De værste glimrer ved deres fravær

Aldeles retfærdigt, for en gangs skyld, at Mikkel Bruun Zangenberg tildeler Lone Aburas 5 hjerter for hendes Politisk roman, ligesom selve anmeldelsen er udmærket præcis i sin begejstring, jeg vil dog lige anholde 2 ting:

1. Zangenbergs uvane med at linke til verdenslitteratur i tide og utide, denne gang Flaubert og Yeats; Flaubert giver fin nok mening, i forhold til Aburas's bullshit-katalogiseringer, men Yeats-citatet bliver faktuelt misvisende:

Yeats' digt 'The Second Coming' (1920) står de berømte linjer: »The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity«, altså omtrent: »De bedste mangler al overbevisning, mens de værste/ er fulde af lidenskabelig intensitet«. Det er ikke alene en rammende beskrivelse af det politiske landskab i Danmark og Europa, hvor venstrefløjen er paralyseret og perpleks, mens det ekstreme højre er energisk og selvbevidst, det er også et dilemma, der står i fuldt flor i Lone Aburas' tredje roman.

Bortset fra at de værste slet ikke optræder og knap nok nævnes i bogen, og slet ikke i form af "det ekstreme højre"; Aburas fokuserer udelukkende på resignationen og lunkenheden og koksetheden hos dem, der skulle forestille at være "de bedste"; det er det, der gør romanen så knugende og krystalliseret klaustrofobisk.

2. Karakteristikken af jegfortælleren Rebecca, der går igen i flere af anmeldelserne:

Det er gennem Rebecca, vi ser og hører alt – og kors, for en usympatisk, selvoptaget, egoistisk, komatøs, en lunkent uengageret, småløgnagtig og kynisk krampe; magen til hendes slags, skal man forhåbentlig lede længe efter.

Jamen, Mikkel, det jo den samme groft usympatiske Rebecca, hvis sardoniske kommentarer  og "indædte iskolde humor" du er så vild med og citerer fra på livet løs:

Flere af dialogerne i 'Politisk roman' fremstår som hele montager af sætninger, sakset fra middelklassens middagsselskaber, for eksempel som her fra en aften, da den småborgerlige tandlæge Robert udbryder: »Nu er det bare at håbe på, at hele skidtet kollapser, så vi kan starte noget nyt«, siger Robert uden at blinke. Efter denne abstrakte udtalelse falder der en provinsiel ro over selskabet« – det ondt rammende ordvalg er fortælleren Rebeccas.

Jeg synes da, Rebecca er mere sørgelig end usympatisk, pga. hendes dybe, nærmest depressive resignation i forhold til alt og alle, men jo samtidig skøn at være i selskab med, ikke som mor eller hustru eller kollega, men som fortæller af den roman, jeg læser, fordi hun formulerer sin resignation med en sådan sort skarphed, at den løfter sig, resignationen, på flagermusvinger, og bliver om ikke sympatisk, så djævelsk indtagende, synes jeg nok.