(jeg har prøvet at svare på total-kritikken af mit Ekko-anmelderi nede i kommentarfeltet til De, der kan, må-posten - i et halvt års tid, lige inden jeg i 1996 blev hyret af WA, anmeldte jeg film for Kristeligt Dagblad, og dengang havde jeg åbenbart en større (referat- og) giraf-tolerance:)
FREMTIDEN LIGE I NAKKEN
12 Monkeys er et stort og mærkeligt trip
Det kan godt være, at handlingen i Terry Gilliams nye film 12 Monkeys et eller andet sted er for tynd og for fiks og for lidt vild, men hvad gør det, når filmen brager gennem lærredet som en sjældent medrivende og vital, ja, næsten manisk undergangsvision, et alvorligt svimlende head trip?
Vi får dette rastløse kamera, der jager forvildet rundt, smækker lige op i ansigter, fortaber sig i frø- og fugleperspektiver og finde pludselige hvilesteder. Vi får disse storslåede og omhyggelige syner af en grum seconhand-fremtid under jorden, den fremtids menneskeforladte vinteroverflade, og vores egen nutids nådesløse slum og sindssygehospitaler. Og vi får fremfor alt disse fald frem og tilbage i tid og rum, drøm og erindring og virkelighed, i høj grad på klassisk tidsmaskinevis, men med en helt anden sort og kuldslået nødvendighed.
Handlingen er kort fortalt den, at straffefangen James Cole, Bruce Willis, i den underjordiske fremtid bliver sendt til til fortiden for at finde oprindelsen til den virus, der har lagt jorden øde. I første omgang kommer han for langt tilbage, til 1990, og bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han møder den skønne og kloge Dr. Railly, Madeleine Stowe, og den speedet paranoide patient Jeffrey, Brad Pitt. Efter et glimt af 1. verdenskrig rammer han i næste forsøg præcist i 1996, og så kan jagten på de tolv abers hær for alvor begynde, med Dr. Railly som en mere eller mindre frivilligt allieret og med Jeffrey i en ny, sinister rolle. Hu hej, vilde aber, frem og tilbage endnu et par gange, tøvende romantik, og hvad betyder den drøm, der forfølger Cole, hvidt flimrende glimt af vold og død i en lufthavn og ham selv som lille dreng? Det hele twistes og går smukt og fikst op til allersidst, men ellers tys-tys herfra.
Centralt, både i filmens vision og plot, står de vilde dyr, som Cole møder, da han i en usandsynlig rumdragt foretager undersøgelser i fremtidens forladte metropol, en bjørn pludselig brølende lige imod ham og en løbe højt oppe på et højhus, og som vender tilbage i 1996 hen mod filmens slutning, giraffer i flugt på motorvejen. Det er et motiv, man kan finde en næsten helt identisk parallel til i en anden, ny og grumt, visionær film, nemlig Emil Kusturicas Underground, da tyskerne bomber Beograds zoologiske have og aber og tigre dukker frem på slagmarken. Et sært håbefuldt emblem på civilisationens endelige opløsning.
Det, der til syvende og sidst holder filmens oppe, er faktisk Bruce Willis. Hans tungt og tavst knugede spil som James Cole tilfører filmen en melankolsk hårdhed, som gør den til mere end blot et virtuost supernummer. Man kan forestille sig Willis' Die Hard-persona uden vitser og uden håb, og der er i hvert fald intet forløsende i de få eksplosioner ud i vold, denne helt presses frem til. Han er en fange af støj og syner, der ikke vil hænge sammen, hans bevidsthed er svimlet ud til ukendelighed. Lige et smil over "Blueberry Hill" på radioen, og så den kejtede og sandt romantiske kærlighed, der er hans forstyrrede livs ene røde tråd, og ikke bliver sentimental, fordi det netop er skaldede, monumentalt plagede Bruce Willis, til melodramatisk sidst endda udstyret med paryk og falsk overskæg.
Smukke, intelligente Madeleine Stowe skal mest flagre omkring og være smuk og intelligent, og det er hun også god til, mens Brad Pitt næsten for perfekt gnistrer væk i i lutter tics og gale blikke. Derudover er der som vanligt fint spil i mange biroller og en lille overflod af alle mulige kvikke og morsomme detaljer og digressioner.
Hos Gilliam underløber humoren hele tiden visionen og visionen humoren, således bliver visionen humoristisk og humoren visionær, og det er en kunst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar