-der-bedst-serveres-kold/