Real time-forfatterskrig

kan man opleve på Facebook, hvor forfattere gerne nedskriver deres reaktion på en anmeldelse øjeblkket efter de har læst den: her er Peter Tudvads reaktion på min Kierkegaard-roman-artikel på FORSIDEN af Weekendavisen, afsendt (med billede, fra et storcenter i Aalborg) natten mellem torsdag og fredag:

Gud i Himlen, hvor er jeg dog træt af kongerigets kritikerstand! Nu har Weekendavisens Lars Bukdahl min sæl også givet sig i lag med "Forbandelsen" for at skose mig for at bruge et arkaiserende sprog, der nærmer sig pastichen! Hvad er problemet, Lassemand, når romanfiguren er Søren Aabye Kierkegaard med den danske litteraturhistories længste perioder og markanteste brug af en germansk sætningskonstruktion med alt, hvad dertil hører af sære og finurlige ord og udtryk? Men ikke nok med det, for den skaldesmækkende mimose af en übermoderne digterdokter kan skam også i lighed med sine kolleger på de andre aviser tugte mig for et "horribelt" plot, som også han er så venlig at meddele mine potentielle læsere. Lassemand, for satan, læs dog romanen ordentligt, og bemærk, at det kriminalistiske plot ikke er nogen påstand om, hvordan visse dødsfald faktisk fandt sted, men biskop Mynsters ytring af en mulighed, som er rigeligt til, at Kierkegaards refleksionssyge sind kan gnave sig selv halvt til grunde!

Lassemand, really, Skt. Peter? Problemet er, som nævnt i artiklen, at hvis man vil skrive en pastiche på en genial skribent, er det et problem, hvis man ikke selv er genial, og så er det kunstnerisk klogere at lade være - der er ikke som sådan noget galt med pasticher på gammeldags fortællestil (som Tudvad i en kommentar til en kommentar synes at tro, at jeg mener: "en dogmatisk levebrødsanmelders uforgribelige mening om, at man ikke må skrive romaner på andet end nudansk eller et eller andet sejt og smalt street-agtigt" (altså Smallegade-agtigt!?)). jf. Højholt og Adolphsen og Voetmann fx. Og ang. det "horrible" kriminalistiske plot kan det godt være , at det ikke præsenteres som et faktum, men kun som biskoppelig spekulation, men det er dog stadig et (horribelt) fiktivt påfund fra Tudvads side, men, hey, jeg kan lide det i netop dets horribilitet, det bliver bare ikke brugt til noget som helst og har ingen indflydelse på dén grundlæggende, tonstunge (og ueksperimentelle, rent kronologiske) gentagelse af Kierkegaards eget, til bevidstløshed gentagne plotskema for sit liv = min hovedanke mod Tudvads og Dalagers romaner, som Tudvad overhovedet ikke kommenterer.  

Og så er det ret vidunderligt, som Tudvad dér på Facebook ekkeoer Kierkegaard i avisen Fædrelandet, hvor han i anledning et par polemiske bemærkninger af kritikeren (og i hemmelighed Corsaren-bidragyderen) P. L. Møller i en litterær årbog, ytrede ønske om at blive angrebet (af Møller) i Corsaren, og som sagt så gjort (af hemmelig redakør Goldschmidt) , og så gik det som bekendt først amok; Tudvad afrundede for en uges tid siden en opdatering om min blogpost om Politikens 5 hjerter-anmmeldelse af hans roman således:
 
Og - hinsides slige spekulationer - hvad bliver der af den rent litterære vurdering af romanen? Det er vel just den, Bukdahl efterlyser, og derfor vil jeg naturligvis helst foreslå ham selv at læse romanen og give sin mening til kende, for selvom forfatteren er kendt som et stridslystent og rethaverisk gemyt, så vil han gerne lære noget. 

Nej, han vil åbenbart ej.